Nu kunne det snart være nok! I dag var det for meget. Pelle Erik kiggede ned på sine brune shorts, der efterlod meget lidt til fantasien. Lyden fra den høje, jammerlige musik fra naboens guitar, havde gjort ham helt rundt på gulvet, så han havde spildt en sjat kaffe på bukserne. Det var lige groft nok, syntes Pelle Erik.
   Normalt var naboens guitarspil ikke så højt som på denne sensommeraften, så han måtte have skruet en tand op for guitarforstærkeren. Pelle Erik havde fået fortalt fra sin genbo, Eva, at den syngende, guitarspillende Thomas øvede til en talentkonkurrence. Dét kunne da ikke rage Pelle Erik mindre! Så måtte Thomas vel finde sig et øvelokale, helst ude på Lars Tyndskids mark.
   Han vidste ikke meget andet om denne Thomas, andet end de få ting Eva havde fortalt om ham. Han var lige så gammel som Pelle Erik; 30 år, og så var han skolelærer.
   Han pressede sine briller på plads med sin langefinger, mens han rejste sig for at stille tallerkenen ind i opvaskemaskinen. Det havde nu været en dejlig skål med havregryn. Det var sjældent han flottede sig og købte rosiner til, men med al den larm i bygningen, syntes han, at han fortjente at forkæle sig selv. Der var en lille smule mælk tilbage i bunden af tallerkenen, som landede med et plask på gulvet. Ville lidelserne da ingen ende tage? Med et suk skyllede han en gul, halvbeskidt karklud, vred den vredt over vasken, og tørrede rasende mælken op fra gulvet. Derefter rettede han lidt på sin ternede sok, så de begge to sad som de skulle, lige under hans knæ.
   Pelle Erik kunne mærke på sig selv, at han havde desperat brug for en god gang afslapning. At male hjalp ham altid med at slappe af. Han havde haft mere brug for at male den sidste måneds tid, på grund af Thomas' konstante øven.
   Han gik ind for at hente et malerlærred og alt sit malergrej inde i sit soveværelse, hvor han havde været kreativ, og havde malet en flot kornmark med et æbletræ, og en solnedgang.
   Han stillede alt malergrejet ud på den lille altan. Han klappede en plettet, beige stol ud, og satte sig til at male den flotte, orange solnedgang. Han kunne godt lide solnedgange. Det kunne han rigtig godt lide. Himlen var smuk; en blanding af lilla, lyserød, rød og blå. Pelle Erik var egentlig forfatter, men hans helt store hobby var at male. Han havde allerede tvunget flere af ejendommens beboere til at hænge hans hjemmemalede billeder op. Genboen, Eva, havde været så heldig at få foræret størstedelen af hans kunst. Om hun så selv syntes, at hun var heldig, var en anden sag. Hun havde dog hængt alle billederne op, af ren høflighed.
   Pelle Erik nåede knap nok at ramme lærredet med penslen, før støjen pludselig stoppede. Han kunne mærke freden sive rundt i kroppen. Få sekunder efter, hørte han Thomas' altandør blive åbnet. Han havde aldrig set Thomas før. Godt nok havde Pelle Erik boet i bygningen i 3 år, og Thomas i lidt over 1 år, men Pelle Erik var ikke så social som man måske kunne have håbet på. Der var jo ingen grund til at forlade huset, hvis det ikke var yderst nødvendigt. Rent faktisk handlede han ikke engang selv ind. Han havde lavet en aftale med Eva for et par år siden; hun fik hans indkøbsliste med ned at handle, og så kom hun forbi med varerne bagefter.
   Nu var han egentlig blevet ret spændt på at se, hvordan den støjende sanger så ud. Han prøvede diskret at kigge over toppen af sit lærred, men han klarede det ikke så diskret. Thomas kiggede hen på ham, og løftede hånden som et vink, mens han sendte ham et venligt smil. Pelle Erik skulede ondt til ham, før han lige så stille gemte hovedet bag lærredet igen.
   Thomas var høj og ret spinkel. Han havde halvlangt, mørkt hår, som krøllede en smule. Hans sorte bukser var ekstremt stramme, og han havde en brun læderskjorte på. Til Pelle Eriks store forargelse, så han faktisk rigtig flink ud. Men det ville han ikke lade sig narre af! Han kendte jo sandheden. En mand der op til flere gange havde vækket ham med sine umenneskeligt høje nys, kunne umuligt være flink. Så meget vidste han da.
   Pelle Eriks hjerte hamrede hurtigere og hurtigere af raseri, da han tænkte tilbage til den dag for cirka en uge siden, da Thomas havde haft besøg af hele den klasse han underviste. Med de papirtynde vægge, som adskilte lejlighederne, lød det som om at hele skolen var til stede. Også den dag havde Thomas selvfølgelig hevet guitaren frem, og så fortsatte fællessangene nonstop i timevis. Det var også den dag Pelle Erik havde besluttet sig for, at nok måtte være nok. Han havde e-mailet en klage til boligselskabet. Ifølge ham selv, havde han bare fået et noget nedladende svar tilbage. I svaret stod der, at de naturligvis ikke kunne smide en beboer ud, bare fordi han nyste højt og trak for tit ud i toilettet. Der stod også, at der ikke var nogen regler om, at man ikke måtte spille guitar og synge i sin egen lejlighed. Det ville være løgn at sige, at Pelle Erik ikke var blevet fornærmet over det svar. Han syntes ikke, at det kunne være rigtigt, at han skulle lægge øre til, at Thomas åbenbart havde en svag blære, og var på toilettet hver halve time.
   Thomas stod stadig på sin lille altan og så helt fredfyldt ud, mens han røg en smøg. Pelle Erik syntes ikke, at det så ud som om, at Thomas var påvirket af de små ting, som Pelle Erik var begyndt at gøre for en uges tid siden. Det var bare små ting. For at irritere ham og gøre gengæld for de lange nætter med lyden af Thomas der sov. Han snorkede ikke, men han trak vejret højere end højst nødvendigt. Pelle Erik var begyndt at drysse rosiner ud midt på gangen, foran deres døre, og han stillede døde, rådne planter ude på gangen, så der lugtede i hele opgangen. Der lugtede nu både af rådne blomster og af cigar, fordi Pelle Erik havde røget cigar med åben dør. For at toppe det hele, havde han hørt ekstremt højt Disney musik dagen lang. Dog kun én dag lang, for Thomas havde spoleret det helt, ved at begynde at spille de samme Disney-sange. Det var umuligt for Pelle Erik at forstå, hvordan Thomas kunne ignorere de små irriterende ting, som alle andre normale mennesker ville finde uudholdelige. Han var endda blevet lidt irriteret på sig selv over al den ballede og ståhej han skabte, men hvis det var det, der skulle til, var det det han ville gøre.
   Pelle Erik kiggede ud over byen. Han boede på 4. sal, så han havde en god udsigt ud over hele herligheden. Der var ikke ret mange biler på vejene den dag. Det var også dejligt vejr, så det var nok derfor, at de alle sammen vandrede rundt i stedet for at køre i bil. Han snusende kraftigt ind ad, og kunne mærke al den dejlige, friske luft helt nede i sine lunger. Han kastede blikket ned på sin pensel, og det var dér han opdagede, at han havde glemt at skylle den ordenligt af efter han havde malet sidst. Den var helt stiv i hårene. Hans hænder begyndte at ryste stille af irritation, og han klaskede den arrigt ned i den kop vand, som han havde stående ved siden af lærredet. Han så til mens hårene stille blev bløde igen, og han smilte lidt for sig selv, og tørrede den af i et stykke toiletpapir. Han skulede over på Thomas' altan, hvor Thomas stod og kiggede ud over den fredelige by. Pelle Erik syntes det var tarveligt, at Thomas skulle se så flink ud. Det gjorde det bare lidt sværere at hade ham. Men nej! Han ville ikke lade det fare så let, at han ødelagde hans nattesøvn med høje nys, toiletbesøg og alt for høje vejrtrækninger. Og Pelle Erik vidste da, at det ikke var ham, der var sart. Al den larm ville uden tvivl genere alle mennesker.
   Han begyndte at male en badebro og en strand på lærredet. Han blandede en masse brune nuancer til badebroens træ. Som på alle sine andre malerier, afsluttede han værket med en smuk, orange solnedgang. Pelle Erik så ud af øjenkrogen, at Thomas gik ind og lukkede altandøren efter sig. Der gik kun få minutter, før Pelle Erik spottede en flyttevogn nede på gaden. Den standsede lige foran deres bygning. Han så tre-fire flyttemænd gå ud af bilen og ind i bygningen. Nysgerrig som han var, løb han straks hen til sin dør og kiggede ud af dørspionen. Han stod i kort tid og kiggede ud af hullet, før flyttemændene bankede på inde hos Eva. Hun åbnede døren og lukkede dem indenfor. Pelle Erik var forvirret, for at sige det ligeud. Han havde været så sikker på, at de var kommet for at hente Thomas' ting. Hvorfor ville Eva flytte? Han åbnede døren og gik ud i opgangen. Eva kom ud til ham. Han spurgte hende med det samme, hvad der foregik, og hun svarede, at hun længe nok havde fundet sig i Pelle Erik og Thomas' lille nabokrig, eller hvad det nu var, de troede de havde gang i, og nu var det nok. Bare fordi lidt guitarspil generede Pelle Erik, ville hun ingenlunde finde sig i, at leve i en konstant stank af rådne planter, og hun gad da virkelig heller ikke skulle jokke rundt i alle hans skide rosiner, hver gang hun skulle ud af døren. Hun havde fungeret længe nok som Pelle Eriks lille tjener, fordi han nærmest havde tvunget hende til at handle ind for ham tre gange om ugen. Nu ville hun ud og starte på en frisk et nyt sted, væk fra dem, og det kunne umuligt gå meget værre, der hvor hun ville ende.
   Det var sådan normale mennesker skulle reagere, tænkte Pelle Erik. Men det skulle jo have været Thomas. Hvad skulle han nu gøre med indkøb? Havde hun helt alvorligt tænkt sig, at han selv skulle gå ned og handle? Han stod i opgangen og døren til Thomas' lejlighed åbnede. Thomas kom ud og ville vide hvad der skete, og han fik samme omgang, som Pelle Erik lige havde fået. Thomas undskyldte mange gange for alt det han havde gjort, som måtte have forstyrret hende, og forsikrede dem om, at han ikke vidste at hans guitarspil generede nogen så meget.
   Thomas og Pelle Erik stod og så flyttevognen køre væk fra bygningen. Thomas vendte hovedet mod Pelle Erik og spurgte: "Nå... Skal jeg ikke lige lære dig lidt på den guitar så?" Pelle Erik smilte og gik med ind i Thomas' lejlighed.