Døren til kirkegården lukker tungt bag mig med et smæk, jeg kikker mig over skulderen, ud på den verden som jeg snart vender tilbage til, men ikke for nu, ikke i denne stund, hvor jeg har en mission, en opgave, et ærinde der måske kan sikre min fremtid. Jeg er godt klar over at jeg aldrig vil undslippe helt, men jeg gør nu et forsøg en gang for alle.

Jeg kikker hen over kirkegården, ser de mange gravstene og de små buske der indrammer alt, ligesom en labyrint, jeg tager hætten over hovedet, og holder fast i men lange frakke der næsten rammer jorden, men de høje sko forhindre den i det.

Jeg tager et skridt, og kan mærke hvor tungt det ene skridt er i forhold til det andet, men jeg bliver nød til at fortsætte, nu er jeg kommet så langt, jeg kan ikke stoppe her, dette skal gøres i denne stund, imens det stadig er mørkt og ingen kan se hvad der sker. Det hele sker i mørket, hvor ingen kan se det unormale, det mærkelige og det suspekte, men selvom mine skridt er så tunge, føles det stadig som om at min hånd bliver ledt på vej af en skygge, en ven, en der kun vil mig det bedste, selvom jeg godt ved at hun ikke er her mere.

Labyrinten giver mig en valgmulighed, ligeud i uendeligheden, eller til højre, jeg ved egentlig godt hvad jeg har mest lyst til, bare at fortsætte, være ligeglad med hvad andre syntes, bare lade alting være som det altid har været, men jeg kan ikke, jeg SKAL have det her gjort NU.
   Svinget er ikke så meget lettere end resten af vejen, og grusset under mine sko er svært at gå i, usikkert, ligesom jeg selv her været, er, og nok altid vil være. Spil nu cool, som du altid har gjort, gør, og nok altid vil gøre, skuespillet og facaden er altid kommet nemt til dig.
   Jeg hører en krage bag mig, jeg vender mig om og kikker på den, mon hun stadig er hos mig, selv efter så lang tid, så mange år, den hopper hen imod mig og forbi mig, letter hurtigt fra jorden og sætter sig på en gravsten. Som om den siger "Kom nu dit fjols, du ved det er her du skal hen".

Den dyppe indånding føles som en rusten kniv der skær mig i lungerne, jeg kikker på fuglen og bevæger mig hen imod den, som er jeg sydpolen og den er nordpolen på en magnet, til jeg står foran den, og ser den kikke ned i det mørke hul, jeg tøver selv.

Jeg vender mig bestemt og hurtigt mod mørket og knæler for det med lukkede øjne, ligesom i de gamle dage, hvor mørket var mit hjem, lyden min gud og mærket mit kors.
   Mærket, det føles så fremmed at sige det nu, men mærket der har symboliseret hvem jeg var, og hvad jeg er lidt endnu, det omvendte pentagram, som normalt symbolisere djævlen, men som i virkeligheden ikke har noget med ham at gøre, pentagrammet er grunden til at folk kikker på os med andre øjne, som samfundstabere, satanister, dem der ikke passer ind i vores samfund, og som mange ikke ser, for vi er ikke altid så synlige. Tro mig, vi er her, og det vil vi altid være, vi kan ikke bekæmpes, og vi kan ikke stoppes.

Fortidens stemmer hvisker mig i ørene, og jeg kan sætte navn på hver en stemme, Jinx, Bulldog og Fairy, mine gamle venner, derfor er de gamle, for nu er det mig der er den udstødte, mig der er det suspekte og samfundstaberen. De hvisker jeg skal komme tilbage, tilbage til fortiden, familien og sammenholdet, men jeg kan ikke, de er ikke virkelige for mig mere, ligesom jeg heller ikke er virkelig for dem mere. Det er bare fortidens skygger, minderne fra de fede tider, hvor jeg ikke tænkte på andet end vores familie.
   Bag mine øjenlåg ser jeg minderne for mig, Fairy og jeg i Kongens Have og Hide Park. Det var før hun begik en fejl, hun bukkede under for presset, hun gav efter for øgenavnene som freak, misfoster og monster. Derfor findes hun ikke mere, ikke efter hun blev fundet i sit eget værelse med et reb om halsen, men det er en helt anden historie, dem er der 2 andre af også, hver så forskellige, men dog også ens. Det er det samme om og om og om igen.

Da jeg åbner mine øjne er mit ansigt rettet imod det mørke hul, desværre er det ikke tomt, men fyldt med vand, vand der langsomt siver ind i siderne, og bliver lavere og lavere, så småt begynder en skikkelse at dukke op i det lave mørke vand, hun giver sig selv til kende, hun siger intet, hun ligger bare på bunden af sin egen grav.

Hun åbner sine øjne, den blå farve er som et lys fra himlen rundt om den sorte makeup, hun rækker en hånd ud efter mig for hjælp, men jeg tager den ikke, jeg vil ikke! jeg kan ikke! Hendes mund er syet sammen. Som manden da syede sin egen mund sammen på grund af en russisk punk-gruppes fængsling, de blev anklaget for at udøve satanisme i en kirke Putin havde et specielt forhold til. Men hende i graven skal ikke dø, bare gemmes væk i et stykke tid, i nogle år, det er derfor hun ikke er helt død, eller kan få hjælp.

Jeg rejser mig og vender mig mod spaden og den store bunke med jord, med hendes ene hånd oppe af graven tager jeg spaden og smider den første store klump jord ned på hende, hun bliver helt panisk aldrig havde jeg troet jeg skulle se nogen blive så bange, hun prøver at skrige, men tråden for hendes mund forhindre lyden i at komme ud, kun små pippelyde kommer fra hende da jeg bliver ved med at skovle jord på hendes sorte lange kjole.

Nu da vandet er helt væk og hendes ben er godt tildækkede efterhånden. Jeg stiller spaden fra mig og kikker ned på det menneske jeg nu siger farvel til. Hun kikker på mig med et blik der beder om nåede, men jeg kan ikke bare stoppe nu, jeg er kommet så langt. Fuglen har ikke forladt min side, jeg skal til at tage endnu en bunke jord da jeg smider spaden. Tager fuglen i mine hænder, meget forsigtigt, går ind på gravstedet, med fuglen i min favn. Knæler ved hendes hoved og sætter fuglen ned på hendes mave. Rejser mig igen og fatter om spaden for at fortsætte, indtil bunken er væk og fuglen begravet på hendes mave.

Nu mangler der kun hendes ansigt, hun kan ikke røre sig for de mange lag jord oven på sig. Jeg sætter mig kort ved hende, for et sidste farvel, rækker ud efter metalkassen i inderlommen af jakken som jeg fik af Fairy. Med mit navn, min fødselsdato og mit andet navn nedenunder. I den ligger en sidste cigaret, i samme lomme ligger hendes zippo, jeg tænder smøgen og sidder med både kassen og lighteren i hånden. Jeg kaster dem begge i graven, de ramme næsten hendes hoved.
   Da smøgen nu har sunget på sidste vers, kastes den også i graven. Nu har jeg snart ikke mere tid, jeg begynder at mærke solen komme frem, det skal gå hurtigt nu, jeg rejser mig og tager spaden i hånden, kaster det sidste jord over hendes hoved. Hun kæmper og bevæger sig for at komme fri fra mørket, men det er for sent.

Jeg ånder lettet op, som en sten er faldet fra mit hjerte, føler jeg mig lettere. Jeg stiller spaden i stativet hvor det hører til, og vender mig mod kirken hvor solopgangen nu er begyndt. Jeg kikker på den ujævne grav, men går nu en endnu lettere vej tilbage mod døren. Ingen stemmer, ingen fugle og nu er hun væk.
   Døren kommer tættere og tættere på mig nu, mine kridt bliver lettere og lettere, som kunne jeg flyve, ligesom fuglen. Det rustne håndtag er stadig koldt efter natten, et øjeblik tøver jeg, kikker mig tilbage en sidste gang. Jeg skuer ud over kirkegården, tager hårdere fat om håndtaget og åbner døren.
   Det er nu første gang jeg møder asfalt efter en hel nat i grusset, solopgangen tilsmiler mig, jeg tager fjerner hætten fra mit ansigt, og mærker solen på min kind og i mit røde hår. Åbner frakken helt og lader den falde til jorden. Bevæger mig fra skyggerne ud i solen, alt er så let nu, den hvide kjole og de hvide sko, jeg har egentlig travlt, men står og nyder det nye jeg, som jeg har givet mig selv. Jeg går, mod festen og livet jeg skal til at begynde nu, det her har været sjovt så længe det varede. Jeg har fået oplevelser for livet, jeg har grint, grædt, elsket og blødt, men det var det hele vær.

Nu må jeg videre, så mine hvide vinger spredes og jeg flyver nu ud i en ny verden, skal du med?