Jeg er som vinden. Hans brune øjne kigger på mig fra klaveret. Nærmest bedende. Det krymper sig i mig,og jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Vender mig, drejer rundt, lader som om jeg er en hvirvlende vind. På den anden side er blå øjne rettet mod en guitar. Mellem bjørnehænderne virker den nærmest lille,jeg tænker over det, men ved at det bare er fantasi. I mine arme ville den være enorm, og jeg ville snuble. Ikke vide hvad jeg skulle stille op. Mørke toner lyder fra klaveret. Kan mærke de brune øjne i nakken. Vender mig om mod velkendte, udstrakte hænder. Hvorfor ligner det at jeg mangler når det er så kort tid siden jeg blev valgt fra? Træder et par skridt tilbage. Hvirvler rundt, undrer mig over de blå øjne der aldrig kigger op,og måske i virkeligheden er grå. Lander til sidst udmattet på gulvet. Midt i mellem det hele, lige der hvor spejlvægen afslører en stribe af sig selv. Jeg sidder udmattet. Lytter til guitaren, klaveret. De spiller ikke sammen, og de eneste øjne jeg kan se er mine egne.