Det er sommer.
Luften er tyk af duften fra de nærliggende bagerrier og vaffelboden rundt om hjørnet. Jeg har købt en pose frosne blåbær og sidder nu på en bænk midt på Silkeborgs markedsplads.
Her er stille, der sker ikke så meget om søndagen. Her er flest gamle damer, der lufter deres små uldne hunde og unge mødre, der handler ind og forhastet suser vidre. De har alle så travlt. Det plejer jeg også at have, når jeg laver noget, når jeg betyder noget. Det føltes helt forkert at sidde midt i det hele uden grund. Jeg bliver utilpas, men ved alligevel ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg piller i bænkens syrengule maling så træværket kommer til syne under flagerne.
Jeg gik ind til byen, for at komme væk fra en bitter vræde, der hænger fast i det hjem, som jeg er fanget ved. Når jeg tager væk bliver mit humør bedre. Når jeg indånder den "fremmede" luft, puster jeg en mundfuld vræde ud og føler mig staks lettere i mit hjerte.
Blåbærne er isnende kolde, men det gør mig ikke noget, jeg bidder lige igennem dem og lader dem farve min tunge lilla. Mine fingre er også blevet farvet, mon det kan komme af?, når jeg kun lige at tænke, før et blåbær smutter mellem mine fingre og triller ned over min sartfarvede striktrøje. Satans. Sådan noget pis. Jeg hader blåbær. Jeg hader sartfarvede bluser. Jeg HADER det. Jeg rejser mig og kyler posen med bær i skraldespanden. Så kan den ligge der og tænke over hvad den har gjort. Alene.
Jeg kigger mig omkring, først nu lægger jeg rigtigt mærke til menneskerne. Den ældre herre, som betragter indskifterne på statuen med et lille krøllet smil i mundvigen, den lille pige som hopper fra flise til flise mens hun nyner og servitricen, som virrer med hoved i takt med nummeret: Walking on sunshine, der bliver spillet i restouranten. Sangen gør ikke mit humør bedre, bare mere irreteret. Hvordan kan alle være så glade hele tiden!? Jeg kigger rundt. Jo, alle ligner nogen, der synes at livet er godt. De er glade... Nej... Der sidder faktisk en pige overfor mig på en bænk et stykke væk...
Jeg betragter hende. Hun er tynd, som et hudovertrukket skelet, men køn på samme tid, det kan jeg se helt her fra, hvor jeg sidder. Hendes sorte eyeliner under henes øjne og dybrøde læbestift, giver hendes ansigt et råt, men dramatisk udtryk, som minder mig om stilheden i vintermørke, men mest af alt om den vrede, der bor i mig for tiden.
Hun ser ud som om hun er træt af verdenen og dens naive sjæle der vandrer rundt og ligger tryk på det gode, mens de halvhjertet skjuler vræden og fejlene bag et stift smil. I længden krakelerer smilet, det ved de også selv, men alle ser ud til at insistere på at ligne et maleri fra romantikken.
Hun skriver et eller andet ned i et kladehæfte og kigger tankfuldt i den mudrede vandpyt foran hende. Snuden af lædderstøvlerne, med nitter, strejfer vandoverfladen. Det sorte ruskind bliver mørkere.
Hendes udseende er dystert. Det forvandler hende til en følelse, som folk helst vil glemme. Hun er vreden. Hun er dét mørke, der ligger i én, som man helst vil gemme væk. Lang langt væk, men kun nogen gange -I hvertfald i mit tilfælde, for nu har jeg mest lyst til at gøre som hende, vise folk hvor vred jeg er på verdenen. Hvor meget vrædenen fylder mig og trykker indefra. Og hvor fristende det er at give den frit løb. Men hvordan? Måske pigen der kunne lære mig det?
Hun kigger op i himlen og sukker dybt og opgivende, jeg forstår hende, hvad hun ser og føler, når hun kigger op. Hun sænker blikket igen og vores øjne mødes. Jeg kigger op i himlen, på samme måde, som hun lige gjorde. Jeg ved at hun kigger. Jeg kan mærke hendes tomme blik. Himlen er mørk og skyerne er ikke længere små og ligner lam, men er nu fulde af faretruende regn. Jeg føler en længsel efter at komme op i luften, efter at blive en sky. En tung regvjærssky, som finder et sted, hvor den kan læsse sin vræde og hvad der ellers tynger den af. Hvorefter at flyve væk let som. Ja, som en sky. Duften af nybagt brød er tonet ud og Silkeborg er blevet grå og endu mere stille end før.
"Det regner" pigen sætter sig ved siden af mig. Hendes læderjakke snitter min arm. Jeg frariver mit blik fra skyerne og ser ind i hendes øjne. De er ligeså mørke, som natten, og uhyggelige, som døden. Vræden brænder svagt i dem og det tiltrækker min nyskærighed. Jeg nikker "Hvad skriver du om?" Hun holder sit blik fast på mig og ser ud som om mit spørgsmål irreterer hende, men det var jo trodsalt hende, der kom hen til mig og ikke omvendt. "Om vræde " Hun fastholder det tomme blik. Lang pause... "Om at jeg er vræd på verdenen og om at jeg helst ville være en sky" Hun drømmer også om skyer, li'som jeg. Jeg føler mig ikke så vræd længre, hendes vræde overgår min, men jeg mumler alligevel" Jeg er også vred" "Det ved jeg, det kan jeg se i dine øjne."
Hun tager en pakke cigeratter op af tasken og tilbyder mig en, men jeg takker nej. Hendes leighter knitrer og spydter trodsigt ilden ud, mens hun antænder enden siger hun, med en halvdøsig stemme: "Du er træt af hverdagen, træt af rammerne og de ting der aldrig kan eller vil ændre sig. Du er træt af det du ikke kan løbe fra, ændre på eller gøre for."
Hun tager et langt sug. Stilheden kryber ind over os. Cigeratrøgens bitre lugt lukker os inde i en bobbel, kun de fyldige regndråber brydder igennem og vi ladder dem finde hvile i vores hår. Brostenene på Silkeborg markedsplads vaskes rene for det snavs, de tusinde af mennesker har efterladt. Det er rart at se verdenen blive skyllet væk i al dens elendighed. Det er rart at VI sidder her og ikke kun jeg. Regnen trøster os og hvisker til os, at den forstår og slukker vores ulmende vrede... For en tid... Det er rart.