Lige siden min tidlige barndom har mosen betydet noget særligt for mig - som et eventyr.

Min søster og jeg tilbragte mange timer her med fiskenet og syltetøjs glas, hvor vi fangede haletudser, salamandere og andet småkravl. Det hændte, vi var heldige at få en igle med op. Jeg fornemmer endnu det søde gys, når dette blodsugende væsen strakte sig i sin fulde længde og sugede sig fast på glassets inderside.

Det var her i mosen, man en sommerdag kunne sidde med fødderne i det kølige vand og iagttage blishønen med sine kyllinger.
Eller lytte til Fuglekongens rytmiske si-si, når den hoppede rundt mellem gråpilens mos belagte troldegrene.
Det var her man kunne plukke den smukkeste buket til vasen.

Hvad var bedre end, når søndags kaffen blev nydt på tæppet ved vandkanten, hvorefter vi børn gik på opdagelse mellem sivene og mor hvilede sit hoved i fars skød, mens guldsmedene sværmede omkring os.
Eller når familien i sluttet trop gik til mosen og plukkede spandevis af vilde hindbær til vinterens forråd.
Det var her i mosen, man uforstyrret kunne lade tankerne få frit løb, når følelserne blev for overvældende. Ved den første alvorlige forelskelse eller da vi blev vidende om, at min fars sygdom ville få en dødelig udgang.

Altid når vi gik alene til mosen, var det med strenge formaninger fra vores mor: "Gå nu ikke for tæt på vandkanten, de huller er livsfarlige". "Nej, nej, selvfølgelig ikke", men vi syntes jo nok, hun var lidt for pjattet. Havde hun vidst om vores vovede udskejelser, var det ikke kun blevet til formaninger.
Det skete da også engang, at min søster faldt i vandet og kun med nød og næppe fik sig reddet op ved en græstørv.
Men den episode fortalte vi først om mange år senere.