Jeg har sat mig på fortovskanten, solen trækker krogede karikaturer af menneskene. Du taler til mig uden at se på mig. Mit blik er bare lidt for travlt beskæftiget med tusind andre indtryk og kvinder i lårkort. Jeg er en sprogløs trafikåre for alt lys, og det stiger mig til hovedet, som om jeg burde være i stand til virkelig at kigge ind i lyset, se det hele klart; men mine pupiller er så store som tekopper. Dine ord forekommer mig langt fra usande, hvilket er en slem mur at spille bold op ad; at dele længere tid med ærlige mennesker får mig til at frygte, hvad de kan og vil fortælle mig. Du vil så gerne se Paris, og jeg er ligeglad. Du er smuk, når du er stille, eller jeg har drukket og du gør dig til.
Jeg stoppede med studierne, fordi jeg havde håbet på at kunne få nogle redskaber, så jeg for første gang kunne hade Rimbaud - i stedet elskede jeg hans tekster højere og så var det, at kun bøgerne spredte ben, og jeg måtte ud et sted, hvor der ingen svar er eller var. Stik mig en løgn, og alt er godt igen.