Tænk...hvis man kun bestod af fornuft
Så var der ingen uret og ret
Som skyfri blå himmel uden en plet
At være som marmor, ganske forstenet
da var man fejlfri og flygtig som luft
som en skøn parfume dog uden sin duft
Tænk...hvis man havde alverdens viden
Så var der ingen håb og tro
som afgrund der adskiller uden en bro
At være som marmor, ganske forstenet
da var det bare at eksistere og være
for alt var givet intet nyt var at lære
Tænk...hvis man ikke var følelsesladet
Så var der ingen vrede eller glæde
Lykken var ikke og man kunne ej græde
At være som marmor, ganske forstenet
en lammet sjæl, forladt af håbet
sanseløs apatisk følelser udbenet
Tankerækker i det, at tænke
mennesket fanget i et fangehul
fæstnet til sten med lænke
kæder fæstnet i væg og gulv
Således kan mennesket fængsle selvet
lægge sindet i lænker, frivilligt valgt
sanse paradiset fra en afsats i helved
illusorisk bedrag selv-forført-fortalt
I fordom er tanke og cement forenet
støbt er tanker som.. 'sådan er det'
Da er tanken som marmor, ganske forstenet