Mit hjerte slår hårdt imod mit bryst. Duk-duk duk-duk. Som en trommerytme. Basen for adrenalinen der pumpes ud i min krop, og fylder hver lille fiber i min krop med uro. Og længsel. Det skinnende guld føles kold og forfriskende mod min hud. Pulserende af liv. Pressende. Jeg kan næsten mærke den. Føle den under mine fingre. I ånden lader jeg mine tynde fingre glide hen over den glatte overflade. Lader mig selv føle hver lille forhøjning, fordybning, uregelmæssighed. Jeg åbner øjnene.
   Arenaen åbner sig udfordrende ud foran mig. Den lange røde vej lægger sig kærligt og beskyttende imellem midten og tilskuerne, der bevæger sig som én stor, brølende masse, fyldt med blitzlys og flag. Denne midterbarrikade bevæger jeg mig nu hen ad. Med udvendigt sikre skridt, bevæger jeg mig hen imod stregen på bane fem. Ved lyden af mit navn over højtalerne ser jeg op, smiler og vinker. Rolig, selvsikker. Jeg stopper et par meter bag starten, og fokuserer på banen. Som en eksotisk slange strækker den sig søvnigt ud foran mig, i noget der virker som nær uendeligt, inden den laver et blidt sving til venstre. En blød kurve der minder mig om en kvindes forførende armhule. Slangen bliver til en kvinde. Smuk og slank, med ben uendeligt lange, og armen strakt ud til siden, så den sensitive armhule afsløres, blottes, for hele verden. Tillokkende hvisker hun til mig. Forfører mig med sine ord. For enden af hendes elegant udstrakte arm holder hun præmien. Det kolde metal skriger efter mig. Drager mig imod sig. Mit hjerte hamrer endnu hårdere i brystet på mig. Mit åndedrag fyldes af begær. En let rysten går igennem min krop, og jeg ryster fraværende arme og ben. Blodet skyller ned igennem mine ben og arme, som en brusende elv, hvis vand slynges rundt imellem sten og nedfaldne grene, fra tykke træer, og giver liv helt ud i mine tæer og fingre, med en så stor kraft at jeg hives tilbage til det berusende og bølgende brus fra mængden. De sidste par deltagere er næsten henne ved starten. Snart begynder det. Det vi alle har higet efter, trænet for, i de sidste fire år. Målet. Så klart. Så tæt på. Så langt væk. Mine øjne passerer kvinden på min højre sides øjne. Mørke og tindrende i midten, lysende klare og hvide udenom. I stor kontrast til den mørke hud, der falder glat hen over de høje kindben og indrammer de brede læber. En gnist berøres og starter ud i et stort bål, som vores øjne mødes. Hun vil have det. Det jeg higer allermest efter, er hendes mål. Min præmie er hendes drøm. Jeg kigger ned i jorden. Under huden truer mit hjerte med at bryde ud. Den tætte luft trækkes langt ned i mine lunger, beroliger mit urolige hjerte og de brændende lemmer. En mekanisk stemme beordrer os hen til start. Med fjedrene skridt når jeg min start, bøjer mig forover og sætter fødderne på plads. Jeg giver et sidste lille spark bagud med hver fod. En bevægelse der altid har mindet mig om en hund i færd med at begrave sit kødben, dybt under jorden, gemt væk fra alle andre. I tankerne begraver jeg guldet. Min præmie. Min lykke. Startbippet lyder og i en glidende bevægelse sætter jeg i løb.

Mine fødder flyver let henover jorden. Farverne rundt om mig udviskes. Det eneste jeg ser klart er den smalle, røde bane foran mig, der fører mig op ad kvindens krop, forbi hendes navle, hendes bryster, og ud ad hendes arm, helt ud til hånden. Med skridt lette som fjer, lægger jeg mig hurtigt op på siden af de fire inderste baner. Mit hjerte slår i mine fødders takt, og den brølende masse er nu kun en svag hvisken i mine ører. Over denne hvisken stiger en stemme. En stemme med en melodisk klang. Lokkende. Kom kom! siger den. Jeg sætter farten op. Jeg nærmer mig armhulen. Let ud til siden runder jeg den bløde kurve. Jeg mærker den bløde hud give sig en smule under mine fødder ved hvert skridt, på samme måde som en blød skovbund ville. Jeg overhaler med lethed bane fire, tre og to. Få skridt foran mig ligger bane et. Hendes mørke hår flyver bag hende. Stemmen stiger. Råber efter mig. Skriger. En smerte skyder igennem mig. En længslens smerte. Det kolde metal mod min kind, under mine fingre, om min hals, begravet bag mig, dybt under jorden sammen med de døde. Jeg er nu på linje med bane et. Ud af min øjenkrog ser jeg hendes bryst hæve og sænke sig i takt med hvert slag hendes fod slår imod den røde bane. Sveden glinser på mig. Fanget af blitzlysene fremstår jeg som et overnaturligt væsen. Lysende og flyvende hen over den røde slange. Jeg passerer albuen. Målet er inde for rækkevidde. Jeg kan høre det juble efter mig. Kvindens sensuelle fingre vinker af mig. Imellem dem lader hun legende guldet trille fra finger til finger. Hviskende lokker hun. Kom kom!. Jeg sætter farten yderligere op. Jeg kan nu skimte mållinjen. Mit hjerte banker i ekstase. Jeg kan føle det. Se det for mig. Øverst på skammelen. Guldet glimtende i takt med min fugtige hud. Mine fingre knuger sig hårdt sammen, neglene borer sig ned i det blottede kød. Himmelske smerte. De sidste få meter forsvinder. Jeg ligger tæt med bane et. Sekunderne tikker med høje slag. En sidste kraftanstrengelse, en sidste spurt er det eneste der skal til. Så er det hele mit. Stemmerne skriger i mit hoved. Jeg smiler gispende ud igennem sveden. Sejrsikker. Med en sidste, umenneskelig kraft kaster jeg mig fremad. Flyvende. Min fod rammer den hvide linje. Jorden skælver under mig. Brølet omslutter mig. Kærtegner mig. Gispende falder jeg på knæ. Ved siden af mig sidder bane et. Vores øjne mødes.

Hendes øjne spærres vidt op og hendes ansigt ændres med et fra gispende til jublende. Jeg kigger i hendes retning, op på den store skærm. Mit navn lyser hånende ud mod mig. Sølv. SØLV. Fuldstændig lammet rejser jeg mig. Mine øjne er klistret på den store skærm. Bane et råber i sejr ud til folkemængden, der hektisk klapper og råber. Mit hjerte tømmes for alt. Tusind grædende stemmer overdøver enhver følelse. Jeg tager mig til hovedet. Sveden lægger sig som en klam tåge i mine håndflader, og trænger ind i de aflange fordybninger efter mine negle. En bølge af skuffelse skyller ind over mig. Fuldstændig blændet af tårer bevæger jeg mig stift væk fra den røde bane. Jorden under mig giver sig ikke længere som det forførende kød eller den dæmpede skovbund. Hvert skridt jeg tager runger i mit hoved og ryster hele min krop. Jeg borer neglene dybere ind i mine klamme håndflader. Jeg prøver at kontrollere mig selv. Tårerne brænder som ild i mine øjne. Med min sidste stolthed forsvinder jeg rank. Arenaen lukker sig bag mig. Lyset forsvinder. Mine ben ekser under mig, og jeg falder til jorden. Et stort sort hul åbner sig under mig. Det matte sølv blinker søvnigt til mig. Overfladen ru og ujævn. I vrede råber jeg ud. Et forfærdende brøl, dybt nede fra. Et brøl af fire års hårdt slid. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Magtesløs hamrer jeg håndfladerne ned i jorden. Tårerne strømmer ned ad mine kinder og farver jorden mørk under mig. Hånende latter fylder hele mit væsen. Al min energi strømmer ud. Jeg falder fladt sammen på jorden. Udstrakt. Mit hoved runger, hamrer, pulserer, fordømmer, råber, skriger, græder. Jeg rejser mig. På usikre ben flytter jeg mig forsigtigt fremad.

Toilettet skærer i mine øjne, idet jeg falder på knæ foran det. Jeg læner mig ind over kummen. Svedende og rystende kigger jeg dybt ned. Et sløret spejlbillede stirrer tilbage på mig. Taber! skriger det af mig. Voldsomme rystelser bevæger sig igennem min udtærede krop. Jeg læner mig ind over kummen. Rystelserne bliver værre og værre. Koldsveden løber koldt og gennemvædende ned ad min ryg, mine arme, mine ben, mit ansigt. Mine armhuler føles klamme. Jeg holder hovedet ind over kummen, og i én krampetrækning ryger den sure mavesyre ud af mig, og blander sig med det slørede toiletvand.