Jeg må være en af djævlens døtre. De kigger på mig med hånende blikke og lige meget, hvad jeg gør, er det aldrig godt nok i deres verden. Jeg udelukker deres råb, deres hvin. Jeg har tit prøvet at gøre dem tilfredse, men min mosaik krakelerer gang på gang, mens jeg ser deres ansigter - vigtige, uden fejl og mangler. Deres stikkende øjne kigger på mig, de ryster bebrejdende på hovedet. Fejltagelsernes regn vælter ned over min mosaik og eroderer de farvestrålende sten. De lander som en støvbunke af ingenting, der hvirvler med rundt i den vilde vind. Alt, der er tilbage efter stormen, er sørgelige rester af, hvad der engang var. Cementen mangler klæbestof og indhold. Jeg er et tomt hylster, der dagligt skifter til en ny emballage. Intet hænger sammen. Alt, jeg ser i min verden, er et dybt hul af fortvivlelse. I dette hul sidder jeg, alene og forladt, med tomme tanker og ingen lyst. Regnen vælter ned over mig igen.

I horisonten er der ild i trætoppene, og i solens flammefarvede bælter af skyer, flyver der stimer af sorte trækfugle. De flyver og de flyver mod et bedre sted end her. Under det dugvåde grønne græs, som er lige over mig, findes der tusinder af mysterier, og jeg misunder dem. De gemmer sig fra dagslyset. Dråberne flyder sammen og skaber en ny verden, men græsset er stoppet med at gro, for jeg har krydset det.
   Det føles som at være fængslet. Det er et mareridt, der ikke vil holde op. De binder mig op - jeg er lænket fast til den hårde betonvæg. Mine tanker er lukket inde - knuste, manipulerede, ændrede. Jeg har svært ved at forstå. Jeg rejser mig op, føler hvordan mine ben modarbejder mig.
   Græsstråene kilder mig under fødderne og sender signaler gennem min krop. Jeg kan føle alt, jeg suger alle indtryk til mig, da jeg forlod mine tanker, begravede bag mig. Foran mig er vandet stille, men under overfladen, pulserer en hjertebanken.
   Og jeg vil drukne dér, i tankernes flod, hvor alt mistes og findes igen. Her, hvor alt elsker, hader og græder. Jeg kan intet styre, jeg behøver dem til at vise mig vejen, så jeg kan føle passionen igen.
   Se den vokse, så det sitrer i huden, for alt jeg kan er at miste kontrollen.

Når det begynder at regne igen, så ønsker jeg det bliver ved, og at det lader mig drukne. Jeg ser, hvordan regnen og floden forener sig og bliver til én i samarbejde med krystallerne, der i tusindvis af blink danner salte bølger ned af mine kinder. I floden af personificerede følelser har mine tanker ødelagt alt levende, og tomhedens bølge skyller nu ind over mig. Jeg lader den slå mig ud, lader den opsluge min krop og min sjæl. De bløde bobler kærtegner min hud og klæber sig til mig. Her i vandet er der intet, der modkæmper mine tårer, for der er dannet sammenhæng. Og det føles så godt. Jeg vil huske, hvordan det er at flyve igen. Lås op for himlen i mit sind, og lad tankestrømningerne bølge frem og tilbage.
   Angsten forlod mig, for jeg er tilfreds, tilfreds med hvor jeg er. Her i mørket på bunden, hvor ingen kan røre mig eller gøre mig ondt. Jeg lader mig synke længere ned på bunden, i det mørkegrønne dyb, hvor solens svage stråler umuligt kan nå. Jeg er ved det yderste sted, der hvor jeg kan leve, fri for alle grænser. Når det begynder at tære mig op indefra, så giver jeg slip. Når det begynder at briste, så nyder jeg hvert et sekund og trækker dem så langt jeg kan, ind til tiden har mistet sin mission, og bølgerne af krystaller fosser ind og knuser min identitet. Men jeg føler smerten. Den lukker af for den nyopståede himmel i mine tanker. Det hele fortætter og tordner kraftigt med faldne glasskår. I takt med at mit mørke hul indeni fortætter, forsvinder alle sporene fra min mosaik og alt, der står tilbage er en grå betonvæg. Jeg kan flyve videre, hvor jeg hører til, neden under dette hul, hvor alt er sort og smukt i blandt djævlens døtre. Bagved flammehavet i trætoppene kan de tage mig med ud i horisonten, hvor deres sorte silhuetter opsluges i skæret og udbryder i en strålende flamme, før de forsvinder.