Og der stod hun så igen ved kanten af metroen på Nørreport station. Her hvor folk havde mest travlt, når hun ikke havde andet end tid. Det var så ærgerligt tænkte hun. De tog aldrig en stund ud af kalenderen, til at se hvad de i virkeligheden gik glip af.
   Væggene var endnu fyldt med reklamer, tåbelige reklamer. Reklamer om hudopstramning og anti-rynkecreme. Ikke nok med at ingen havde tid til at stå stille, alle havde også så travlt med tiden, at de nu også ville skrue den tilbage. Hun tænkte om hun var den eneste, her der bare lod tiden flyde?

Videre ned ad rulletrappen, og her stod hun pænt ligesom alle de andre i højre side, så dem der absolut ikke kunne komme for sent til et tog med afgang hver andet minut, kunne komme forbi og skynde sig lidt ekstra. Nu blev det først spændende. Nu havde ingen længere en reklame, eller husforbi-sælger de kunne kigge på. Nu havde alle kun de grå betonvægge og hinanden, noget der i den grad var angstfremkaldende. Ingen lagde nødvendigvis mærke til det, de tog deres mobiler op ad lommerne og forholdte sig til de små billeder. Men hun så det, deres undgåelsesadfærd, og hun bemærkede at de jo aldrig så noget rigtigt. De så ikke en gang hvordan lyset for oven ramte den grå betonvæg og gav den nuancer. Stakkels dem at de aldrig så hverdagens farver.

Helt nede var hun nu, helt nede hvor hensyn for længst var forsvundet. Her havde ingen længere tid til at tænke på hinanden. Alle havde lige meget ret til at komme ind i metroen, og hun kom også med. Blot kun fordi hun lod sig sive ind på toppen af strømmen. De opførte sig alle som maskiner. Hun så kun de determinerede adfærdsmekanismer. Alle kiggede ud af vinduet for at undgå at kigge på hinanden. De stirrede med deres tomme blikke på beton, og intet så de. De havde alle muligheder, og stadig intet så de.
   Og det var i det sekund at hun så dét. Et glimt fra vinduet. Hun gik et skridt nærmere, i det hun så det igen, denne gang fra væggen bag. Hun gik helt tæt på og glimtet blev ligeledes mere hyppigt. Som hun og vinduet intet mellemrum havde, åbnede væggen sig. Tænk at der fandtes noget så skønt midt i Københavns myldretid. Der bag blokke af beton gemte der sig et land.
   Det mindede hende om alt det alle betegner som smukt. Solen var så småt ved at falde under havet. Hun stirrede intenst og så det violette skær folde sig ned over stranden, ned over kysten. Hun så roen, hørte bølgerne. Der var ingen strandpromenader eller restauranter. Der udgav alt sig for at være præcis hvad det var.
   Sandet var blødt, uskyldigt. Luften smagte af dessert. Tydeligt var det, at intet element havde travlt med at være andre steder end her. Hun tænkte at de måske også satte pris på et enkelt øjeblik. Hun stod stille i dagevis, og tog det hele ind under huden. Hun fik det hele serveret. Hun så livet, siddende i palmer som fugle. Hun mærkede jordens kærtegn under hendes fødder. Trygheden var af fysisk kaliber her, hun kunne blive der for evigt.
   Hun så pludselig, hvordan solen stille blev orange, og hvordan alt gik fra lilla til blåt. Men da det blev sort, og havet og horisonten smeltede, ville hun have det tilbage. Hun ville skrue tiden tilbage.

Ude af metroen tilbage på Nørreport station, tilbage i et univers af dissonans. Når alle kiggede på deres ure, kunne hun nu smile. Og mens hun stod og så metroen og væggene bag, så ingen at hun var lykkelig. Alle så hende bare sidde, men ingen havde taget tiden til at høre, at rytmens sidste puls for længst var slået.