En sødlig duft var langsomt begyndt at sprede sig i kollegiet, og mængder af både små og store kryb søgte ud af deres små huller under gulvbrædderne og hen mod det forjættede ukendte. Duften blev langsomt kraftigere og kraftigere, indtil den kvalmende stank af lig hang overalt i gardiner og tapeter. En udlænding, en dansker, var i al stilfærdighed afgået ved døden, og lå nu i al stilfærdighed og spredte mindet om sin død, og sin bitterhed overalt i kollegiet. Man havde råbt ind til danskeren, og bedt ham smide sin fordærvede mad ud, men han havde intet svaret. Til sidst havde en tilsynsførende låst døren op, og det viste sig at duften ikke stammede fra fordærvet mad, men fra fordærvet menneske.

Den tilsynsførende havde med rystende hænder ringet til politiet, og bedt dem kikke på tingene. Han ønskede ikke at røre ved noget, af frygt for at blive anklaget for mord, "og det der var værre", som han selv tilføjede. Det var ganske usædvanligt at finde et lig i et kollegieværelse, og ikke en begivenhed den tilsynsførende var rustet til at klare. Politiet udspurgte ham derfor kun ganske kort om situationen, for ikke at stresse ham yderligere. Han forklarede hvordan kryb var begyndt at kravle overalt, og en dunst af harsk orne var begyndt at brede sig uden at nogen kunne forklare hvorfra. Til sidst havde man udspurgt beboerne, og efter at have tænkt sig en smule om, kom de alle i tanke om at man ikke havde set danskeren i omkring to måneder. Han havde hilst på alle, og været ganske social, men langsomt havde han trukket sig mere tilbage, og til sidst havde man intet set til ham. Om han havde været melankolsk eller deprimeret kunne ingen svare på, han var bare stilfærdig.

Hans lig var ikke stilfærdigt, tværtimod. Takket være livets og skæbnens uendelige ironi var alle sprækker og kanter et virvar af liv. Maddiger mæskede sig i de væsker der langsomt sivede fra hans øjenkroge, næsebor, armhuler, skridt og så videre. Hele hans krop myldrede af liv, som en grotæsk millionby for ådselædere. Hans hud var en nuance mellem brun og gul, og hang som våd og indsunken modellervoks omkring hans kranie, mens hans mave derimod var opspilet af de litervis af gasser fra hans fordøjelse som han ikke længere selv var i stand til at lukke ud, som et rigtigt menneske. Den enormt opspilede mave fik det til at se ud som om han holdt en oppustet badeboldt under den dyne han sirligt havde trukket over sin nøgne krop, mens han ventede på døden. Han havde taget sit liv med kulilte, som en kujon. Det stod meget hurtigt klart for alle. Svinet havde studeret grundigt, og forberedt sig på sin død med nærmest ritualistisk præcision. Alting var nydeligt og pertentligt lagt på de rette steder, bortset fra det store oppustede brunlige lig, og ligvæskerne der langsomt flød fra det, og ud over gulvbrædderne var alt i skønneste orden. Midt på gulvet lå den engangsgrill han havde brugt til at tage sit liv med. Sikkert den sidste der var blevet solgt på sensommeren, og ved siden af lå et afskedsbrev, skrevet på sirligt dansk:

"Til jer der finder mig vil jeg gerne have lov til at sige undskyld. Det er ikke jer der har lavet det her rod, og havde jeg kunnet ville jeg gerne have ryddet op for jer, men omstændighederne har gjort det umuligt for mig, men jeg har forsøgt at gøre alt så let for jer, som jeg kan, selvom jeg selvfølgelig ikke kan svare for mit afsjælede legeme. For jeres og min skyld håber jeg at I finder mig hurtigt. På grund af den omstændighed at jeg har tænkt mig at tage mit eget liv, har jeg ikke ønsket at tiltrække mig for megen opmærksomhed, og der kan derfor være gået længere tid end ventet, før I læser dette brev."

Sikke et arrogant røvhul! Troede han virkelig at det ville blive lettere at rydde op efter hans stinkende kadaver fordi han havde taget opvasken først? De stakkels unge studiner var traumatiserede, og stod og rystede af chok udenfor, mens de jamrede og græd. Det her ville koste millioner i psykologtimer! Der var fare for at hans opspilede mave ville eksplodere som en ballon, så en tekniker i hvid kedeldragt stak en ventil i den. Stanken af indestængte og rådne tarmgasser fik flere studerende der stod ude på gaden til at kaste op, selv hærdede politifolk mistede kuløren, og gik formålsløst omkring, med gullig hud, og matte øjne. Brevet fortsatte:

"Jeg har taget mit liv mellem mine hænder, og jeg har knust det. Det synes jeg er den ultimative frihed: At fravælge livet, på trods af alle instinkter, normer og god moral. Det er individets ultimative manifestation, et oprør mod den kollektive frygt for døden, stilheden, mørket og kulden. Ordet "frihed", er meningsløst hvis ikke vi har valg, men det vigtigste valg, nemlig det om livet skal leves eller ej, bliver vi aldrig for alvor stillet overfor, og vi vælger at ignorere det af blind frygt for konklusionerne, nemlig at de normer og værdier vi lever vores liv efter måske er tomme og meningsløse, eller måske endda at døden er at foretrække frem for livet. Jeg forstår ikke det samfund jeg lever i, og jeg deler ikke dets værdier. Derfor er er jeg en nomade der kort passerer forbi. Jeg identificerer mig mere med rakkeren på bænken, end med manden i jakkesættet der forhastet stryger forbi, selvom det er ham der skulle være symbolet på succes. Jeg forstår ikke hvorfor vi har så travlt med ingenting, og hvorfor penge skal betyde mere end mennesker. Ved at forsætte mig liv accepterer jeg implicit dette system, der breder sig over hele verden, som en blæksprutte der klamrer sig til kloden med sine fedtede tentakler. Det vil jeg ikke."

Liget skulle flyttes, så to teknikere greb fat i arme og ben, mens to andre holdt den såkaldte "bodybag" åben, så liget let kunne glide derned. Desværre var liget blevet så porøst af fordærvelse at armen og benet blev revet af ved hoften og skulderen i næsten samme øjeblik man begyndte at trække. Armen og benet blev smidt i posen, og de to teknikere greb i stedet fat i hjørnerne af den fugtige madras og tiltede den, så både liget og adskillige tusind maddiger blidt trillede ned i nylon-posen.

"Men jeg har ikke taget mit liv som en politisk manifestation. Så havde jeg vel sat ild til mig selv, så alle kunne se det. Jeg synes bestemt at det er fint at der er større fokus på rettigheder, og så videre end nogensinde før. Jeg er ikke i tvivl om at verden bevæger sig mod lysere tider, og selvom den polerede overfladiskhed, og meningsløse underholdning på fjernsynet gør mig kvalm, så er jeg sikker på at hobevis af andre mennesker sikkert sagtens kan blive lykkelige. Vores levestandart er højere end nogensinde før, og der er ingen store krige der trækker nationerne ned i meningsløse blodbad. Mit selvmord er noget sjæleligt, for selvom jeg har alt er jeg ulykkelig.Jeg kan ikke acceptere lykken som et mål i sig selv, men er nødt til at fundere over den, og stille spørgsmål til den. Jeg har ingen idealer, og intet at kæmpe for. Jeg tror ikke på noget, og når jeg forsøger er jeg bange for at er ved at miste forstanden. Jeg ved at jeg har noget smukt, og stærkt indeni mig, som er værd at dele med andre, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det ud. Så det har sat sig indeni mig, og er blevet råddent og tungt. Det er blevet en vægt på mine skuldrer der trækker mig længere og længere ned. Jeg ved det lyder arrogant, og alle mennesker tror de er ekstraordinære og har krav på en særlig grad af respekt. I virkeligheden er menneskelighed ikke noget umisteligt, men et bad om morgenen og et rent sæt tøj. Har man det er man et menneske, men sover man på bænken er man et irritationsmoment der skal ignoreres så godt som muligt. Der er ingen smukke mennesker der rigtigt bekymrer sig om manden på bænken, og det eneste sted han kan få hjælp er skrivebordenes land, hvor procedurer betyder mere end medfølelse. Jo mere man har, jo mere frygter man at miste det."

Rengøringsfolkene gik langsomt rundt og spulede det lille værelse fra top til bund. Der var ikke meget der ikke var fedtet ind i ligvæsker, maddiger og andre kryb. Det ville måske tage årevis inden den sidste rest af hørm forsvandt, og på en måde var det et ganske godt visitkort at efterlade. Når først stanken var væk ville det være som om han aldrig havde eksisteret. Intet af det han gjorde havde nogen betydning. Væggene var blevet brune, og man var nødt til at male dem over, for at kunne udleje værelset igen. Tabt profit.

"Man vil nok sige at jeg var en kujon, og at jeg valgte den lette vej ud. Men det her har været det sværeste valg jeg nogensinde har truffet. Jeg elsker livet, når jeg kan få det til at give mening. Når jeg kan snyde mig selv til at tro på noget. Når jeg kan nyde, og fastholde øjeblikket. Desværre er det næsten umuligt for mig. Jeg tænker og bekymrer mig for meget, og elsker for lidt. Mit problem er at jeg er et menneske, og tænker mere end jeg føler. Dyr tænker ikke, men er bare. Naturligt og intuitivt. Det er kun nutiden der eksisterer for dem, og både glæde og smerte er noget der passerer som bølgerne på stranen. For dyrene eksisterer selvmord ikke, for de er ikke bevidste om valg eller frihed. Fødes vi igen, vil jeg fødes som en lille hund, og hvis ikke vil jeg nyde stilheden, og fraværet af eksistens. Farvel, jeg håber vi ses."