Himmelen var frisk blå, næsten nyfødt. Og her stod heltinden så på hjørnet af Trøjborgvej og Aldersrovej. Fedt kvarter. Hun tænkte på hvem hun mon skulle vrikke sine hofter for, for at få en lækker 2 værelses, med nyt køkken og autentisk slidte gulve. Med udsigt over skoven og havet. Men hun kunne ikke finde på at knalde sig til noget, måske. Det skulle i hvert fald ikke være ligesom dengang hvor hun tabte sig ti kilo for sin snotdumme ekskæreste. Og det var jo også hans skyld at hun nu stod og drømte sig til bedre boliger. Hendes eget hjem var alt for befængt med latterlige småting som han jo havde købt af en god mening. Men helt ærligt, hvem falder for en mand der køber nips? Det var egentlig ikke meningen hun bare skulle stå her og mindes, hun skulle besøge Karsten og Sophie. De var bare så fandens dygtige til at være lykkelige sammen. Og hun var rigtig dårlig til at tage derned, og hun fyldte sig selv med dårlig samvittighed over at hade så dejlige mennesker. Karsten og Sophie boede et stenkast fra universitetsparken, så gåturen var egentlig ikke så lang, bare lidt uoverkommelig når man savnede sådan en idiot som hun gjorde. Ironisk nok havde hun lige lært hvordan man binder sig selv fast for alvor, da han lige havde lært reglen om at det ikke absolut skal gengældes. Men det var ikke et problem for Karsten og Sophie. De havde nu været sammen i næsten seks år. Deres lejlighed var proppet til med billeder fra alle deres rejser sammen. De var minsandten rigtig gode til at være kærester.

Da hun stod ude foran deres hoveddør kunne hun mærke en vis trang til at kaste en bakke æg på døren, i stedet for bare at banke på. Blot så de ikke troede at alle kunne lide dem, for det kunne de. Men døren blev åbnet med et "hej mus, godt at se dig. Kom endelig indenfor."
   Og det var altid en dejlig velkomst hos Karsten og Sophie. De sad alle tre i den fantastiske nyindkøbte sofa.
   "Er den ikke pragtfuld? Vi fandt den i Illums Bolighus, og du kender os to, vi er altid enige, så vi faldt begge pladask med det samme!"
   Sophie forventede en stor entusiasme fra heltinden, men hun havde travlt med at tænke på hvorvidt det var en god idé at tabe sin fairtrade kaffe ud over dette vidunder af en sofa.
   "Men mus, vi har jo egentlig inviteret dig, fordi vi er en smule bekymrede."
   Og hvad havde de egentlig at være bekymret for? Og hvorfor skulle de altid være dem der viste den slags overskud? Siden hun og Troels var gået fra hinanden havde hun jo haft det fint. På intet tidspunkt havde hun siddet uden mod. Godt nok var der ind i mellem et afbræk af savn, men måske var det bare på samme måde som når man savner weekenden på en mandag. Weekender er altid rare at have. "Det er jo kun noget vi siger fordi vi vil dig det bedste." Hun kiggede over på Karsten som bare sad og så tilfreds og irriterende forstående ud. "Hvordan har du haft det siden du ved, det med Troels?"
   Det med Troels? Dét med Troels?!
   "Fint."
   Og det var også helt fint at Troels sådan synes at nu gad han det ikke mere. Helt fint var det at han var stære blind for hvor meget hun egentlig elskede ham.
   "Har du ikke hørt han er sammen med Isabella?"
   Og nej det havde hun sgu da ikke hørt. Super. Hun tog en sidste slurk af Karstens og Sophies perfekte kaffe og rejste sig for at gå hjem. Idiot, både Troels og Sophie. Ikke så meget Karsten, kun en smule. Han skulle altid være en slags moralsk opbakning for Sophies store lyst til intriger.

Det var sent, og hun var løbet tør for kontanter nede på Kurts Mor. Hun var der egentlig alene men det føltes ikke sådan. Der var altid en eller anden man kunne snakke med her, og ingen af dem kendte Troels, eller hende for den sags skyld. Hun havde her til aften erfaret at man kunne snakke om hvad som helst hvis bare man gav et lyt tilbage. Det var sådan hendes aften havde forløbet, og sådan den ene øl var røget ned straks efter den anden. Og med øllene forsvandt forventningerne og idéen om den gode weekend. Hvis Troels så hvor mange øl hun havde drukket, og hvor mange hun fortsat havde tænkt sig at drikke, ville han blot pointere hvor flot et vægttab hun havde gjort sig. Og hvem gider høre på det, når han nu kunne se efter hvor mange stykker chokolade Isabella spiste. Det måtte de to ærlig talt selv ligge og rode med. Efter øl nummer femten kunne hun i sin brandert godt ringe til Troels, uden at stå til ansvar for det i morgen. For han vidste, om nogen, at hun altid gjorde dumme ting efter øl nummer femten. Men i stedet rejste hun sig for at vandre til sit nipsbefængte hjem.

På vejen hjem så hun alle slags åndsforladte romancer. Tænk sig at de alle stod her midt i Aarhus, og forventede at noget kunne ske i mellem nogen. De havde tydeligvis aldrig før mødt Troels. Folk fra byen holder aldrig til mere end en cheeseburgermenu fra McDonalds, eller to år og et massivt vægttab. Men hun var nu sikker på at de nok skulle lære det, før eller siden. Ligesom hende.
   Hun stod neden for Karstens og Sophies vindue. Hun havde egentlig tænkt sig at ringe på døren, men idet hun så to utilfredse skikkelser, den ene mere voldsom med armene end den anden, tænkte hun at hvis de to, Karsten og Sophie, heller ikke kunne sammen, så kunne det umuligt være enkelt. Og på den måde gik hun nu med et smil på læben for første gang siden Troels. Det var jo kun Torsdag, i morgen blev det weekend.