Erindringen om min oldemor er andenhånds. Jeg ved, at hun fik fire døtre. Jeg ved, at hun døde, cirka ti år før jeg blev født. At hun boede i et hus i Vindeby, fra 1934 frem til sin død. At hun drev butik fra huset; solgte sæbe, vat og et par andre materialistprodukter. At hun mistede sin mand i 1922, da deres yngste datter blot var et år gammel. Min mormor var fem. De boede på Damgården i Vester Skerninge. Min oldefar hed Rasmus. Han blev stanget af en tyr og tvunget til et langt sengeleje, som kostede ham livet. Formentlig på grund af en blodprop. Hans ældste datter var syv, da han døde. Hun holdt af at lege med de to yngste piger. Mormor gik mest for sig selv.

Op igennem min barndom og ungdom, fortalte hun mig mange gange den samme historie, altid med et særligt lys i øjnene. Om dengang hun fandt en anderede ved dammen. I reden lå et æg. Det var hvidt, som et hønseæg. Mormor syntes, at det bevægede sig lidt. Hun blev stående, helt stille. Så gav det igen et lille ryk i ægget. Hun satte sig på hug ved reden, og kiggede nøje efter; ægget havde fået en ganske lille revne. Det var i slutningen af maj måned. En uge tidligere var mormor fyldt otte år. Solen skinnede fra en høj, blå himmel, men der blæste en kold vind, som lavede små, brede bølger på dammens mørke vand. Luften summede af fluer og humlebier og var fortættet af fuglesang. Mormor var god til at kende de enkelte fugle fra hinanden, men lige nu hørte hun ingenting. Ællingen havde fået prikket et lille hul i ægget og hakkede det langsomt større. Hun havde hørt de voksne sige, at ællinger knytter sig til den første de ser, når de kommer ud af ægget. Derfor skulle man ikke forstyrre, hvis man fandt en rede. Men der var ingen andemor i nærheden. Faktisk var der ingen ænder i dammen lige nu. Hver gang ællingen lavede hullet lidt større, knasede det sagte fra skallen. Ægget rullede frem og tilbage i reden og mormor mente, at hun hørte et spædt pip. Hun kunne ikke dy sig længere, men tog det op i hånden og pillede resten af skallen af. Ællingen virkede nøgen. Den løftede sit hoved, men sank så udmattet sammen igen. De våde, mørke dun lå glat hen over kroppen og hun kunne tydeligt se det lyserøde skind nedenunder. Mormor lukkede hænderne om ællingen, for at give den varme og satte i retning mod stalden. Der var et sted langs muren på sydsiden, hvor hun ofte fandt læ. Hun gik ganske forsigtigt og så sig omkring efter søstrene. Gerda lå syg med feber, men hun fik et glimt af Margrethe og Thyra, den ældste og den yngste, på vej ind i hønsehuset, for at hente æg og se på kyllinger. Mormor ville hellere have sin helt egen ælling. Den prikkede blidt til hendes fingre med næbbet, men virkede ikke bange. "Den tror jo jeg er dens mor," tænkte mormor og mærkede en varm og stolt følelse i brystet. Hun satte sig op af den hvidkalkede mur. Lod sig glide ned langs muren, til bagdelen ramte de solvarme brosten og knæene var på højde med hendes foroverbøjede pande. Her mærkede man næsten ikke den kolde vind. Mormor åbnede forsigtigt hånden. På toppen af ællingens hoved var dunene helt tørre. Det ene ben faldt ud mellem et par af hendes fingre. Den løftede hovedet og overkroppen og så op på hende, med sine sorte perleøjne. Så gabte den. Hun sad med den i næsten en time, til den var helt tør og blød, som det fineste vat.

"Den fulgte mig i tykt og tyndt," sagde mormor og tog en slurk af sin hvinende søde kaffe. Bagefter fortalte hun om en kælegris, der også luntede efter hende på gården, men som blev slagtet engang til jul. Jeg ved ikke, hvad der blev af ællingen, for som barn jeg spurgte ikke, men regnede med, at de voksne svarede udtømmende. Dét jeg blev fortalt, var nok det jeg skulle høre. Der er meget jeg nu fortryder, at jeg ikke spurgte om.

Mormor holdt i det hele taget meget af dyr. Og musik. Når hun spillede på sit flygel, kom hendes tanker og følelser til live. Og når hun aede en af sine elskede katte, blev hendes stemme blød og ør af kærlighed. Helt ulig det jeg overhørte en morgen, da jeg var 16-17 år. Vi var begge på besøg hos mormor; min mor og jeg. Vores soveværelser lå på første sal og dengang, plejede jeg at stå meget senere op, end min mor. Men denne morgen vågnede jeg tidligt og gik ned af den svungne trappe. Mormor stod i køkkenet, med ryggen til, da jeg åbnede døren. Hun begyndte at tale, som om vi var midt i en samtale, men jeg havde aldrig før hørt hende tale sådan. Hendes stemme var ætsende og kold; bitter og fuldt af, for mig, uforståelige bebrejdelser. Jeg stod helt tavs, lamslået. Så vendte hun sig om, spærrede øjnene op, da hun fik øje på mig, tog tilløb til at sige noget, men kneb i stedet munden sammen og så væk. Jeg skyndte mig ud på verandaen og tændte en cigaret. Det var overskyet og ikke særligt varmt. Da hun begyndte at spille på flyglet, listede jeg tilbage i køkkenet og lavede morgenmad og så talte vi aldrig mere om det.