Vandet løb ned af de regnblæste kinder, han kom tordnede gennem nattens mørke, på en af vej tanker og smil.
Det havde været en god dag, og cyklen var ikke flad, som den havde været de andre dage.
Lyset skød ud af bygningerne og blev visket væk af den våde nat, men han smilede stadig.
Snak er livet tænkte han, og selv hvis han havde sagt det, ville ingen have hørt det, det var hans nat.

Mørke og regn er kun for de få, her har alle noget på sinde.

Farten blev sat op, og regnen borede sig ind i ham.
Hans næste ven kom frem, vindens kulde.
Han tænkte et råb, men lod det blive, som en tanke, for at bevare det i perfekt form.
Ikke et råb af smerte eller fortvivlelse, men af liv.
Han ramte græsset, og kastede cyklen tilbage på stien.

Et suk, et smil, et pedaltråd og så videre hen ad stien.

Bygningerne bevægede sig frem mod ham, de kastede sig en efter en mod ham, men græsset stoppede dem, han nikkede en hilsen til dem, for de kom altid til ham her ved stien.
Stien drejede og han fulgte med.
Den forandrede sig, den blev mere hård, og mørket blev lysere, her var han ikke alene mere.
Stien blev til vejen og smilet blev væk.
Han huskede.
Tanker var ikke længere nok.
Her var bygningerne ikke lige så bange, de kom helt til vejen.
Han hilste dem, men ønskede væk.
Vejen stoppede og det samme gjorde regnen, mørket og turen.

Han gik, og alt omkring ham stod stille; han gik langsommere. Indtil at han ramte bygningen.