På denne kølige sommeraften, hvor tusmørkets skygger truer med at opsluge de sidste solstrejf, står du på terrassen med blikket fæstnet til solen, der hænger som et brændende inferno over horisonten. Du fremmede, du står der med hele din krop mod det kolde gelænder, som for at beskytte dig selv fra at falde mod det kolde trægulv under dine fødder. Fremmedgjort for den sjæl, du har givet din fulde opmærksomhed til, givet din hengivenhed til. En fremmed fugl fanget i sit eget bur.

Du lader blikket glide hen over strandbredden, og du ser fodsporene. Du ved det er hendes, og du betragter hende bevæge sig i sandet. Så ubesværet og fri, dansende på bare tæer, som en fugl uden for sit bur. Sætter spor i det våde sand, der nænsomt strejfer hendes bare hud. Beroliger det kaos, der hersker i hendes sjæl. Og du tænker, at hun er en drømmer, hvis sjæl er så meget finere end kroppen. Et snefnug i en storm, men du ved aldrig rigtig om hun svæver eller falder. Du trækker let på mundvigen, så en rund fordybning dannes i din kind, og du tænker, at det måske skyldes det, at hun er så umiddelbar og åben i sin glæde, og så ureflekteret tror på det bedste i alle mennesker. Det, at hun finder glæde blandt andre, alene fordi det for hende føles som at have rigtige venner, selvom hun udefra anses for at være en outsider. Eller måske det, at hendes stemme og blik så ofte er drømmende og fjern, og lader sine tanker drive væk fra virkeligheden, lader sig forføre ind i en anden verden, en drømmeverden så fjern fra virkeligheden.

Og du mindes følelsen af hendes varme krop i dine arme, som hun stod der med hovedet hvilende mod din brystkasse, den aften du ledte hende væk fra virkeligheden. Lod hende drive væk. Hun havde virket så spinkel og sårbar, som hun stod der på bare tær i sandet, kun dækket af din varme krop. Hun havde skænket dig det, hendes inderste, havde givet sig hen og åbnet sig for dig. Uforbeholdent. Fuldkomment. Hun havde stået der blottet og nøgen mod din krop, og du havde kysset hendes læber. Havde indtaget alle hendes sanser. Havde taget en del af hende. Hun havde virket så fin og mild, så følsom og skrøbelig, som hun stod der i dine arme, og havde ladet tankerne drive væk fra virkeligheden, og ladet sig drage ind i en anden verden. Din verden.

Det havde været som et makrokosmos. Hun havde cirkuleret om et fælles tyngdepunkt i dit univers, fastholdt i kredsløb om dig, fysisk bundet af jeres indbyrdes tyngdekraft, som en fysisk bunden dobbeltstjerne. Som Jorden og planeterne om Solen. Hun havde fortalt sig selv, at du var den rette, at I hørte sammen, men du ændrede dig. Du, et sort hul i universets centrum, der opkrævede alt. Opslugte hende. I havde været alt andet end forbundne, havde været som optiske dobbeltstjerner. Havde virket så tæt på hinanden, men i realiteten så fjerne som separate stjerner, enkeltstjerner, med vidt forskellige kredsløb.


Og nu står du der med din krop hvilende mod det kolde gelænder, der holder dig oprejst, og du kigger ind i øjnene på den eneste kvinde, du nogensinde har elsket, den eneste kvinde du vil gøre alt for, gå på vandet for. Men blikket i hendes øjne fortæller dig, at du ikke længere kan svømme, at hun ikke længere tror på mirakler, og slet ikke dét mirakel. Du kan se, hun ikke ønsker mere. Vil ikke mere. Og du føler det som om, du ikke længere er til stede. Som om kroppen befinder sig ét sted, mens bevidstheden flyder rundt på et andet plan, flyder rundt nede i havet, og kæmper for at komme tilbage.

Du mærker, hvordan uroen stiger inden i dig, hvordan maven slår knuder, og får det hele til at hvirvle rundt indeni, som indeholder du hele det buldrende hav, der tæsker løs på dine indre organer. Du føler det pludselig som om, situationen ikke længere er så distanceret fra dig selv. Som om du ikke længere står overfor en så velkendt og ligegyldig dagligdagssituation, men står overfor noget langt mere personligt. Og i et splitsekund ser du, hvordan dette menneske rives ud af balance. I et langstrakt splitsekund, nærmest i slowmotion, ser du, nærmest betragter, hvordan denne sjæl rives op med rod. Hvordan hendes kropsdele vrides i umenneskelige retninger. Hvordan sjælen bliver slynget til uigenkendelighed. Men hun, denne kvinde, er alt andet end ukendt for dig, og du kan ikke undgå at indprente dig udtrykket i hendes øjne, så fjernt og udtryksløst, som hun stirrer ind i dine.

Du lader dit blik glide over overfladen, og du fæstner blikket ved den hvide plet, fjernt i horisonten, hvor mørket flyder sammen med lyset, og som får himlen til at lyse op som et flammehav. Men du ser det ikke. Du føler det ikke. Du ser kun, ænser kun, hvordan mørket og lyset flyder ud i det, der for dig virker som et brændende helvede af ingenting. Det yderste mørke. Og du ser, hvordan havet fjerner hendes fodspor, ét efter ét, og du tænker, at livet ikke kun er repræsentativt for flokke af mennesker, men af kræfter stærkere end mennesket.

Du lader tankerne flyde. Tænker tilbage på årene og de mange minder, du har haft med hende, og du føler en klump vokse i din hals. Mærker, hvordan dine øjne fyldes med tårer. Ser, hvordan dit syn bliver mere sløret end det plejer, for hvad skal der nu ske med jer? Hvad skal der nu ske med hende? Du plejer at glæde dig til næste morgen. Du plejer at nyde tidens gang fremad, men nu er det som om, du hellere vil sige, at tiden skal stoppe. Råbe stop tid, stop! For hver gang dagen bliver en smule kortere, ved du, at I kommer tættere på enden, og du ønsker mere end andet, at tiden vil gå i stå. Men du ved, at der ikke er nogen vej tilbage.

Og nu står du der, kold og tungsindig, med dette så kendte menneskes, denne persons spinkle sjæl foran dig, og du er alene. I er alene. Efterladt med jeres skæbne. Og du genkalder dig genstandene for denne skæbnesvangre situation I er havnet i. Den verden, som du trak hende ind i. Varslerne som du ikke så, som du lukkede øjnene for. Hun havde følt sig så alene, så ensom i dit selskab. Havde følt at tiden gik langsommere og afstandene så meget større, som var du der kun næsten. Og du havde langsomt afkølet hende til en død stjerne på himlen, en sort dværg, der ikke længere udsendte energi eller lys. Hun havde trukket sig sammen til et objekt ukendt, blandt stjerner.

Du kigger væk, klemmer øjnene sammen, og hun kigger på dig, lader sit blik hvile på dig. Hun smiler svagt til dig, men du ser det ikke, og hun lader en tåre trille ned over sin kind. Hun ønsker mere end alt, at du vil tørre den væk, men du gør det ikke. Du ser hende ikke. Ser ikke det håb, som bryder overfladen, og hun rækker hånden ud efter dig, men hun mærker dig ikke. Hun ved, at I ikke har en chance sammen. Ved at I har et lysglimts chance for at undslippe et sort huls kløer, når det først er indfanget. Hun ved det er slut, og hun lader blikket glide væk, og kigger på den hvide plet i horisonten, hvor mørket og lyset flyder ud i det, der for hende virker som et brændende inferno af ingenting. Det yderste mørke. Og hun lukker sine øjne. Adskiller sig fra den følelsesmæssige tilknytning som I delte. Giver slip.