Kurven er tung. Fyldt med urter og æbler. Æblerne vejer mest.
   De smager godt. Han har spist tre af dem.
   Og det var da sødt af Tusmelda at give ham lov til at plukke dem.
   Mor og tante Muriel bliver glade, når han kommer med dem.
   Måske skulle han ikke have plukket så mange, men de er så røde og fine.
   Bare han havde flere kræfter. Mindst lige så mange som storebror, men Joe er altså også 11 år. To år ældre end ham.

Der er langt hjem. Men han kender vejen. Kender skoven. Ved hvor der er huller, huler og hemmeligheder.
   Det blæser. Visne blade hvirvler omkring ham. Som om de leger tagfat. Eller som om nogle af de store jagter en af de små.
   Mor siger, man kan sanse den nærmeste fremtid. Se den i en krukke på bordet eller som tegn i naturen.
   Tænk hvis det passer. Hvis bladene fortæller ham, hvad der sker lige om lidt.
   Han får lidt ondt i maven.
   Men det er vist bare fordi han skal tisse.
   Han er alene i skoven. Er han ikke?
   Det rasler lidt i løvet. En gren knækker.
   Der er altid en eller anden gren, der knækker, når man går i en skov og bliver lidt bange. Det betyder nok ikke noget.

Der løber en å neden for skrænten.
   Sammy sætter kurven fra sig. Går ned til vandet
   Der sidder en frø på en sten. Den tager sig ikke af blæsten. Den er stor og fed.
   De gule stråler flyder bort med strømmen. Dovent.

"Er dine æbler giftige, hekseunge?"
   Stemmen blæser ind mod hans mave og presser et skrig ud af hans mund.
   De står oppe på skrænten.
   Tre store drenge og en pige i en grøn kjole. De griner. Ondt.
   Deres tøj er ikke laset. De har sko på fødderne. Rigtige sko af læder.
   De må være fra byen. Så er der voksne i nærheden.
   Hvad laver de her? Og hvor kender de ham fra?
   De må have talt med nogen i landsbyen.

Mor er ikke en heks. I hvert fald er hun ikke så god, at hun kan forhekse nogen. Sommetider kan hun gøre dem raske og hun kan nogen gange se ind i fremtiden, men folk tror hun kan meget mere.
   Folk er dumme.
   De fleste folk, altså.

"Jeg spurgte dig bare om noget." siger den tykkeste af drengene.
   "Ja, men jeg vidste jo ikke I var her," siger Sammy.
   Mor har en mikstur, der kan hjælpe mod tyksakkens betændte bylder i ansigtet.
   Men drengen ser ikke rar ud.
   "ER de giftige - æblerne?"
   Det er pigen, der spørger nu. Hun lægger hovedet lidt på skrå og fniser.
   Den tyndeste dreng står med en dolk i sin ene hånd og et æble i den anden.
   "Næh, æblerne er ikke rigtigt giftige," siger Sammy.
   De ser på ham. De lytter. De er usikre.
   "Men hvis I spiser af dem, bliver I til frøer," siger Sammy. Og bider sig i underlæben. Så tror de nok, han fortryder, at han sagde det.

Den tynde dreng skærer æblet over. Midt over.
   "Hvis du lyver skærer jeg dig i småstykker," siger han.
   De ser på Sammy. Alle fire.
   Han smiler til dem.
   " Det er sjovt at være en frø - og når jeg ikke gider fange flere fluer og svømme omkring, så kommer der en prinsesse og kysser mig," siger han.
   Og mens han taler går han lidt baglæns. Som om han viger for dem og æblet. Det halve æble.
   Der er rødder under hans bare fødder. Tynde og snoede. Løsrevne.
   Rævens tag er tyndslidt her.Bare den ikke er hjemme. Det var den ikke, da han og Joe var her sidste gang.
   En stor frø - måske en fætter til den helt nede ved vandet - er krøbet ind under en bregne.
   Og i ahorntræet svajer tinskjoldet i vinden. For det træ er Joes. Siger han.

Sammy tager en stor bid. En sur bid. Hvorfor giver den fremmede dreng ham et surt æble?
   Han gumler. Og tramper.
   Puffer til frøen. Sådan, lille kammerat. Et puf bag i. så du piler frem mod dem.
   Ja sådan. Og så væk mig dig, sure æble. Et halvt æble vejer ikke ret meget. Men en sten gør.
   Sammy lukker hånden om en sten i sin lomme. En pæn sten, der blinkede i solen. Blinkede bedende til ham.
   Joes skjold blinker. Fremme af skjoldet blinker stenen også. Igen. Og da blinkene mødes lyder det som et hæst, vredt klokkeklemt.
   De fremmede vender sig efter lyden.

Sammy glider ned i rævehulen. Han tager den luge, han og Joe har skjult her. Den er flettet af siv og beklædt med vissent græs og mos. som når man har gravet en fælde. Jo, den passer. Den sidder der. Sammy holder hånden for munden. Må ikke le højt.
   Presser den anden hånd mod sit hjerte. Det tramper mod hans ribben.
   Han spidser ører. Hvad gør de nu?
   Er der en af dem, der kysser frøen? Så må han op igen. Uden at de opdager, at han bare kryber frem.
   Er de mon så dumme, at de lader sig narre?

De skriger. Pigen græder.
   Ingen af dem vil kysse frøen.
   "Du skal kysse den, Hubert, du skal," græder pigen. Det er lidt synd for hende.
   "Du skal stå der, hvor han forsvandt," siger en anden af drengene. Måske tyksakken. Måske den tredje af dem?
   Gør han det. Holder lågen til det?
   Hvordan skal han komme op, hvis drengen står der?
   En ræv har flere døre. Heldigvis. Længere henne er der en. Bare de nu ikke skvatter ned til ham?
   Der er ikke låg til den udgang.

De er nok ikke så dumme at de tror på det her nummer? De bliver sikkert sure, når de ser ham.
   Men han må op. Her er snævert. Her lugter.
   Han får sig snoet op. Ud. Hjertet spiller en hurtig, prikkende melodi. Som en krigstromme.
   De har ryggene mod ham. Pigen græder stadig.
   "Jeg er her," udbryder Sammy.
   De vender sig. Stirrer.
   "Du må ikke gøre os noget," siger pigen.
   "Vi kan ikke finde forvalteren," siger tyksakken.
   "Nej, og vi er faret vild," siger den tredje dreng, der er ret pæn. Han flæber lidt.
   "Nåh," siger Sammy.
   Han har en sur smag i munden.
   " Vi kan godt følges til landsbyen. Der er ham forvalteren måske," foreslår Sammy.
   "Skal vi så ikke bære kurven," siger tyksakken.
   Vil de virkelig det? Sammy ser fra den ene til den anden. De er altså underlige. Men de bærer kurven.
   Det er rart at slentre af sted foran dem.