Det var en af de dage, som efterhånden var mere reglen end undtagelsen.
   For det første hørte hun ikke uret ringe, og for det andet fik hun hverken vådt eller tørt, men stressede ud af døren et kvarter for sent.
   Nede på gaden lå hendes cykel filtret ind i to andre, væltet i blæsten. Hun bandede og svovlede mens hun manøvrerede rundt med styr og stel. Hun var efterhånden så forsinket, at hun i bar arrigskab sparkede til "stålhestene".
   Med den ene hånd greb hun nu mobilen for at ringe arbejdet op, mens hun med den anden forsøgte at løse problemet.
   "Så tag dog for helvede den telefon" snerrede hun arrigt. Det var sgu nok Helene, der havde vagt nu. Hun tog alting med den mest ophøjede ro. Telefonen ringede og ringede. Nu havde hun fået viklet den ene cykel ud, og var ved at skubbe den væk med hånden. Hun sad på hug mellem de væltede cykler, da der blev svaret.
   "God morgen, det er Ankestyrelsens Hotline", blev der kvidret i den anden ende: "Hvad kan jeg hjælpe med?"
   Det var Helene.
   "Hej", svarede hun nu næsten helt nede på knæ, mens hun manøvrerede med den sidste cykel og styret, der lå hen over hendes ene forhjul:
   "Det er Sofie, jeg ringer for at sige, jeg bliver en halv time forsinket på grund af min cykel", hvæsede hun stakåndet..
   "De må tale lidt højere, jeg kan ikke høre hvad De siger, der er meget trafikstøj", replicerede Helene med glad stemme.
   "Det er Sofie, jeg bliver en halv time forsinket" brølede hun.
   "Ja ja jeg kan godt høre dig, du behøver ikke skrige så højt. Så ses vi", svarede Helene: "Kan du have en god tur", så lagde hun på.
   Hvad helvede bildte hun sig ind, Sofie smækkede mobilen i lommen, og fik samtidig den sidste cykel fri.
   "God tur", hvad havde hun lige tænkt sig? En god tur i myldretiden? Havde hun mon nogensinde siddet på en cykel det magelige asen? Nej sikkert ikke. Og for øvrigt boede hun kun to blokke fra arbejdet. Hun kendte sgu da ikke noget til transportproblemer.
   Sofie var ved at rejse sig op, da hun blev skubbet bagfra i sin hugsiddende stilling.
   Hun vaklede og faldt fremover mod sin cykel, og landede med næsen mellem egerne på forhjulet, meget akavet. Hun tog sig til næsen og mærkede at den blødte.
   Ulykkerne ville da ingen ende tage i dag, et suk undslap hende. Hun drejede forsigtigt hovedet og øjnede et par højhælede elegante sko og et par velformede ben.
   Det var da bestemt også hvad hun havde brug for nu. En eller anden Hellerupfrue på sigthseeing på Vesterbro - Ha Ha.
   "Åh nej, det må du virkelig undskylde, jeg så dig ikke", stemmen var blød, melodisk og oprigtig i klangen.
   Sofie fik sat sig op på det kølige fortov ved siden af cyklen. Hun blødte stadig fra næsen, og stirrede hvast op på kvinden der havde fældet hende.
   "Du skulle vel ikke have et papirlommetørklæde", svarede hun surt og tilføjede ironisk: "Jeg bløder som du kan se".
   Kvinden begyndte febrilsk at rode i sin medbragte håndtaske, en af dem der kunne være en hel garderobe i, tænkte Sofie.
   Endelig fandt hun hvad hun søgte, og rakte med et stort smil pakken mod Sofie: "Hvor er det da heldigt at der ikke skete mere, på sådan en dejlig dag med solen lige om hjørnet, ikke sandt?" hun pegede på de mørke skyer som langsomt skiltes af solen.
   Sofie greb pakken og flåede den op, så tørrede hun grundigt blodet fra næsen og rejste sig.
   Dejlig dag hallo?? "Kan man se mere", spurgte hun vredt.
   Kvinden trådte lidt tilbage og studerede hende, så førte hun en finger op til læben, spyttede på den, og inden Sofie kunne nå at afværge, havde hun placeret spytklatten på hendes kind og tværet rundt.
   Adr hvor ulækkert, Sofie gloede tilbage på hende.
   Kvinden smilede: "Jeg fik det hele med", sagde hun: "Nu er du fin igen".
   Sofie tog sin cykel og stoltserede hen mod kantstenen.
   "Er alt i orden, så?", kaldte kvinden bagfra.
   Sofie nikkede tavst.
   "Men hvad med de andre cykler? Skal de ikke rejses op? Det er da synd de ligger der, sådan nogle fine cykler. Det har de da ikke godt af?" stemmen steg i styrke.
   Sofie drejede hovedet, ja det havde hun glemt, og indrømmet hun gad ikke gøre noget ved det. Men et glimt af dårlig samvittighed strejfede hende. Hun var også snart så forsinket, at det nærmest kunne være lige meget. Med et træk på skulderen, satte hun cyklen på støttefoden og luntede tilbage mod kvinden.
   Da de havde rejst hver sin cykel, vendte kvinden sig mod hende og smilede:
   "Så klarede vi den", udbrød hun: "Har du travlt?"
   Sofie stirrede på hende med rynkede bryn.
   Var hun imbecil eller hvad. På den tid af dagen, har man altid travlt: "Ja", sagde hun: "Jeg skal på arbejde", hun vendte sig og begyndte at gå mod sin cykel igen. Kvinden småløb ved siden af hende, og stoppede hende med et forsigtigt greb i armen.
   Hvad ville hun nu? Sofie standsede og flåede armen til sig.
   "Undskyld men jeg tænkte at jeg som et plaster på såret, kunne køre dig på arbejde. Det her har jo forsinket det hele en del?"
   Sofie stod et øjeblik, så rystede hun på hovedet: "Nej ærligt talt", svarede hun: "Jeg tror det er hurtigere på cykel på den her tid af dagen".
   Kvinden slog en høj latter op: "Men", sagde hun: "vi tager da bare bagvejen. Jeg kender København som min egen bukselomme. Kom nu, det kunne være hyggeligt. Sig nu ja".
   Sofie så ned på uret, det gjorde vist efterhånden ikke den store forskel, den halve time var længst overskredet: "Nå så pyt da", svarede hun.
   Hun satte cyklen i stativet og låste den, så fulgte hun kvinden over mod parkeringspladsen og gav hende adressen.
   Bilen stod klar som en skinnende blå boble. Hun krøb ind og satte sig tavst til rette.
   Kvinden var også tavs, mens hun rutineret og sikkert førte dem gennem byen.
   Sofie kendte ikke den vej hun kørte, men trods sin irritation stolede hun dog på, at hun ville blive kørt til sin arbejdsplads.
   Efter en rum tid skævede kvinden til hende og sagde: "Nå, hvordan er det så at arbejde i Ankestyrelsen. Der er vel en masse at lave, mange mennesker klager vel over alt muligt?"
   "Joh", Sofie stirrede ud af bilruden på den passerende trafik, og så ned på sit ur, over en time forsinket, så vendte hun ansigtet mod kvinden: "Hvad med dig", spurgte hun: "Hvad laver du? Og hvad hedder du for øvrigt?"
   "Jeg er lige blevet arbejdsløs. Jeg arbejder med skønhedspleje. Jeg hedder Mirabelle".
   Skønhedspleje og Mirabelle, Sofie smilede.
   Mirabelle fortsatte: "Men det er faktisk rart at få et pusterum, lidt tid til mig selv, også selvom jeg måske bliver nødt til at skippe bilen. Jeg finder nok et arbejde igen, og ellers så må jeg til at cykle som dig", her lo hun og svingede elegant bilen ind på Ankestyrelsens P-plads.
   Det sidste Sofie hørte til hende var da hun råbte: "Kan du nu have en god dag".