Når du står udenfor min dør,
og det ikke er dig, der står der alligevel,
skal du tage og gå et andet sted hen,
hvis jeg skulle sige det selv.
Når vi endelig har fattet,
at nu er det nu,
kan vi måske sætte os og snakke.
Lad os sige de ting, vi aldrig fik sagt.
Lad ordet stå ved sin magt,
når vi siger de ting, vi ikke siger,
når vi siger de ting, vi ikke siger
siger vi de ting, vi ikke siger.
Og når det så er sagt,
kan vi måske skabe en orden,
en pagt.
Den kan vi holde eller slippe
alt efter, hvor meget usagt vi vil sige.
Det må bare ikke blive, som engang, den sidste.
Vi skal originalt på ny være triste,
hvis vi skal være det.
Indtil da kan vi være glade for hinanden,
uden forsvar.