Alfrida og Bastian hører sammen. Det er der ingen i den lille og noget forsømte landsby, der er i tvivl om. Dagligt går de deres ture rundt i byens gader og i de omkringliggende områder. De er måske et lidt umage par, men det er de jo ikke alene om. Kærlighed synes ofte at trives på trods, det er der mange, der kan bevidne. Alfrida og Bastian har tilbragt så godt som hver eneste dag sammen de sidste mange år, men ser til stadighed ud til at nyde hinandens selskab.
   Mens det gerne her på de lange ture er Bastian, der går forrest og tilsyneladende nyder motionen mest, er det i hjemmet Alfrida, der fører ordet. Hun har meget på hjerte og taler gerne dagen lang, uden at forvente det store modspil. Man kan godt komme i tvivl om, hvor meget han i det hele taget forstår af de mange forklaringer og fortællinger, han øjensynlig lægger øre til. Men Bastian kigger ofte opmærksomt på hende, og han har den hensigtsmæssige evne til at komme med et lille "grynt" en gang i mellem, hvilket straks af Alfrida bliver opfattet som en opfordring til at forsætte sin fortælling.
   Mens Alfrida er aktiv det meste af dagen, må man nok konkludere, at Bastian er noget doven. Han tilbringer faktisk det meste af dagen liggende på sofaen. Han er ikke ung længere og ser ikke ud til at have behov for anden udfoldelse end at lunte lidt rundt, sove på sofaen og måske se lidt fjernsyn. Han ville ikke få meget at spise, hvis ikke det var fordi Alfrida serverede det for ham. Til gengæld er han ikke kræsen og klager aldrig over maden.
   "Kom Bastian, skal vi ikke vende næsen hjemad," foreslår Alfrida og fortsætter uden at forvente svar: "Det er ved at blive koldt, og jeg er sultet. Er du ikke sulten, Bastian? Vi skal ha' steg i dag. Det er du da glad for." Bastian kikker på hende og synes at acceptere forslaget, men der er ikke den store begejstring at spore. Hans helbred er ikke godt længere, og hans appetit heller ikke stor. Det er tydelig at Bastian er blevet gammel.
   Alfrida er omvendt en af den slags kvinder, alderen ikke bider på. Hun fastholder sin elegance og udstråler til stadighed stor feminin skønhed, selvom rynkerne efterhånden er blevet tydeligere, og huden har mistet sin farve. Der synes heller ingen vidnesbyrd om evindelige indre følelsesmæssige kampe eller smertende frustrationer. Alfrida fremstår altid rolig, imødekommende og venlig. Der er også en del mænd i landsbyen, der kikker en ekstra gang efter hende, når de ser hende på gaden. Men der er ingen, der trods tilskyndelsen tør tage et næste skridt og indlade sig med hende. Det er ikke fordi Bastian siger noget direkte, men det ligger i luften, at man ikke skal komme for tæt på hende. Og Alfrida, ja hun synes at være tilfreds og giver aldrig udtryk for, at hun mangler noget. Bastian ved også godt, hvor han hører til, men det hindrer ham ikke i at stikke næsen frem, når der er interessante hunkønsvæsener i nærheden. Men her holder Alfrida ham i kort snor. Hun holder af ordnede forhold, og det må han indordne sig under. Ja, Alfrida og Bastian er ikke et almindeligt par, men de elsker hinanden, det forstår de alle i den lille landsby.

Hvis der var nogen, der påstod, at Bastian var klog, ville andre bestemt betvivle hans intelligens. Men til gengæld ser han ud til at have et naturligt talent for at leve her og nu. Han ser ikke ud til at svælge i fortiden og ser heller ikke ud til at bekymre sig om fremtiden - på den måde kunne der være mange, der kunne lade sig inspirere af ham.
   Men Bastian er ikke helt som så mange andre. Når Alfrida for eksempel fortæller ham, hvor højt hun elsker ham, og hvor glad hun er over, at de har hinanden i livet, kan han i første omgang synes ligeglad og blot kigge på hende uden at fortrække en mine. Til gengæld kan han finde på at fastholde øjenkontakten og åbne for en kærlig kontakt, der blot bliver dybere og dybere som sekunderne går. Den vedblivende øjenkontakt udløser en inderlig ømhed, Alfrida sjældent har oplevet i nogen anden relation. Det er en stor glæde og på det seneste desværre også en stor smerte.
   Alfrida fornemmer, hun kan se dybt ind i Bastians sjæl og føler sig tilsvarende nøgen selv. Ofte overvinder hun sin blufærdighed og tillader øjenkontakten at udvikle sig, selvom den første tilskyndelse er at lukke ned for det blændende lys, der vokser frem. Det kræver mod at blive i en kontakt, der synes hæmningsløst at afsløre enhver tanke - ikke mindst set i lyset af, at hun har i tankerne at tage ham af dage.

Som så mange gange før mærker Alfrida efter for at afgøre, om hun tror på Gud, men heller ikke denne gang kommer der noget entydigt svar. Hun hár opgivet det vel lidt barnlige - og i hvert fald for hendes vedkommende nytteløse - ønske om at få et tydelig tegn fra Gud og har forstået, at det åbenbart er troen i sig selv, der er det saliggørende. Men hun håber dog alligevel på inspiration i hendes etiske og følelsesmæssige dilemma. Er det rimeligt at slå et andet væsen ihjel, fordi det lider? Hvordan kan hun afveje lidelse og liv og afgøre, hvornår det ene er større end det andet og omvendt? Og hun vover ikke at spørge ham.

Den dag hun erkender, at hun er nød til at få Bastian aflivet, gør han for første gang voldsomt af hende. Derefter virker det, som accepterer han sin skæbne, men han hænger en smule mere med hovedet, det kan Alfrida ikke undgå at bemærke. Til gengæld laver hun ekstra lækker mad til ham den sidste tid, og anskaffer et specielt blødt tæppe, dyrlægen mener kan lindre lidt i forhold til gigten. De øvrige sygdomme vil tæppet imidlertid ingen forskel gøre for, og Alfrida tager imod den sprøjte, som dyrlægen i sin skånsomme tolkning af reglementerne, overdrager hende.
   Den aften, hun har besluttet at sige farvel til Bastian, ligner umiddelbart så mange andre aftener i deres samliv. De går en tur - en forholdsvis lang tur, selvom Bastian efterhånden går temmelig langsomt og ind imellem kunne se ud til at have smerter, udover det pillerne kan tage.
   De kikker ikke på hinanden, mens hun giver han sprøjten. Han giver et lille spjæt, men falder derefter hurtigt til ro. Hun sidder med hans hoved i skødet og nusser ham stille på halsen, og mens han langsomt synker ind i sig selv, flager tankerne omkring i hendes sind, som en sort ravn i et bur. Langt de fleste har hun været igennem mange gange før, men der er også nye. For eksempel svimler det et øjeblik for hende, idet hun pludselig indser det ubeskriveligt barbariske i at slå dyr ihjel for at spise dem. Også selv om de smager godt.