Hun stirrer ud i luften, da det pludselig begynder at flimre for øjnene af hende. Hun kniber dem sammen for at fokusere, men ender alligevel med at se væk. Hun ryster på hovedet og kigger ned på sine opgaver. Hun kan ikke sidde stille, hendes fod bliver ved med at trampe i gulvet.
   "Shh!" siger læreren og kigger vredt på hende.
   Megan ser ikke op fra bordet. Hun vil ikke se det, hun tør ikke. Hun lukker øjnene i, men kan se lærens onde udtryk i ansigtet. Hun tager blyanten i munden, bidder lidt i den og prøver at slappe af.
   Musikken larmer forfærdelig meget, hun hiver høretelefonerne ud og lægger dem på bordet. Nervøst fører hun hånden gennem håret og puster ud. Hun bladrer lidt i opgaverne. Græsk, det hele står på græsk. Hun forstår det ikke, opgaverne burde ikke stå på græsk. Hun rækker hånden i vejret. En kvinde kommer hen til hende.
   "Hvorfor står det hele på græsk?"
   "Græsk? Er du okay pigebarn?" svarer kvinden.
   "Jaja," siger hun bare og stirrer atter ud i luften.
   Mørket begynder at snævre hendes syn ind. Luften flimrer igen, denne gang kigger hun ikke væk. Noget begynder at tage form. Hun lægger hovedet på skrå og bliver ved med at kigge, lige meget hvor ondt det gør. Et ansigt kommer til syne, det er hvidt og sort. Det er en maske. Hendes øjne bliver store og hårene på hendes arme rejser sig. En hånd rør hendes skulder. Hun bliver forskrækket og kigger på ham.
   Masken! Læreren har masken på. Hun kaster sig væk og lander på gulvet. Hun gisper. Hendes vejrtrækning bliver vildere. Hun ser op på eleven, som sidder ved det andet bor. Mørkt hår, personen havde ikke mørkt hår lige før. Han drejer hovedet og ser ned på hende.
   Masken! Hans ansigt er kridhvidt, og hans øjne tomme. Han smiler, men de sorte huller bliver ved med at stirre på hende. Hun prøver at skrige, men hendes stemme er forsvundet. Hun hopper af skræk og vender sig om. Alle de andre elever stirrer på hende fra deres pladser. Hvide ansigter uden øjne. De stirrer og stirrer. Hun tager fat om sit hoved og kigger forfærdet rundt.
   Musikken bliver højere. Der er for meget støj. Hun løber og dumper direkte ind i en dreng, hun genkender. Han smiler til hende, og hun gengælder hans smil, men kigger ned i jorden. Han løfter sin hånd og fjerner hendes hår fra ansigtet. Hun trykker sig ind til ham. Han løfter op i hendes hage, så de igen får øjenkontakt. Hun stivner af frygt.
   Masken! Hans ansigt er ikke længere hans. Hun prøver at komme fri, men han holder fast i hende. Panikslagen fører hun den ind i ham. Han stønner og slipper grebet om hende. Hun trækker sig tilbage og taber den på gulvet. Han ser uforstående på hende og tager sig til maven. Hun kigger på hans hænder. Han bløder. Hun ryster på hovedet og løfter sine hænder, de er blodrøde. Hun bakker længere tilbage og rammer tingen. Hun ser ned på gulvet. Der er blod på kniven. Hun forstår det ikke. Hun ved ikke, hvor den kommer fra. Hendes syn bliver sløret, og hendes hovedet dunker. Drengen falder til jorden af smerte. Lærerne løber hen til ham. Eleverne er ved deres borde. Nogle af dem græder, andre skriger og resten står bare med chokerende blikke.
   Megan stønner af smerte. Hun står med begge hænder om skaftet på kniven, bladet sidder inde i hendes mave. Hun falder til jorden og forstår ikke, hvad hun har gjort. Alt bliver sort.