Elskede Mikael,
Jeg har længe ville skrive dette brev til dig, det har bare syntes mig så forfærdelig svært at få det startet. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle dig, siden vi skiltes for de fem år siden. Næsten for meget til, at jeg kan love, at det bliver nedskrevet i den rigtige rækkefølge på papiret.
Men du ved jo, hvordan jeg er. Og du plejede at være god til at forstå mig på trods af mine sjuskede kragetæer og indviklede tanker.
Mikkel og jeg har det godt. Vi har næsten lige holdt 6 års jubilæum sammen, hvor 5 af dem har været som ægtefolk. Alt i alt går det meget godt med os. Dog har vi haft en lidt hård periode, hvor jeg nok snakkede lidt for meget om en stærk og tynd mand med mørkt hår. Dette resulterede i, at Mikkel er begyndt i fitness center og har fået sit hår farvet sort. Jeg må indrømme, at det hjælper med den formindskede ølvom og det mere voksne look, som han har fået takket være hårfarven. Så jeg tror godt, vi kan klare det. Man kan alt, hvad man gider, som vi sagde det dengang.
Mikkel og jeg er begyndt på parmiddage, hvor jeg har lyst til at lave rav i den. Trangen til at putte en pruttepude under Mikkels hynde er næsten for stor til at jeg kan lade være. Kan du huske dengang vi plejede at skide på god opførelse? Vi plejede at gøre, hvad vi ville. Ligesom dengang vi hoppede i springvandet og sprøjtede på alle andre mennesker, der gik forbi. Det var kun politiet, der kunne få os til at løbe jublende væk. Hånd i hånd. Skrigende, som om djævlen var i hælene på os. Og selvom politiet nok kunne fange os, lod de os være. De kunne nok se, at vi kun mente det for sjovt.
Kan du huske, da vi klædte os ud som punkere til en fest, hvor du ville farve dit hår i den forfærdelige, skrigende røde farve? Den røde farve, der var permanent, så din rigtige hårfarve først kom frem igen, da det var vokset ud? Du rendte rundt med røde spidser og sorte hårrødder i alt for lang tid, fordi du ikke gad farve det igen. Din daværende chef blev vidst også lidt sur på dig over det, da du jo skulle være præsentable på arbejdet. Jeg var flad af grin, da du kom hjem med dit tofarvede hår og brokkede dig over din chefs ord! Nogen gange drømmer jeg om episoden. Alt står stadig tydeligt klart for mig. Og hver gang jeg vågner fra sådan en drøm, smiler jeg. Det er for svært at lade være.
Sådan noget kan jeg ikke gøre længere. Jeg har fået arbejde på hotellet, så jeg skal være præsentable 8 timer om dagen. Derfor er det altid en glæde at komme hjem til Mike og hans glade, uskyldige smil. Han er 5 år nu. Næste år begynder han i skole, men tror ikke, at det kommer til at gå godt. Han er altid aktiv, og når jeg kommer hjem fra arbejde og har hentet ham fra børnehavnen, så har han altid meget energi. Jeg kan sjældent få ham til at sidde ned. Når vi sidder og spiser laver han pruttelyde med munden, hver gang jeg rejser mig op og sætter mig ned igen, og han kan finde på at smide maden på gulvet, hvis han er mæt, og jeg ikke vil lade ham gå fra bordet. På den måde minder han om dig. Han ellers lyse hår er også begyndt at blive sort, og han har også dine mørke blå øjne, hvor der er en brun cirkel omkring irissen. Måske er dette også en af grundene til, at jeg elsker ham. Han er den person, der får mig til at smile hver dag.
Mikkel og jeg har prøvet at få endnu et barn, men vi har haft problemer med det. Faktisk har vi været til lægen, som sagde, at vi skulle være glad for, at vi havde fået Mike naturligt. Dette har vel nok gjort, at jeg elsker Mike endnu mere. Han er en dejlig dreng. Og på trods af hans energi, så kan han godt være rolig, når han kan se, jeg har brug for det.
Hvordan går det egentlig med Sophia og dig? Har I det godt? Jeg mente at have hørt, at hun var blevet gravid igen? Hvis dette er sandt, var det så en dreng eller pige denne gang? Jeg håber, at vi snart kan mødes igen. Jeg ville intet have imod at tage en tur hen til dig på trods af den nu lange afstand. Så kunne jeg måske tage Mike med, og vores børn kunne mødes. Jeg tror, Mike ville have godt af at se noget andet end vores nabolag. Det kunne jeg nu også godt selv bruge. Bare det at komme væk er lang tid siden, og så hvis der er en bonus i at se dig også, så ville det være fantastisk. 5 år er for lang tid imellem vores snakke. Og det er faktisk mere end 5 år siden, vi har været samme sted i mere end en uge. Du flyttede vel for 6 år siden, hvilket føleles som for lang tid siden. Det er som om, det var i går, vi var sammen og pjattede i springvandet. Men sådan er det nu med rare minder. De synes altid at sidde et sted, hvor man altid kan hive dem frem.
Nogen gange tænker jeg på, hvordan verdenen ville have set ud, hvis vi havde truffet vores valg lidt anderledes. Hvis du ikke havde flyttet, eller hvis jeg havde været hurtigere til at sige, at jeg ville med. Tror du, at alt ville være bedre? Eller tror du, at vores lykke ville være på samme niveau, som det er nu?
Jeg savner dig - mere end jeg burde indrømme. Men jeg er okay med den måde vores live har udfoldet sig på. På hver sin egen måde.
Elsker dig.
Din for altid.