Dagene kommer.
Samler sig.
Og flyver væk.
Men tiden står stadig stille.
Har gjort det siden du ikke længere var i mit nærvær.
I min verden.
Eller jeg i din.
Alt er nu blevet koldt.
Prøver forgæves at mindes din duft,
som forlængst er gået væk.
Sammen med varmen.
Alt jeg har tilbage,
Stammer fra fortidens minder,
Og nedskrevne ord.
At vide at vi kunne have delt dette,
ufuldkomne øjeblik,
Sammen.
Og derved gjort det fuldkomment.
Er næsten lige så hårdt at vide,
Som tanken om at du er så tæt på,
Og alligevel så langt fra.
Og ligemeget hvor højt jeg råber,
Hvor længe jeg venter,
Og hvor langt jeg strækker mig,
Prøver at nå,
At føle.
Dufte.
Kommer jeg stadig ikke tættere på dig.
Ville det være letter at glemme?
Fordi det er så uendelig smertefuldt at huske.
Dig. Mig.
Os.
Måske det letteste ville være,
At føle regndråberne på huden?
Nu man alligevel ikke kan drikke det.
Måske at tage til takke med den viden om,
At du er lige derude.
I kulden.
Nu jeg alligevel ikke kan,
mærke dig.
Føle dig.
Dufte dig.