Og så var den stakkels dreng, som var forelsket i den kønne Irene. Endnu én, tænker du nok og sukker i dit hoved. Men han kunne ikke gøre for det; Irene var det mest guddommelige, han længe havde set, og han ønskede ingen anden pige end hende. End ikke de piger, han så i fjernsynet kunne hamle op med skønheden i Irene.
   Hver dag, når de sad i skolen, ville han kigge på hende, helst så diskret som muligt. Og dog... Når han en sjælden, men heldig gang imellem fik skabt øjenkontakt med hendes dybbrune efterårsøjne, rødmede han og smilede lykkeligt ved sig selv. Hvor var hun smuk. En sand gudinde. Hun kunne ikke være andet!
   De havde aldrig rigtig snakket sammen. Det var lidt, som om hun ikke var klar over hans eksistens. Hver eneste gang, der var gruppearbejde i klassen, håbede og bad han så inderligt til, at de ville komme i samme gruppe - så han i det mindste havde en undskyldning for at snakke til hende. For hvad skulle han ellers sige? Hvordan skulle han starte en samtale, bare sådan ud af det blå? Men på trods af, hvor længe de havde gået i den samme klasse, var de endnu ikke kommet i samme gruppe.
   Nå ja, og hvad ville det alligevel også nytte? Han ville da sikkert bare blive så nervøs, at han ikke anede, hvad han skulle sige alligevel, og så kunne han ellers bare sidde der som det tavse og inaktive gruppemedlem, de andre i gruppen blev irriterede over. Og så kunne det være hendes første indtryk. Nej tak. Han plejede da ellers nok kunne være med i timerne, og han fik altid kun ros af lærerne. Mon hun vidste det. Mon hun lagde mærke til, at han faktisk var rimelig klog. Eller var hun bare ligeglad, optaget i sin egen verden med sine egne venner og sit eget liv. Måske ville der slet ikke være plads til ham.
   Hun virkede ret populær blandt klassens piger. Alle ville snakke med Irene. Alle pigerne syntes, hun var noget så sjov, og ih hvor var hun også køn. Hvor sad hendes hår godt i dag, og minsandten om hun ikke havde et sæt nyt tøj på - det sæt, som alle de andre også havde ønsket sig. Og hvis ikke, ønskede de sig det i hvert fald nu.
   Eftertragtet.
   Det ord kunne nemt beskrive Irene. Også drengene fra klassen så langt efter hende. Ligesom han gjorde. Han ville blive dødelig jaloux, når hun snakkede med en af de andre drenge. De fortjente hende overhovedet ikke. Hun var da alt for god til dem; de ville bare spille fodbold hele tiden - inde i klassen, som man jo ikke måtte. Det var da ikke noget for Irene.
   Hvad havde han at tilbyde? Han var egentlig ikke specielt køn, ganske gennemsnitlig - og gennemsnitlig var da ikke noget for hende. Så køn en pige. Han kunne ikke finde ud af sport. Overhovedet ikke. Han skød altid forbi målet, og han kunne ikke gribe, hvis nogen kastede til ham. I rundbold løb han aldrig helt hurtigt nok. Hvorfor skulle hun dog ville have nogen, der ikke engang kunne gribe en bold?
   Tjah. Måske var det også lige meget. Han var god til... ja, hvad var han god til. At læse! Dét var han god til. Folk elskede, når han læste højt. Han levede sig ind i historien og lavede stemmer dertil. Og så kunne han finde ud af matematik. Selv de svære stykker. Dét kunne han hjælpe hende med, hvis hun nogensinde skulle få problemer. At skrive kunne han også. Han holdt meget af at digte. Og så havde han en hund. Måske kunne hun lide dyr. Den var rigtig sød, den hund, meget venlig og af kærligt sind. Lidt som ham selv.
   Hvis bare Irene kunne se det.
   Han delte altid med sine mindre søskende, og han hjalp også sin mor i køkkenet, hvis han fornemmede, at hun havde haft en hård dag på arbejdet. Hun behøvede ikke engang at spørge. Hun plejede at sige, at han var så god en dreng, og at han ville gøre en pige meget lykkelig en dag. Somme tider hjalp han også sin far med at slå græs, selvom maskinen godt nok var tung!
   Hvis hun bare havde tid til at lære ham at kende uden for skolen. Så kunne hun se, at han ikke bare var sådan en kedelig nørd, der kun gik op i skolen. Som ikke havde noget at give sig til i fritiden udover at læse lektier. Som rent faktisk var et menneske - ikke kun med intelligens, men med følelser.
   Måske var det bare det, der skulle til. Hun skulle bare lige lære ham at kende.
   Uh! Det var også så meget sagt. Hvordan skulle hun dog det?
   Et brev.
   Kunne han skrive et brev til hende?
   Ej. Det gjorde man vist kun i film. Og tænk lige hvis en fra klassen fik fingre i det og læste det. Eller hvis læreren så det og læste det højt foran alle. Hvor ville det dog blive frygteligt pinligt. Det ville han slet ikke kunne bære.
   Åh han blev vist nødt til at sige noget til hende. At åbne munden og tale til Irene, den kønne Irene, som alle beundrede. Og han var bare lille ham.
   Men en dag var han lidt langsommere til at pakke sine ting sammen, da de havde fri. Irene stod ved katederet og var i færd med at afslutte en privat samtale med lærerinden. Noget med en stil, der var god. Pludselig var de kun de to i lokalet. Det var nu eller aldrig.
   "Hej Irene," udbrød han. Dumt. Nøj hvor dumt sagt! Sagt lidt for højt og lidt for hurtigt. Og nervøsiteten skinnede igennem. Men hvor var han stolt; tænk han havde sagt noget til Irene.
   "Hej," mumlede hun tilbage med et sødt forundret smil.
   Der var stille lidt.
   Hun pakkede sine ting sammen, mens han svingede skoletasken op på ryggen. Hvad skulle han nu sige?
   "Skal du hjem nu?" spurgte han så.
   "Ja."
   Han stod og iagttog hende lidt. Lydene af raslende papirer og bøger fyldte det ellers normalt larmende klasselokale.
   "Vil du følge mig hjem?" Hun kiggede afventende op på ham. Sikke øjne. De gav et sug i maven, og blodet i hans krop flød hurtigere. Det pumpede rundt gennem hver en åre i ham. Bare han ikke rødmede nu. Hun havde spurgt, om han ville følge hende hjem! Så mange tanker vendte og drejede sig i hovedet.
   Hvordan skulle han svare, hvad skulle de snakke om på turen, hvor og hvordan mon hun boede.
   "... Jo. Jo, det vil jeg gerne," fik han endelig sagt, og hun smilede.
   Hun tog sin taske, den de andre piger også ville have og misundede, på ryggen og kiggede på ham.
   "Jeg bor altså ikke i samme retning, som du gør, men det er ikke så langt væk."
   "Det er okay."
   Det var helt okay. Bare det at få lov til at følges med Irene. Hvor ville han dog løfte sit hoved stolt på hele turen; at måtte gå med så smuk en pige.
   De forlod skolen, begyndte at gå langs den store vej. Han spurgte, om hun havde nogle kæledyr, og hun fortalte om sin kanin. Hun havde haft en del kaniner, og hun fortalte, og han lyttede.
   Pænt gik de ved siden af hinanden. Vejret var en smule underligt; solen skinnede ikke som sådan, men der var ikke overskyet. Det var en lidt underlig fornemmelse at høre hende tale og samtidig være klar over, at det var til ham, hun snakkede.
   Kun ham.
   Hun smilede. Smukt smil. Hendes tænder var en lille smule skæve, lagde han mærke til. Hun kløede sig på sin ene hånd. Så begyndte hun at fortælle lidt om sin familie. Hun havde søskende - det havde han ikke forestillet sig: en storebror og en lillesøster.
   Søsteren var ret så irriterende, fortalte hun. Hun rodede altid på hendes værelse og ville ikke høre efter og larmede. Og når der var venner på besøg, ville hun altid lege med. Det gad Irene ikke.
   Dernæst talte hun lidt om sine forældre. Hun sagde, hun ikke enedes så godt med sin mor, fordi hun altid virkede så sur. Hun skulle altid lige noget. Noget andet end Irene. Til gengæld lød hendes far til at være flink. For ham måtte hun næsten alt. En skøn far, som Irene sagde.
   Nu kom de til Irenes hus. Han kunne mærke det, fordi hun satte farten ned.
   "Her bor jeg så," sagde hun og standsede op. Han gjorde det samme. Han stod lige over for Irene. Tænk han havde snakket med hende. Det havde han aldrig troet. Det havde han ventet så længe på. Fornemmelsen var interessant. "Du kan altså ikke komme med ind, for min mor har ondt i hovedet, så hun er hjemme fra arbejde i dag."
   "Det er i orden," svarede han.
   Han studerede huset lidt. Gul patriciervilla med nydelig lille forhave. Den var dog ikke plejet så godt... Og græsset trængte til en kærlig hånd.
   "Så vil jeg til at smutte hjem," tilføjede han og trak på skuldrene.
   Hun kiggede på ham, og han smilede. Han følte sig slet ikke nervøs længere. Irene derimod, hendes øjne havde et mærkeligt skær. Sådan et han aldrig før havde set.
   "Skal du ikke kysse mig?" spurgte hun så. Smilet var blevet til en undrende grimasse, håret fløj i den stille vind, og det underlige skær var over det hele. Han tog sine hænder i hver sin lomme.
   "Måske en anden dag."
   Og så vendte han om og gik hjemad.