Vi mødtes faktisk tilfældigt; jeg sad udenfor på båden mod Paris fra England, da en abe hoppede op på min skulder, bagfra. Dens hale snoede sig om min hals, og selvom jeg prøvede at holde samtalen kørende med min far og mor, kunne jeg ikke lade være med at grine ukontrollabelt. Abens ejermand viste sig at være Julians, smukke, karismatiske Julian, som jeg med det samme vidste at jeg ikke måtte slippe af syne igen. Vi faldt da også hurtigt i snak; han var også på vej til Paris, men overvejede en smuttur til Prag først og da tanken om at han skulle slippe mellem mine fingre var for overvældende til at bære, udbrød jeg med det samme, at jeg havde haft de samme tanker, og om vi ikke skulle følges. Det ville han gerne. Aben pillede mig i øret. Og jeg var nærmest lykkelig.
   Da vi ankom til Prag, var det en skuffelse uden lige. Vi havde forestillet os store, grønne alléer, og caféer bugnende af smukke unge kvinder, men i virkeligheden var det gråt, kedeligt og koldt. Efter at have gået rundt i et par timer uden mål, meddelte Julian, at vi burde finde os en lejlighed.
   - Det vil sikkert være det bedre, ræsonnerede han, - så har vi i det mindste et sted at invitere de unge kvinder hen, når vi finder dem.
   Jeg nikkede lydigt.
   Men da vi endelig fandt et sted, hvor de havde ledige værelser, var det kun for par. Bestyreren for stedet var puritansk og mente ikke, at det var sømmende for to mænd at dele værelse. Ergo måtte vi forklæde os. Eneste løsning, i Julians øjne, var at en af os måtte tage skikkelse som kvinde, og i og med at mit navn, Vernon, lå så tæt op af et kvindenavn, Veronica, og på grund af min lettere buttede figur allerede havde et hint af en barm, måtte det altså være mig. Så vi tog ud og købte kvindetøj, til stor fornøjelse og latter for Julian, og - må jeg ærligt indrømme - til lettere skam for mig. Da vi vendte tilbage til hotellet, studsede bestyreren lidt over at se Julian så hurtigt igen med en kvinde under armen, men indvilligede da i at give os et værelse. Og dermed var vores kærlighedsforhold startet.

Jeg både hadede og elskede mit skjul som kvinde, som Veronica. Når vi en sjælden gang var ude og promenere på alléerne, for at holde sladderen i opgangen væk, kunne jeg ikke lade være med at være stolt af at gå under hans arm, og tanken om at fuldbyrde forholdet tirrede mig også vanvittigt. Alligevel forsøgte jeg så vidt muligt at holde det under kontrol; jeg havde på ingen måde på fornemmelsen at følelserne var gengældt. Samtidig hadede jeg også mit skjul; jeg kunne ikke få mig selv til at gå ud uden Julian og dermed blev lejligheden mit fængsel, hvor jeg kun kunne fantasere om alle de smukke kvinder, han mødte på sin vej. Vi talte sjældent om det, i stedet fortalte han om arkitekturen i byen, om husene og springvandene osv. Julians spirende drøm var at blive arkitekt, og jeg tror at det, at han kunne fortælle så eksplicit videre til mig, gjorde drømmen endnu mere opnåelig.
   Efter et par måneder var jeg ved at gå til af frustration. Jeg skammede mig over at være så fristet af ham, både fordi han var en mand og fordi han var blevet min bedste ven, og jeg hadede ham for ikke at udtrykke den samme længsel. Tiden var inde til at handle.
   En torsdag aften havde vi siddet og drukket øl; Julian havde fortalt om en farvestrålende ung kvinde, han havde mødt til en fernisering tidligere på dagen, og som han gerne ville have haft med sig hjem, men, som han udtrykte det så poetisk, "desværre for hende var hun forlovet". Jeg havde trukket i kvindetøjet, så vi kunne sidde ved vinduet på 2. sal og kigge ud over byen, uden at være bange for hvad naboerne ville sige til det. Ifølge papirerne var vi nemlig gift. Jeg bar stolt min vielsesring; den var enkel og så ret billig ud, men jeg nød fra tid til anden at bilde mig selv ind at vi virkelig VAR gift, at han var min ægtemand, som hver dag vendte hjem fra en hård dags arbejde, og jeg hans kone, der stod klar med cocktails og middag.
   Efter et par timer med hård alkohol blev Julian til sidst så fuldesyg, at jeg måtte bære ham i seng. Normalt sov vi i hver vores enkeltseng, men jeg var desperat og alkoholen havde sløret min dømmekraft, så jeg skubbede min madras over til ham under påskud af at ville passe på ham, hvis han begyndte at kaste op. Han strittede ikke imod. Og heller ikke, da jeg begyndte at afklæde ham, beklagede han sig; tværtimod, i stedet hjalp han mig. Til sidst lå han helt nøgen foran mig. Det var ikke første gang jeg havde set en nøgen mandekrop, da jeg var barn gik jeg til svømning, men det var første gang lysten tog over. Mit hoved brusede. Langsomt klædte jeg mig af, og bagefter lagde jeg mig forsigtigt ved siden af ham.
   Pludselig vendte han sig om mod mig, og mens hans hænder begyndte at kærtegne mit køn, kyssede han mig. Jeg havde aldrig følt mig lykkeligere.

Og således startede det, vores kærlighedsforhold. Hver morgen ville Julian forlade lejligheden under påskud af at skulle handle ind eller studere arkitektur, og hver aften ville jeg vente nøgen på ham på sengen, hvor vi ville fuldbyrde samlejet. Selvfølgelig skammede jeg mig. Men Julian gjorde det let, gjorde det til en leg, hvor vi begge ikke kunne andet end at føle komplet nydelse, og hvor jeg ikke kunne andet end at elske ham gennemført. Kønsakten blev mere end blot dyrisk for os, og i korte øjeblikke kunne jeg ikke lade være med at tro, at min kærlighed til ham var gengældt.
   Selvfølgelig var jeg jaloux på alle kvinderne på gaderne. Når vi sad ved vinduet og spiste eller drak kaffe og røg cigaretter, kunne jeg ikke lade være med hemmeligt at holde tal på hvor mange tiltrækkende kvinder, der gik forbi, mens vi sad der, og som Julian måske ville kunne fristes af.

Men på et tidspunkt måtte det slutte. Vi var begyndt at leve for sjofelt, for sløset, og det handlede kun om tid, før en af naboerne ville melde os. Det skete efter et halvt år.
   Julian kom farende ind af døren, med et brev i hånden, mens han råbte op om frie levevilkår og ligeværd for alle. Også for homoseksuelle. Jeg forstod straks, hvad der var sket. Julian fortalte mig grædende, at bestyreren havde haft fat i ham og fortalt, at han havde meldt ham til politiet for socialt bedrageri. Der var ingen anden udvej end fængsel, medmindre, som Julian midt i gråden påpegede, at vi kunne overbevise dommeren om at jeg virkelig var kvinde. Jeg prøvede at tale ham til fornuft, at jeg trods alt var udstyret med visse gaver fra naturens side, som ikke var en kvindes, og som dommeren nok ville opdage ved et nærmere syn, men han var ustoppelig.
   - Du ér en kvinde, blev han ved med at græde.
   - Du ér en kvinde.
   Så jeg trak i tøjet, med den frygtelige følelse at det måske ville være for sidste gang, og gik med Julian i retten. Dommeren var en kvinde, og Julian gjorde mig med det samme opmærksom på, at det var et godt tegn; hun ville om nogen kunne forstå vores situation, to elskende, som bare gerne ville være sammen. Men da jeg begyndte at tale for min sag, lagde jeg mærke til at hun ikke var alene bag sin "disk"; dommeren var ved at blive taget hårdt bagfra af en fange.
   Og så gav jeg op. Julian tiggede og bad mig om også at gøre det; kneppe dommeren, så hun kunne mærke al den kærlighed, vi delte og som var lige så uundværlig for os som ilt . Men jeg anede ikke hvordan jeg skulle gribe det an. Så jeg gav op. Jeg lod Julian om at kneppe hende, og hun frifandt os da også, men Julian tilgav mig det aldrig, og bagefter pakkede han sine ting og rejste.