Jeg tænker tit over det, om det havde gjort en forskel?

Nu havde jeg muligheden, muligheden for at få svar på det spørgsmål, som jeg egentlig ikke vidste, om jeg havde lyst til at få svar på. Jeg kiggede på ned på avisen, igen sprang overskriften i øjnene på mig.

"Kendt forfatter vender tilbage"

Det begyndte igen at suge i maven, den der mærkelige fornemmelse, som jeg ikke helt kan beskrive. En fornemmelse af ubehag, som en slags nervøsitet, der kommer af uvished, og som kun forsvinder, når man finder svar og gå til bekendelse.

Hele dagen forfølger forsidebilledet mine tanker. Et stort portrætbillede af en smilende Katrine, en Katrine som på en gang ligner den Katrine, jeg kendte fra folkeskolen, og på en anden måde næsten ikke er genkendelig. Ansigtstrækkene er de samme, men smilet på læberne og de glade øjne, hvor man kan fornemme latteren, er ikke. Når jeg tænker på Katrine, tænker jeg ikke på smil og latter, tværtimod.

Jeg kan høre døren gå, det må være Johan, der kommer hjem. Søde, dejlige, ærlige og retfærdige Johan, vil han overhoved kunne forstå, hvis jeg forklare ham om den gang? Vil han kunne tilgive mig? Konflikten raser i mit indre, beslutning om at gå til bekendelse, at opsøge Katrine og få svar på mine spørgsmål, virker så tåbelig nu. Hvorfor i al verden skulle jeg rode op i det hele, og risikere at miste Johan.

Johan træder ind af døren, jeg prøver at lade som ingenting. Vores læber mødes, og mine arme lægger sig rundt om livet på ham. Det hele er, som det plejer, men som altid kan Johan fornemme, når der er noget galt. Han siger ikke noget, holder mig bare lidt længere tid ind til sig, end han plejer. Jeg kan mærke, hvordan min hals snører sig sammen, og jeg prøver at slippe ud af hans greb, men han giver ikke slip. Da han endelig slipper, har jeg opgivet at holde facaden. Synker bare sammen i sofaen og venter på det spørgsmål, jeg ved vil komme.

"Hvad er der galt? "

Johan kigger insisterende spørgende på mig, venter på mit svar. Jeg ved jeg ikke kan slippe uden om, men ved ikke, hvor jeg skal starte. Alle minderne har kørt rundt i mine tanker hele dagen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal får det forklaret på en sådan måde, at han ikke vil hade mig. Jeg begynder langsomt, hakkende og stammende at fortælle. Fortælle om Katrine jeg kendte i folkeskolen, om Katrine som i dag er en kendt forfatter. Om hendes første roman, der bygger på hendes egne oplevelser fra hendes barndom. Om Katrine, den pige som jeg burde have hjulpet, den pige som jeg lod i stikken.

Da jeg endelige er færdig, kan jeg mærke, hvordan min krop bliver helt slap af udmattelse, min krop følelse, som om den har løbet et maraton. Johan kigger på mig, tager sine store varme hænder omkring mit ansigt. Han behøver ikke sige noget, jeg kan læse i hans blik, at jeg ikke er blevet mindre værd i hans øjne. En lettelse bølger gennem min krop, men renser den ikke. Den dårlige samvittighed sider stadig og nager. Jeg ved med mig selv, at jeg får først virkelig fred, når jeg har konfronteret Katrine.

Hele vejen hen til kulturhuset mærker jeg angsten og nervøsiteten vokse igen. Foredraget starter kl.20, og derefter er der bogsignering. Jeg er bevidst gået så sent hjemmefra, at jeg kun lige kan nå ind, før det starter. Jeg finder en stol bagerst i lokalet, og dukker mig uvilkårligt lidt, da Katrine træder ind i rummet. Hun er stadig ikke særlig høj, og hun er stadig lige tynd, men en anderledes form for tynd. Hun er mere atletisk end tidligere, ikke bare underernæret. Da Katrine begynder at tale, tager mine tanker på valfart tilbage til tiden i folkeskolen.

Jeg sidder ved bordet i det fjerneste hjørne, Caroline sidder ved siden af. Caroline, klassens dronning, altid i det rigtige tøj, med de rigtige ting og altid med de rigtige meninger. Caroline som udenpå ligner en engel, men i virkelighed er en djævel. Caroline, som man altid gerne vil holde sig gode venner med, for ellers ved man, at resten af klassen er på nakken af en. Ved bordet foran sidder Katrine. Lille stille Katrine, som aldrig har det rigtige tøj, ting eller meninger. Hun ligner altid en, som er lige ved, eller lige har grædt. Hun er bleg, og der er altid noget sørgmodigt over hende.

Billeder af hvor de andre hakker på Katrine, hvordan de skubber hende, nogen gange slår de hende endda, farer forbi. Jeg overhøre, hvordan Caroline og nogen af de andre piger spreder rygter om Katrine, siger hun er billig og går i seng med folk for penge. Jeg ved det ikke er sandt, jeg ved jeg burde bryde ind og stoppe Caroline og de andre, men jeg gør det ikke.

Jeg husker en situation, fra da jeg er ude at handle med min mor. Hvordan jeg ser Katrine stå mellem sine forældre, mens de skændes højlydt, om farens beskyttende arm om hende, om morens vrede blik. Jeg husker min egen mors kommentar om, hvordan folk burde opføre sig anstændigt, i det mindste når de er ude blandt andre folk.

Tænker på den gang jeg træder ind i det tomme klasselokale, og ser Katrine sidde i det ene hjørne. Hun sidder helt krummet sammen, med armene rundt om sine ben og hovedet hvilende på knæene. Hendes krop ryster, og selvom der ikke kommer en lyd fra hende, ved jeg, at hun græder. Jeg går hen til hende, spørger om der er noget galt. Hun kigger op med røde øjne på mig. Jeg sætter mig ned, spørger igen om der er noget galt, om det er de andre piger, der er problemet. Hun kigger på mig, tror ikke hun vil svare mig, og bliver derfor overrasket, da hun siger.

"De andre piger kan jeg klare, det bare alt det andet, som er svært"

Jeg ved jeg burde spørger, hvad alt det andet er, men jeg fornemmer, det er noget, jeg ikke kan klare at høre. Tænker at det må være virkelig slemt, hvis det er værre end de andre piger.

Min tur ned af mindernes allé bliver afbrudt af klapsalver. Foredraget er færdigt, og folk stiller sig i kø for at få deres bøger signeret. Jeg stiller mig bagerst i køen, mit hjerte banker hurtigt, det er ikke længere kun min mave der snører sig sammen, min mave har gjort den følgeskab. Mit hjerte dunker og det suser for mine øre. Flere gange er jeg ved at vende om, men pludselig står jeg foran hende. Hun kigger op og smiler, og siger.

"Hvem må jeg signere til? "

Jeg er lamslået, føler det som om, der er en, der har slået mig i maven. Hun kan ikke kende mig. Jeg får fremstemmet, at hun bare skal skrive sit navn. Hun stikker bogen i hånden på mig, og jeg begynder at gå mod udgangen.

Jeg kommer udenfor, ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Begynder langsomt at gå hjemad. Jeg mere fornemmer, end jeg høre skridtene bag mig, og det er først da jeg høre hendes stemme, at jeg ved det ikke bare er noget, jeg tænker mig til. Hun råber mit navn.

"Nikolaj, Nikolaj"

Mine fødder stopper af sig selv, og jeg vender mig langsomt om. Hun står lige foran mig, ser på mig, afventer mit næste træk. Jeg åbner munden, men ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg lukker den igen.

"Troede du ikke jeg kunne genkende dig? "

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det eneste jeg kan komme i tanke om at sige er.

" Undskyld. Undskyld at jeg ikke gjorde noget"

Hun kigger på mig, hun siger ikke noget. Stilheden gør mig urolig, så i stedet for at vente på svar fortsætter jeg.

"Havde det gjort en forskel, hvis jeg havde gjort noget? Ville det have stoppet det hele? Ville det have hjulpet, hvis jeg den dag i klasseværelset havde spurgt, hvad alt det andet var? "

Hun er stadig stille, men jeg kan se hun tænker, tænker over sit svar. Det føleles som evigheder, at vi står der og kigger på hinanden, men det har nok højest været et par sekunder. Så afbryder hendes stemme stilheden.

"Måske. Måske havde det stoppet det, jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om jeg ville have fortalt dig det, hvis du havde spurgt. Jeg ved ikke om jeg nogensinde ville have fortalt nogen det, hvis det ikke var fordi, min mor havde opdaget det. Jeg følte mig beskidt, følte det var min skyld "

Jeg sank en klump, men samtidig kunne jeg mærke at min mave var ved at falde til ro. Igen var det Katrine, der afbrød stilheden.

"Jeg forstår godt, hvorfor du ikke gjorde det. Hvorfor du ikke hjalp. Du havde jo også din problemer, dine ting at slås med"

Hun vidste det altså, og pludselig kunne jeg se Johan for mig. Katrine smilede, hun sagde ikke mere, vendte sig bare om gik tilbage. Jeg stod og kiggede efter hende, vendte mig så om og gik hjemad.