Jeg lå i sengen, kiggede ud af ovenlysvinduet. Det regnede og tordnede, himlen var grå, fyldt med store mørke skyer. Jeg sank dybt. Vejret var deprimerende, og det havde absolut en effekt på mig. Lyde kom henne fra døren, kradse- og pivelyde. Døren åbnede, en snude stak ind samt lyset fra gangen. Mika tøvede kun et øjeblik og trådte ind i værelset. Hun hoppede op i sengen, stirrede intenst på mig, og jeg kunne mærke den våde, men varme snude mod min kind. Jeg løftede hånden og skubbede fraværende hende fra mig. Et halvandet år gammel var hun, og stadig kun en lille hvalp i sindet. Hun var en schæfer, en hvid schæfer. Mor gav mig hende, så jeg ikke skulle føle mig alene og forladt.
   Jeg stod på trappen, kiggede ned i køkkenet. Mor stirrede tavs ud af vinduet. Et suk undslap hendes læber, da Mika kom fumlende ned, men stadig vendte hun ikke blikket væk. Selv herfra kunne jeg se det dybe hul i hendes hjerte.
   Far. Min kære far, har forladt hende, forladt mig. Vi var uden tvivl den lykkeligste familie i hele universet. Alt var perfekt. Mor var faktisk model i hendes unge dage. Hun havde en god uddannelse og var virkelig dygtig til alt hvad hun lavede. Hun kunne med lethed finde en ny kæreste, en ny far til mig, men vi ville ikke have andre end far. Aldrig nogen anden end far, selvom vi burde komme videre. Han var en kujon, som havde forladt sin elskede kone og barn. Det føles som om, det var i går, han havde forladt os.
   Mor fik øje på mig, hun smilede, men øjnene græd. Jeg krammede hende. Hun måtte være stærk. Det ville ingenting nytte at græde og være svag. Det viste vi begge. Vi blev afbrudt af Mika, som kradsede på hoveddøren. Jeg gav slip på hende og gik ud i entreen, fandt min jakke og hundesnoren frem. Hun kom med paraplyen, lagde den i min hånd og kyssede mig på panden. "Samantha, bliv nu ikke syg," sagde hun og sendte mig et hurtigt lille smil.
   Vi gik udenfor og fulgte vejen. Forbi os kørte en bil. En lille pige med rødt krøllet hår sad på bagsædet sammen med en dukke. Hun legede med den, hun var så lykkelig.
   Vi kom til stranden. Varmen var ved at drive kulden væk, men tunge skyer hang over os. Vejret var mærkeligt. Jeg tog snoren af Mika, hun løb straks ud i vandet, hoppede og legede. Jeg satte mig på en sten og kiggede ud over havet, ud i horisonten. Prøvede ikke at tænke, bare slappe af og finde ro. Men tanken om far poppede op. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på manden, som havde forladt dem, der holdt allermest af ham. Det skar i hjertet.
   "Hej!" sagde en sød stemme. Jeg vendte mig mod hende og smilede. Det var den lille pige, som jeg så i bilen. Hun havde en fin lille kjole og grønne gummistøvler på. Hun satte sig i vandkanten og legede med dukken. Glæden strålede ud af hendes øjne. Hun så så lykkelig ud.
   Et minde trængte sig på, jeg lukkede det ind.. Far plejede at lege rundt med mig på samme måde, da jeg var yngre. Tårerne ramte mine kinder, varme dråber mod min kolde hud. En dreng på min alder, kom hen til mig. Han rakte mig en serviet, "er du okay?"
   Aldrig i mit liv havde jeg set ham før. Helt ukendt og fremmed var han. Men der sad han, ved siden af mig, trøstede mig. Jeg rejste mig, kiggede på ham, ville sige noget, men kunne ikke, så jeg løb. Jeg kaldte på Mika som trofast fulgte efter mig. Væk, langt væk fra den lillepige, hendes dukke og drengen, det var, hvad vi skulle.
   Jeg tog fat i dørhåndtaget, skulle lige til at åbne, da jeg fandt ud af, at jeg havde glemt paraplyen. Jeg kunne bare gå ind i den nærmeste forretning og købe én magen til, så jeg slap for besværet ved at hente den. Nej! Den havde måske ikke et liv, men jeg ville aldrig forlade den. Intet har fortjent at blive efterladt, glemt og bare ligge og rådne op et eller andet sted. Så besluttede mig for, at gå tilbage efter den.
   Jeg samlede den op der, hvor jeg havde glemt den. Mika hev mig hen til stenen. Jeg blev chokeret over, hvad jeg så. Dukken. Den lillepiges dukke lå på stenen. Den lå bare der, helt alene og forladt. Jeg kiggede rundt på stranden, kiggede efter den lillepige, men hun var der ikke, hun var væk. Jeg fik ondt af dukken. "Men. Hvordan?" Min stemme var hæs. Jeg tøvede, vidste ikke helt om jeg skulle samle den op, tage den med mig. Alle mulige tanker strejfede mit sind. Hvordan kunne hun have glemt den? Hvordan kunne hun glemme noget, hun holdt så meget af? Hvordan kunne hun bare forlade den? Jeg satte mig på stenen og kiggede atter fortabt ud i horisonten. En sky skyggede for solen og lod regnen falde over os.
   Dukken græd. Nej det var bare noget, jeg bildte mig ind. Jeg lod mit blik glide hen over dens ansigt. Det så ud som om den græd, hvilket fik mig til at græde igen. Jeg rejste mig, tog dukken og viklede mit tørklæde om den. Jeg slog paraplyen ud og fjernede mine tårerne. "Mika, kom. Nu finder vi den lillepige. Ingen fortjener at blive forladt."

Vi havde gået i 60 min., banket på over 150 døre. Men ingen ville kendes til dukken. Troen på at jeg nogensinde ville kunne finde den lillepige, var jeg ved at miste. Jeg tog i min hætte og mærkede noget inde i den. Fik fat i et lille stykke papir. Der var en lille besked og stod et navn på det. Jeg gik videre, mens jeg tjekkede papiret yderligere ud. Så løftede jeg blikket og så på en postkasse, hvor der stod Familien Henderson. Jeg så på papiret igen, Jace Henderson. Kunne ikke tro mine egne øjne.
   Jeg småløb hen til huset og bankede på døren. En kvinde åbnede op, og jeg hørte en gråd i baggrunden. Jeg viste hende dukken. Hun spærrede øjnene op, "Emily" kaldte hun. Den lillepige kom frem bag moren, hendes tårer forsvandt fra hendes ansigt, hun blev lykkelig. Hun løb ud af døren, krammede mig, tog imod dukken og løb ind i huset igen. Moren kiggede på mig og smilede, "du har et hjerte af guld, det ved du godt, ikke?" Jeg kunne ikke lade vær med at smile.
   I det jeg var ved at vende mig om, hørte jeg en dybere stemme tale. "Hvordan vidste du, at hun var min lille søster?" Jeg smilede igen, "I har de samme øjne" svarede jeg mødte hans blik. Han smilede skævt og kløede sig halsen. "Skal jeg ikke køre dig hjem, inden det begynder at regne igen?" brød moren ind.
   Jeg smed overtøjet og tog snoren af Mika. Gik ud i køkkenet, og der stod mor og far sammen. Mit hjerte bankede helt vildt, mine øjne strålede, og mit smil havde aldrig været bredere. Jeg løb hen til ham, kastede mig i hans arme og indåndede hans duft. Tårerne pressede igen på, men denne gang var det glædestårer, jeg gav dem frit løb. "Far, hvor har du dog været?"
   "Undskyld skat! Jeg lover, jeg aldrig nogensinde forlader jer igen!" svarede han og krammede mig som aldrig før.
   Forladt? Ikke mere.