Det hvide sand krøb langsomt op imellem hendes tæer. Bredte sig ind imellem dem og spredte dem fra hinanden. Formede sig under hendes fødder og gjorde sig til den bedste, dog mest upraktiske, sko. Hvide sandslotte. Alle mulige forskellige størrelser af håndklæder i alle regnbuens farver skjulte næsten sandet helt. Tykke og tynde mennesker rendte rundt på stranden. Kvinder i bikinier gjorde sig til for mænd, som allerede åd dem med øjnene. Nøgne børn, som først lige havde lært at gå, vandre livligt væk fra forældrene og fandt alt mere interessant end at sidde på det store håndklæde, som de ellers havde fået tildelt, som legeplads. Isboder og frugtjuice boder havde erobret den del af stranden, der var tættest på vejen. Alle solgte det samme og alle til samme pris, og dog var der en af køerne, hvor der alligevel var flest mennesker i. Brune mænd rendte rundt imellem alle håndklæderne for at sælge diverse bikinier, halskæder med "ægte" perler og miniparaplyer ud af papir. Det karrygule håndklæde blev bredt ud på sandet. Fødderne blev børstet en smule af, før hun stillede sig op på håndklædet. Alt omkring hende ville have opmærksomhed, men alligevel var der kun en ting, som hun savnede. Kun en ting, som hun var kommet hen til dette varme land for at få. Det var hverken solen, som bragte ned på alle folk. Gjorde folk røde eller brune. Eller at holde øje med fyren, som lå med blikket rettet mod hende.

Vandet. Det krystalblå, gennemsigtige hav! Så fantastisk, at hun aldrig havde set noget magen til. Folk havde snakket om dette hav i lang tid, og hun havde endelig besluttet sig for at holde en pause og komme ned at se det. En pause fra at svømme i et kedeligt svømmebassin flere timer om dagen og få rigtig saltvand under sig. En pause fra alle rivalerne, som på en og samme tid var venner og fjender. En pause fra alle konkurrencerne. Bare ned og svømme for sig selv med rigtige bølger og ordenligt vejr, så man slap for at svømme indenfor. Det sparsomme tøj, som hun havde taget over sin sorte badedragt, blev hurtigt revet af og de små svømmebriller blev fundet frem. Sandet gik fra tørt til vådt, og til sidst lagde man ikke mærke til det længere under sine fødder. Det varme vand krøb blidt op omkring hendes ben. Omfavnede hele hendes krop og bød hende velkommen. Hovedet røg under ved hjælp af et elegant hovedspring, og snart var alt af hende under denne skønhed.

Sandet på bunden kom til syne. Sten i grå toner blev blandet med muslinger og gjorde havbundet til et stort levende væsen i alle lag. Rundt omkring hende svømmede små fisk, som fik øje af de arme, som engang imellem med skubbet ned under vandet. Lidt længere nede var det de større fisk, som havde erobret de øverste oppe af korallerne i alle farver, og nederst begyndte søstjerne, mystiske munde i lilla og blå farver og muslinger at have sin rede. Bunden forsvandt længere væk i takt med, at de tag, hun tog, blev hårdere. Åndedrættet var blevet hurtigere på grund af det høje tempo og strømmen, som ville den modsatte vej end hende. Kort blev verden over vandet gjort synlig, og målet stod klart. En lille ø længere ude, nok kun 500 m væk, havde fanget hende interesse og givet hende noget, hun ville springe ud i. 500 meter var intet i forhold til, hvad hun plejede at svømme på en dag, så hun ville se det, som en lille hygge tur.

Svømmetagene fortsatte i samme rolige tempo. Bunden forsvandt ud af syne, og alt under hende virkede bare blåt. Svagt kunne hun skimte noget stikke op dernede fra, men hun kunne ikke ane, om det var et skibsvrag eller en stor sten. Hjertet begyndte at finde en fast rytme, og det virkede ikke længere så hårdt at svømme ude i det rigtige, vilde vand. Næsten bare som en befrielse. Hver gang hendes hoved var oppe for at trække vejret smilede hun. Hvidt sand kom til syne endnu engang, og hun kiggede op. Den klippede ø var kommet tæt på, så tæt på at det ikke tog mere end 2 minutter for hende at kunne stå fast på bunden igen.

Mange små hvide muslinger havde sat sig fast på stenene, som var under vandet. Langsomt bevægede hun sig op på land. Et par gange blev hun nød til at støtte sig til nogle sten for ikke at falde, men hun kom til sidst op. Små sorte krabber løb væk fra hende hen over de brandvarme hvide sten, hvor de gemte sig i de forskellige hulrum under dem. Hoppende det sidste styk op på sikker grund, så hun en stor rift i hendes venstre hånd og et lidt blodigt fodaftryk der, hvor hun lige havde gået med sin højre fod. Få bandeord, tilegnet de forbandede, skarpe muslinger på stenene, røg over hendes mund, men så var irritationen om sårerne også væk. En finger blev sat for det dybe sår i hånden, og fødderne blev sat til at bevæge sig. Stenene lå, som de ville, og det tog lang tid for hende bar at komme ¼ del af vejen rundt om den lille ø. Det ville have været lettere at gå igennem den lille skov i midten af øen, men den var alligevel så tæt bevokset, og hun havde aldrig været så vild med ukendte skove. Vandet var mere det, hun foretrak at færdes i.

Efter mange anstrengelser endte hun omme på den anden side af øen. Det åbne hav stod foran hende. Bølger brusede op på den høje klippe lignende sten, som hun stod på. Hun trådte stille og roligt nogle skridt frem til kanten af stenen og så ned. Bedømte, at der var få nok sten under hende til, at hun kunne springe ud fra dette lille højdepunkt. Såret i hånden blødte stadig en smule, og det under foden ville have godt af at blive renset af saltvand, så uden nogen betænkningstid lod hun sine tæer stikke ud over kanten. Knæene bøjede sig en smule ned, og så var hun oppe i luften. Vant strakte hun armene op over hovedet, lod tyngdekraften gøre sit arbejde og tippede sig en smule forover, så hun fik en perfekt bue på sit hovedspring.

Vandet ramte hende med en så lille slagkraft, som muligt. Hun drønede ned i vandet, og mærkedede, hvor dybt ned hun kom. Jo dybere hun følte, hun kom, jo mere kom hun til at slappe af. Det var derfor, hun havde valgt at tage på ferie. For at komme væk og nyde vandet for sig selv. Hendes krop begyndte at skrige efter luft. Hænderne bragede igennem vandoverfladen, og hendes lunger fik ny luft ind i sig. Stille begyndte hun at svømme igen. Svømme rundt om øen for at komme tilbage til stranden, hun var startet ved. En sviende prikken bredte sig igennem hendes hånd, hvor en smule blod løb ud fra. Blodet faldt langsomt ned igennem vandet ned mod stenene, hvor det nåede at brede sig før, så det blev et med havet. Hvor hun blev et med alt i vandet.

Stenene forsvandt. Bunden forsvandt og igen dukkede det blå op under hende. En svag bevægelse skete nede under vandet, og hun gjorde et holdt. Interessen for, hvad der eksisterede så langt oppe på sådan et dybt hav slog igennem hende. Hun holdt vejret, men hendes hoved var under vandet for at observerer, hvad der skete derunder, men det eneste hun kunne se var blodet fra hendes fod og hånd falde ned igennem det. Kort tog hun hoved op igen og så sig rundt omkring. Begge kyster var lige langt væk. Havet måtte være dybest lige her, hvor hun stod, og hvis hun trængte til en pause, så ville det være lige meget, hvilket et sted, hun tog hen til. Solen bagte ned på hende. Bagte ned på hovedet og næsten tiggede hende om, at hun skulle dykke hele vejene ned under vandet. Hun holdt vejret, nåede lige at dykke ned under vandet igen, før hun mærkede det. En rungene smerte bredte sig i hendes højre fod og ben. Sorte prikker sprang frem for hendes blik. Et råb om hjælp startede i hendes hals, men sad fast i vandet og halsen. Synet stoppede med at fungere. Begge arme og det ene ben fungerede, men resten virkede til at være lammet. Alle hendes følelser på nær den ene stoppede med at fungere, hvilket forstærkede smerten så meget mere. En kraft begyndte at trække hende nedad, mens den langsomt gav slip med dens overdrevne styrke i hendes ben. Hun sparkede vildt med det ene ben uden at vide, om hun faktisk ramte noget. Og så lige pludselig var der kun manglen på luft tilbage. Hun kunne trække sig op, gispe efter vejret råbe halvkvalt efter hjælp og kunne se omkring sig. Kunne se faren lure nede under hende. Kunne se hajen, som svømmede ind mod hendes organer for at tage det afgørende bid. Adrenalinen susede igennem hende. Små elektriske stød ramte hendes bens nerveender, og hun følte en krampe gå igennem hende, men hun blev nød til at kæmpe. Hun blev nød til at gøre, hvad hun var bedst til. Langsomt løftede hun sine hænder op nede under vandet ventede på, at hajen kom helt tæt på. Håbede, at hun ville ramme den i øjnene på den bløde punkt, men hun mærkede intet. Mærkede hverken noget på sin mave eller på sine fingerspidser. Så kun et frosent billede. Et billede, der var gået i stå på det ene sælsomme øjeblik, der betød enten flugt eller død.