Mit navn er Aquiles, og jeg er tyrefægter. Det er ganske normalt at præsentere sig med sit navn og sin profession, men kun ganske få professioner hænger sig så tæt ved ens identitet, ved ens "jeg", som professionen "tyrefægter" gør. Alle har en mening om det, selv hvis de aldrig har set det og intet har læst om det. Når jeg siger at jeg er Aquiles, så tænker folk bare at jeg er en ny person i deres liv, en mand som alle andre. Når jeg siger jeg er tyrefægter er jeg ikke længere bare mig, men et symbol. En stor kunstner, en artist og meget ofte, en grusom sadist. Der ligger mere i det ene ord "tyrefægter", end der gør i adskillige samtaler. Folk danner deres meninger hurtigt når de hører det. Det er ikke en beklagelse, men en observation.

Hvorfor er jeg tyrefægter? Fordi min far var det, min farfar er det, og alle mine brødrer er det. Når man kommer ud af en berømt familie er der visse ting der hænger over en som en skygge. En stille, men vedvarende hvisken. Havde jeg været bedre i skolen, og født i en anden familie havde jeg måske arbejdet på et kontor nu, men det gør jeg ikke. Selvfølgelig er jeg nervøs i det jeg træder ind i ringen, men alle har deres måder at tackle det på. Min er at blive fatalistisk: Hvad end der sker, så er det for det bedste. Hvis tyren dræber mig, så er det sådan det skal være. Alle tyrefægtere stanges på et tidspunkt. Det er uundgåeligt. Det skal man acceptere, skæbnen flygter ingen fra. Det er meningen at jeg skulle fødes ind i denne familie, det er meningen at jeg er i denne arena, og det er meningen at jeg skal kæmpe mod netop denne tyr. Det har hjulpet mig til at blive dristig, at tage chancer, at blive matador.

Matadorens opgave er at slå tyren ihjel. Han er den første man tænker på. Alle andre der deltager i arenaen er bare hans små hjælpere, men han er stjernen. Sand har en ganske særlig duft. Ikke en særlig stærk eller skarp duft, men det har dog en duft. De fleste mennesker lægger ikke mærke til den, men erkendelsen om at man kan miste sit liv foran tusindvis af mennesker skærper bestemt ens sanser. Det er en måde at være i live på, som kun ganske få mennesker oplever mere end én gang. Jeg har oplevet den hundredvis af gange. I det jeg går ind i arenaen bliver jeg en anden, jeg bliver tidløs, jeg bliver det som myter er lavet af. Jeg hilser på tyren i mit sind, og giver den altid navnet Héctor, efter helten i Illiaden. Det er let at læse ting ind i dyr. Vi ser hvad vi ønsker at se i dem. Det er derfor betror vi dem vores dybeste hemmeligheder, og fatter sympati for dem uden at tøve. Måden jeg sætter mig ud over min instinktive sympati for det dyr jeg snart skal slå ihjel er at mytificere det. Det er ikke længere tyren der står foran mig og pruster, men en myte, et symbol, et billede eller en analogi. Jeg dræber ikke et væsen, men en idé. Vi har alle ting vi ønsker at dræbe. Forbrugskulturen, ondskaben, et politisk parti, vores tidligere kærester, og så videre. Fordi dyrets mentalitet, med dens stille værdighed er et tomt lærred for os, kan vi læse de ting ind i dem, og så dræbe dem. Jeg ved ikke om det har nogen egentlig terapeutisk effekt som sådan. Men det er en psykologisk mekanisme der virker for mig.

I det jeg stå foran tyren, og den primitive dyriske ondskab som jeg forestiller mig der er i den, eller hvad det ellers kunne være jeg ønsker at dræbe denne gang, er det som om publikum langsomt forsvinder og deres stemmer drukner i deres egen jubel. Kun ét medlem af publikum forsvinder aldrig. Jeg forestiller mig altid at hun er der, vender sit ansigt bort når jeg begår fejl og smiler med strålende øjne over mine triumfer. Hun er Micaela, den første pige som jeg blev forelsket i da jeg var 12. Hun har store brune øjne, og langt krøllet hår, der går hende til midt på taljen. Da jeg var 12 turde jeg aldrig tale med hende, for hun var alt for smuk, og to år ældre end mig. I stedet forestiller jeg mig hende bare oppe blandt publikum. Selvom hun ikke længere findes som jeg husker hende, og sikkert har mand og børn, eller måske endda er død, så er det hende og ingen andre jeg optræder for. Det er hendes blik der får mig til at tage mig sammen når jeg er bange.

Héctor kredser et par gange om mig, mens han pruster truende og kikker efter en åbning i mit forsvar. Noget han kan storme igennem. Jeg kniber øjnene en smule sammen. Det er tredje runde af tyrefægtningen, den runde hvor jeg skal dræbe ham. Selvom han er stukket flere gange, og har løbet meget de andre runder er han stadig stærk. Jeg skal fortælle de andre hvor meget de må svække ham i de to foregående runder, og det er kujon-artigt at svække ham for meget. Ingen ønsker at se en matador stikke sin kårde i hjertet på en tyr der allerede er halvt død. Men man skal svække tyren, alt andet er selvmord, for selv når tyren er svækket er det svært at stikke en kårde i hjertet på den. Den måde man almindeligvis gør det på, og den metode som publikum ønsker at se, og har betalt for, er at man lader tyren fare imod én, og så lynsnart at stikker ens kårde ovenfra og ned mellem skulderbladende på den, så hjertet gennembores. Det er en svær kunst, og fuldføres kun sjældent i første eller andet forsøg.

Pludseligt ser Héctor en åbning, og stormer imod den. Han virker massiv og ustoppelig, som et tog. Jeg lader hornet komme så tæt på mig som muligt, men svinger mig nonchalant forbi det, som om det intet er. Efter et par runder med en tyr kan man få en intuitiv forståelse af den. Det er denne intuition der kan gøre en til matador, fordi den tillader en at tage chancer. Dyr er utilregnelige og uforståelige for de fleste, men ved at føle og fornemme i stedet for at bruge fornuften kan man lære forstå dyret, fordi man tænker som det. Uden fornuft, bare med fornemmelse. Jeg kikker interesseret på Héctor, og læser hver en bevægelse. Langsomt begynder jeg at føle at jeg kender ham, og jeg beslutter mig for at tage en chance. Publikum vil elske det. Jeg knæler foran ham, som om han var præsten til min første kommunion. Så tager jeg min hat af , hilser ærbødigt og smiler drillende. Publikum brøler af grin, men Micaelas ansigt bliver hårdt. Jeg har gjort grin med tyren. Ikke bare vil jeg gøre den træt, lade den bløde og dræbe den, men jeg lader den ikke engang beholde sin værdighed. Jeg bliver på mine knæ, sænker mit hoved en smule og begynder at hviske en forbøn til Jomfruen. Héctor fortsætter med at cirkle omkring mig, men jeg ænser ham ikke. Pludseligt er det som om der går et enormt sug gennem hele arenaen. Jeg har det som om jeg er faldet i et dybt hul, og er helt alene. Jeg er bange. Noget er gået galt, og jeg ved ikke hvad det er. Og så opdager jeg det.

At brække ryggen er en ganske særlig oplevelse. Noget kun ganske få oplever mere end én gang i deres liv. Héctor smadrede med enorm kraft sit hoved ind i et punkt et par centimeter over min lænd, og pressede med mig ned i sandet med hele sin enorme krop, indtil jeg både hørte og mærkede et kraftigt smæld, der syntes at fylde hele min krop. Sandet som mit ansigt blev presset ned i lugtede pludseligt metallisk, og prikkede som nåle. Det var som at træde ind i en helt ny virkelighed. Havde jeg ikke været fatalistisk ville jeg sikkert have været bange i det øjeblik. Jeg ville have tænkt på om jeg nogensinde ville komme til at spille fodboldt med min søn i fremtiden, om nogen kvinde nogensinde ville kunne elske mig, om jeg ville blive impotent, om jeg ville kunne nyde sex igen, om jeg ville kunne arbejde. Alt det betød intet. Jeg stolede på Jomfruen og vidste at hun kun ville det bedste for mig. Jeg var ikke død, og derfor kunne det ikke være på nogen anden måde. Det her var meningen. Et par stærke hænder greb fat i mine ankler, og trak mig ud af arenaen, men jeg kunne ikke mærke det. Det var som om halvdelen af min krop ikke længere eksisterede, for al følelse stoppede ved det punkt som Héctor havde knust. Jeg takkede Jomfruen for mit liv, og sagde farvel til både Arenaen og Héctor.