I min barndom og ungdom læste jeg en om, hvor vigtigt det var at kunne holde en god tale, hvis man ville frem i verden - og dengang var jeg meget interesseret i at kom frem i verden. I min fantasi så jeg mig selv som både koncerndirektør, statsminister og stormogul. Men desværre vidste jeg ikke, om jeg var en god taler, thi jeg havde hidtil været for genert til at holde én.

Hvordan skulle denne generthed overvindes?

I min nød henvendte jeg mig til en meget kendt og agtet foredragsholder. Denne meget kendte og ansete person rådede til at øve mig i talens kunst uden et publikum af arten menneske. Derimod skulle jeg holde tale til dyr eller døde ting - herunder døde dyr. Derpå skulle jeg gradvist vænne mig til at tale for større og større menneskemasser.

Efter at have lyttet til disse gode og glimrende råd stillede jeg mig hen til en jordbunke og holdt helt ugenert en tale til denne. Mit næste skridt var at holde tale til en bunke finsand, hvilket også gik nogenlunde. Den næste dag mandede jeg mig op til at holde en velkomsttale til de spirende kartofler i mine forældres køkkenhave.
   Publikum forholdt sig roligt i samtlige 40 minutter. Af bare overstadighed gik jeg ind i køkkenet, og slog tre æg ud på en tallerken - hvorefter jeg holdt et foredrag om den hvide verden. De første levende væsener, jeg holdt en tale for, var guldfiskene inde i den pæne stue. Jeg fortalte lidt om havets hemmeligheder - ifølge havforskeren Sjak Kustode og hans folk.

Herefter fortsatte jeg i rækken af mere og mere højtudviklede dyr. Efter at have læst op fra Søren Kierkegaards "Frygt og Bæven" for en yderst interesseret orangutang i Aalborg Zoologiske Have var jeg nu parat til at holde tale til de første mennesker. Disse var imidlertid for længst døde - så jeg valgte i stedet at holde tale til deres nulevende efterkommere.

Jeg var dog stadig for genert til direkte at være konfronteret med tilhørere af arten homo sapiens. Den kendte og meget agtede foredragsholder gav mig det råd at begynde med at holde tale fra et tilstødende lokale. Men jeg indså, at publikum af nysgerrighed sikkert ville sive ind i det lokale, hvor jeg befandt mig. Ligeså uhensigtsmæssig var det at have en lærredssæk trukket ned hovedet og kroppen, idet dette ville afstedkomme en tilsvarende nysgerrighed. Nej! Jeg sørgede for at finde en stue med en åben kamin, hvor jeg så anbragte mit publikum. Derefter gik jeg op på bygningens tag og holdt mit foredrag ved at tale ned i skorstenen og ud gennem den åbne kamin. Forinden havde jeg dog sørget for at få renset kaminen og fejet skorstenen. Jeg skulle jo nødig med min talestrøm svine mit publikum til. Dog lod jeg mig friste til et par gange at råbe "buh" og "møh" ned gennem skorstenen. Foredraget handlede nemlig om den rette anvendelse af staldgødning.

Nu kan dette at bestige taget på et hus i sig selv udgøre et problem, især hvis man lider af højdeskræk. For disse mennesker kan det være forbundet med den største angst blot at skulle bestige en talerstol. Men her er der igen gode råd at hente hos den føromtalte kendte og meget agtede foredragsholder. Han havde selv overvundet sin egen højdeskræk i forbindelse med talerstolen ved at bestige en udfoldet avis. Dernæst havde han mod nok til at bestige to udfoldede aviser, og således gik han frem dagblad for dagblad, indtil han var nået i niveau med talerstolen, som herved uden frygt kunne indtages. Den kendte og meget agtede osv. ... har ligefrem specialiseret sig i disciplinen fremførelse af taler fra relativ højde. For nogle år siden udgav han en lille vejledning for præster: HÅNDBOG FOR PRÆDIKESTOLSBRUGERE - MED FALDØVELSER. - Som bekendt er prædikestolen ofte anbragt mindst 2 meter over gulvhøjde og derfor yderst farlig at styrte ned fra. Det er derfor af største vigtighed at undersøge prædikestolen og trappen op til for råd, svamp og borebiller. Uheldet kan dog være ude og pludselig ligger man der og roder på stengulvet mere eller mindre ilde tilredt. Den kendte og meget agtedes håndbog anbefaler prædikanter altid at være iført sikkerhedshjelm under prædikestolsarbejdet - eventuelt suppleret med en sikkerhedsline, som i en anden ende fastgjort til en krog i hvælvingen. Dette udstyr - erkendte forfatteren - kunne virke en smule latterlig i forhold til den erhvervsudøvelse, som var præstens. Som alternativ mulighed anbefalede den kendte og meget agtede, at præsten hjemme på præstegården skulle indøve forskellige faldeteknikker - fx fra halmstakkene i laden og ned i en bunke hø på gulvet. I modsætning til de føromtalte udfoldede aviser skulle hø bunken gradvist gøres mindre efterhånden som faldteknikken blev forbedret.

Ifølge ham selv havde den kendte og meget agtede foredragsholder for mange år virkelig holdt sine taler svævende i en luftballon. Derved kunne alle lettere se ham. Om de også kunne høre ham, fortalte han ikke noget om. Det var dog en ret betænkelig sag at holde tale i stærkt blæsevejr. Således havde han en stormende oktoberdag påbegyndt et foredrag om hjemmebagte klejner for en husmoderforening i Skjern - og sluttede det blandt polske skovarbejdere i Tjbzenzsck. Jeg må indrømme, at jeg aldrig helt har troet på denne beretning fra den ellers så kendte og meget agtede foredragsholder. Dog har han forevist mig et billede af sig selv svævende i en ballon. Men det fremgår ikke af fotografiet, at han holder tale. Dog er det et bevis på, at det er lykkedes ham at overvinde sin højdeskræk.