Sidder på en café i København K.
Nyder langsomt en latte
og betragter de forbipasserende.
I går var der sol.
I dag er her regn.
Med hagen i hånden
og albuen på bordet,
vugger jeg til byens ivrighed.
Hvorfor have så travlt?
Har kapital rykket helt ind i byens sjæl,
så freden ikke længere kan få ro?
"Slowfood - Fast" - råber transferen på frokostbilen,
insisterende efterfulgt af "Landstrygeren - ring døgnet rundt".
Hvori ligger glæden ved at skynde sig?
Hvad er meningen med travlheden?
Hvilke værdier er det vi jager?
Alt - er en betragtning.
Intet - kommer af det døde.
Vi alle er små rester
af det store hele, der engang gik i stykker.
Vi har lige siden forvildet løbet rundt,
for at finde de skår vi hver i sær passer sammen med.
De skår, der tydeligvis hører til på den anden side af livets krukke,
har vi travlt med at holde afstand til.
Vi glemmer så ofte
- kun alt for ofte -
at vi alle er en del af den samme krukke.
Kun sammen - er vi hele.