Jeg åbner døren, den knirker højlydt, men det er nok mest fordi her er så stille. Alt for stille. Jeg smiler lidt ved mig selv, mest for at skjule at jeg er nervøs. "For helvede, hvis du er så skide nervøs, hvorfor meldte du dig så." hvisker David. "Det ved du godt, på grund af hende pigen." tænker han. Lyset er dunkelt, og jeg føler mig blind. Lugten herinde er værre, stanken af gammel ost, og sure sokker får min næse til at ville flygte. Resten af mig ville nu gerne med, men jeg skal heller ikke være en tøsedreng. Jeg er snart ved den næste dør, og jeg frygter hvad der er på den anden side.
"Du kommer for sent." lyder en hård stemme. Jeg kigger rundt, fanger hans blik og siger så: "Undskyld." Han kigger på mig, med et blik der kunne dræbe djævlen selv. Men jeg ved han gør det, fordi han skal virke større, bare fordi han er chefen.
Hvordan kan jeg fortryde, at jeg vandt? Fordi jeg ikke, vidste hvad præmien var? Jeg ved det ikke, men sindssyg det er jeg nok ved at blive. Døren bag mig åbnes, og jeg ved hun kommer op på siden af mig. Overrasket bliver jeg, da det ikke er hende, men en anden. Hun smiler til mig og jeg giver et lille smil tilbage. Chefen med blikket, der kunne dræbe djævlen selv, snakker igen, men denne gang til os begge: "I har vundet et ophold, til Italien. I vil blive fløjet derover i privatfly, god rejse." Det der, god rejse, ved jeg ikke hvor kom fra, for han mente det ikke. Og små irriteret bliver jeg også, hun får ingen skæld ud, fordi hun kommer for sent.
Vi skal igen, igennem en lang gang. Denne her er længere og er næsten helt mørk. Kun et lille lys midt på leger med os, lokker os. Vi går forbi det lille lys, ind i mørket. En dør bliver åbnet og vi træder ind i et nyt rum. Lyset herinde var næsten blændende, og jeg troede et kort øjeblik, at jeg var kommet i himlen. Ikke fordi jeg tror på den slags, altså kristendommen. Flyet er enormt, dens vingefang var fra min synsvinkel nok omkring 80 meter. Vi var lamslået, og jeg var vel også lidt usikker på om det kunne flyve. Vi forsatte fremad, vi havde ingenting med andet end os selv. Trapperne op til flyet, giver en pusten, må ærligt indrømme at jeg var ved at dø. 120 trin tager en del længere tid, end jeg havde regnet med. Da jeg træder ind i flyet efter hende, lægger jeg straks mærke til at der kun er 2 knald røde sæder, resten af rummet er helt hvidt. Mystisk, men vi sætter os alligevel. Vi får noget af drikke, blå sodavand siger de. Det smager bittert, som citron. Sodavand er det ikke, konkludere jeg.
Jeg vågner nogle timer senere, pigen er stadig i en døs. Jeg kigger lidt rund fatter hurtigt at vi ikke længere er på jorden. Hun vågner langsomt og møder mit blik, vi smiler til hinanden, der er sødt hendes smil, ligesom jordbær. Jeg rejser mig fra den støvede jord, og hjælper hende op. Jeg spørger:" Hvad hedder du?" Hun ryster på hovedet og finder en pind. "Jeg er stum." skriver hun. Jeg ser på hende, så smukt et menneske også kan hun ikke tale. Hun skriver et navn, Isabella, men kaldes Bella. Jeg smiler til hende og siger:" Smukt navn, til en smuk person. Mit navn er David og jeg kaldes David." Hun griner af mig og tager mig i hånden. Jeg kommer i tanke om at vi nok er meget ens, og at jeg tænker for meget, men ingen bebrejder mig. Jeg kommer i tanke om at, de to børn der vandt sidste år fejlede et eller andet, og man så dem ikke igen. Så kommer spørgsmålet langsomt poppende op inde i mit hoved. Er vi to, på en vinderrejse, eller vil de bare af med os?
En hytte træder frem, midt på den sandede planet. Vi stopper og betragter den kort, Bella prikker mig på skulderen og jeg ser noget der kommer i mod os. Af en eller anden grund, har jeg ikke lyst til og møde det. Så vi løber, men det indhenter os hurtigt. Jeg kigger kort bagud og opfanger en masse våben på tingen. Pludselig skyder den, pilen borer sig ind i min skulder. Jeg skriger af smerte, og bander kraftigt indvendig. Frygten vokser, så det til sidst sidder i halsen. Smagen fra min morgenmad, sidder og venter på at komme op. Jeg ved ikke om i har hørt det før, men knolden på mig eksploderede, tankerne kan jeg ikke holde styr på, og mit hoved gør ondt, men jeg forsætter. Vi nærmer os heldigvis huset. Jeg kan høre den gør klar til og skyde igen, denne gang ved jeg at den ikke sigter efter mig, men Isabella. I sidste sekund springer jeg bagved hende, pilen gennembore min arm, jeg skriger igen. Huset er nu kun 100 meter væk og vi sprinter, vi når hen til huset. Bella flår døren op og river mig indenfor. Dank, dank, da,da,dank, fem pile hamre ind i døren. Vi er i sikkerhed.
"For helvede, det gør nas!" Skriger jeg. Bella bliver bange og tøver lidt. Men får så et fast blik, fatter mod og siger så: "Hold kæft og lig stille." Så smiler hun og griner, i mens er jeg kun fokuseret på hende, hun ser sit snit og river pilen ud. Hun lægger forbinding på min arm og kigger om hun fik hele pilen ud af skulderen."Jeg tror jeg er ved at blive skør" Siger jeg. Hun mærker på min pande og siger: "Det er du minsandten også. Jeg har hørt, at det er de bedste mennesker." Siger hun smilende. Himlen er mørk lægger jeg mærke til, da hun putter mig under tæppet. Vi ligger tæt for at holde varmen, Bella siger pludselig: Jeg ved ikke hvor køkkenet er." Jeg svarer hende ikke, lader bare alle tankerne indhente mig, og falder så stille i en døs.
Jeg vågner få timer efter, rejser mig og lister langsomt hen til døren. Den knirker, men hun vågner ikke. Tingen med våbnene er væk, så jeg lister stille om bag huset. Jeg letter hurtigt på vandet og synes jeg kan ane lys. Jeg går fremad, men stopper brat, da det går lodret ned i en dal. Der ligger en by, den er ubeboet og der står en telefonboks, midt på gaden. Den lyser gaden op og jeg kan se en hund komme haltende. Men ellers ingen tegn på liv. Jeg går tilbage, mens jeg går kigger jeg op på stjernerne. De er enorme, lidt for store efter min smag. Hun vågner da jeg lukker døren, jeg går hen og putter mig ved hende. Jeg begynder og snakke, men spørger: "Sover du?" Da jeg intet svar får, regner jeg med det og lægger mig helt ind til hende. De henter os sikkert i morgen, hvis det da bliver morgen her? Så vi kan komme hjem, og sove i vores egen seng, tror jeg.