Kærligheden må slutte. Du visner i takt med mit hjerteslag. Som et kæmpemæssigt punktum midt i brystkassen. Eller gardiner, der flagrer på grund af vinteren. Jeg fandt dig gemt i skjulte sætninger, forsigtige kys under brusegardinet og forbudte berøringer under dynen. Jeg fandt dig stående i mit ansigt, trampende rundt i min kusse og mine bryster, og forsøgt glemt i madlavningen en stille søndag eftermiddag. Der er intet tilbage af det intet, som vi aldrig skabte, og det er for længst for sent at indrømme fejltagelsen. Du har opdaget det. Du har opdaget fejlene og manglerne ved mig, alle de småting som jeg ellers så godt kunne skjule for alle andre. Alle de indrømmelser, som burde være så ligetil, har du slugt med dine grove hænder, og jeg nægter at længes længere. Jeg nægter at længes. Jeg nægter at længes.
Kærligheden må slutte. Du findes stadig under mit venstre bryst. Som en orkidéplantage i Thailand. Eller chokolade, der klistrer til fingrene. Alle de nætter, hvor jeg har lyttet til dit åndedrag og alle de timer, hvor jeg kun kunne tænke på dig. Alle de småting, som aldrig har haft større betydning end hvad jeg lige havde lyst til, bliver store, når du er her, og for det kan jeg kun hade dig. Jeg hader dig lige så meget, som jeg elsker dig. Ordene mister musikken.
Kærligheden må slutte.