Dagen jeg aldrig vil glemme!

Jeg vågnede om morgen, solen strålede ind af vinduet og lige ind i mit ansigt, mit vækkeur ringede og ringede jeg orkede ikke at stå op, men den sol irriteret mig, så jeg valgte at stå op. Jeg slukkede alarmen og gik ind i stuen hvor mine forældre sad, jeg gik videre ud i køkkenet og tog noget morgenmad. Jeg gik ind og tog tøj på og pakkede min taske, det var tirsdag så jeg skulle første møde klokken ti. Min mor kom ind til mig inden hun tog af sted. "Vi ses skat."
   "Ja." Jeg kom i tanke om jeg havde noget der skulle printes ud. "Hov mor!"
   "Ja?" Spurgte hun med et smil på løben.
   "Kan jeg ikke komme op på dit arbejde ved en halv 9 tiden og printe en opgave ud?"
   "Jo."
   "Tak." Hun lukkede min dør og gik. Jeg tog nogle lårkorte shorts og en top på, satte håret på i en hestehale og gik hen til mit spejl og tog makeup på. Efter det satte jeg min IPOD til mine højtaler og satte musik på. Mens jeg hørte musik sad jeg på min lille mini notebook, Mac. Jeg sad og skrev med nogle fra min klasse. Klokken blev kvart over 8. Jeg pakkede min computer ned i min taske, tog min IPOD og mobil og så gik jeg ind til min far og sagde farvel. Jeg tog gik hen af gaden, det var et dejligt hver i dag. Jeg ankom til min mors arbejde halv 9, jeg tog elevatoren op til 89 tage. Jeg gik hen til min mors kontor, hun sad og arbejde. "Hej mor." Sagde jeg mens jeg fandt USB - stikket frem.
   "Hej min pige." Hun tog USB - stikket og satte den i sin computer. Hun printede den ud og jeg gik hen kopimaskinen. Og ventede på det kom ud, da det kom ud tog jeg det og gik hen til min mor igen. "Tak." Jeg lag papirerne ned i min mappe. "Når jeg vil smutte i skole, klokken er ved at være 9."
   "Okay. Du kan jo tag et stykke wienerbrød med på vejen."
   Jeg smilede og nikkede. Jeg tog min taske på ryggen og gik ud i deres køkken og tog et stykke wienerbrød. Jeg tog elevatorerne ned, da jeg kommer ned kigger jeg lidt ind af butiksvinduerne, jeg burde gå hen og i skole, men der var så meget fedt tøj i denne her butik. Pludselig hørte jeg et kæmpe 'bang', hele bygningen rystede. Jeg løb ud af bygningen og så alle kiggede op, de var alle chokket. Jeg turde næsten heller ikke kigge op, men jeg gjorde det til sidst. Jeg blev mundlam, hvad var der lige sket. Der stod en stor og tyk røg sky ud vinduerne, men kunne svagt skimme flammerne. Jeg kunne mærke tårnene snige sig ind på mine øjende og pludselig væltede tårnene ud. "Moar!" Skrig jeg. Jeg hørte pludselig en lyd af en flyver, den var tæt på. Jeg kiggede hvor lyden kom fra og så at flyet fløj ind i det andet The World Trade Center. Begge tårne var ramt nu. I det flyveren rammer tårnet dukker jeg mig og lidt efter kigger jeg op. Himlen var blevet til at grå aske sky. Jeg kiggede rundt på folk. Jeg begyndte at løbe væk, jeg havde på fornemmelsen at der snart ville ske noget meget slemt. Da jeg kom hjem smed dig min taske i gangen og gik ind i stuen til min far, han sad på min computer, han vidste intet. Han kiggede overrasket på mig. Han havde ikke regnet med jeg kom hjem, hun troede jeg tog direkte i skole. "Ronnie, hvorfor er du hjemme?"
   Jeg sagde intet, jeg gik hen og tog fjernbetjeningen, jeg tændte for tv'et. Det var allerede i nyhederne. Min far rejste sig og kiggede på tv'et. Jeg satte mig tungt i sofaen og kiggede på tv'et. "Mor er død." Hviskede jeg. Min far kiggede på mig uden at sige et eneste ord. Jeg var chokket og har målløs. Selv om min far ville blive gal, bare ved at jeg tænkte på det, så ville jeg ønske det var mig. Jeg elskede min mor, hun var som en veninde for mig og jeg kunne ikke forstille mig et liv uden hende. Men jeg måtte indse at det blev jeg nød til. Min mor var væk og hun vil aldrig komme tilbage. Nu måtte jeg forberede mig på et liv kun med min far.
   Jeg tog min taske og løb ud af døren, jeg måtte væk fra dette her, jeg løb gennem røgen, forbi alle det chokket og grædende mennesker. Jeg kunne ikke andet end at løbe, da jeg kom til broen kunne jeg ikke komme længere. Der var en masse der var på vej over på den anden siden, derover jeg ville over. Men jeg kunne ikke. Jeg kiggede rundt og så min far bag mig. Jeg løb hen og krammede ham. Han sagde at vi skulle over på den anden siden, vi skulle over til bedste. Hun var sikkert helt ude af den. Han sagde at vi skulle måtte mase jeg igennem flokken. Jeg nikkede og vi begyndte at mase os igennem flokken. Jeg kom let igennem, men det gjorde min far ikke, jeg stoppede op og kiggede rundt, jeg kunne ikke se ham. Jeg måtte tilbage og se om han var okay. Jeg kom fik kæmpet mig tilbage. Min far stod og kiggede efter mig. "Far." Sagde jeg. Han kiggede på mig. "Ronnie, skynd dig igennem, skynd jeg hjem til bedste, jeg kommer senere."
   Jeg nikkede og jeg fik mast mig igennem folk endnu en gang og da jeg efter en time, kom ud på den anden side løb jeg hen alt hvad jeg kunne hen til min bedste mor. Da jeg kom frem bankede jeg på døren og hun åbnede hurtigt op. Jeg kastede mig i hendes arme og vi stod længe og krammede. Hun var glad for jeg var okay. "Hvad med mor og far?" Spurgte hun nervøs, men ivrig for at vide mere.
   "Far er på vej." Jeg kunne ikke nævne mor.
   "Hvad med mor?"
   "Hun var i bygningen, hun er død." Jeg brød sammen og hun fik tåre i øjnene.
   Vi sad længe, alt var stille herinde, men udenfor var folk gået i panik, også selv om det ikke var herover, men de havde sikkert familie derover. Stilheden blev brudt da min far kom ind, han var støvet. Jeg kiggede på ham og ligeså gjorde bedste. "Tænd tv'et." Sagde han som det eneste. Jeg kiggede på bedste som tog fjernbetjeningen og tændte for tv'et. Jeg blev mundlam, da jeg så det ene tårn var faldt sammen, nu gav det mening, at min far var så støvet. Jeg kunne ikke tro det jeg lige havde set. Hvem kunne finde på sådan noget? Hvad havde vi gjort dem? Jeg kunne svagt hører fra stemmer i tv'et at der The World Trade Center ikke var det eneste der var ramt. Pentagon var også ramt. Hvordan kan man få sig selv til det? Jeg blev sur og havde lyst til at slå på noget, men jeg måtte beherske mig. Selv om jeg vidste jeg intet svar ville få, ringede jeg til min mors mobil. Hun tog den ikke, men det vidste jeg godt. Hun var død.