Der er et overtræk på begge sider,
og bag det sidder jeg fastklemt.
Konsekvensen sidder som mider,
på ryggen af alt der er fastspændt.
Jeg har gemt mig bag min mur,
så psyken nu burde løbe.
Her er glemsel den eneste natur,
og det eneste jeg ikke kan røbe.
Pakket ind i vat og pastiller,
glemmer jeg alt om en verden.
Uden idé om hvad et overtræk bestiller,
og uden en tanke på smerten.
Jeg går nu ind i den nærmeste elevator,
og får dig til at klippe alle kabler.
Du ser nu at jeg er dødens indikator,
og smiler for jeg er rolig
når jeg bliver ramt af millioner af sabler.