Din stemme skærer igennem husets etager som en kniv gennem smør og bryder al ro, der førhen var. Skærer gennem alle vægge og gulve og er som en pisk mod kroppen.
   Du råber igen.
   Jeg troede faktisk for en gangs skyld, at du endelig havde ændret dig. Alle de ting, du gjorde, som slet ikke virkede som dig, forvirrede mig og fik mig til at håbe på det bedste, og jeg blev bare narret igen. Nu sidder vi bare her og venter på at komme væk.
   For en stund virkede du faktisk lykkelig. Især når han var der...
   Du smilede mere, end du plejede, og dine rynker forvandledes til linier fra smil i stedet for de arrige og bekymrede folder, du plejede at have. Når du talte med ham i telefonen, ville du le i stedet for at ville lægge på. Når I skulle sige farvel, kunne man høre jer hviske som teenagere ude foran hoveddøren.
   Jeg husker, hvordan jeg kom hjem en mandag aften. Du stod og lavede mad i køkkenet, og jeg stod ved siden af dig og undrede mig over jer - du fortalte aldrig noget, det var altid hemmeligheder - og pludselig brød du nyheden; du var allerede blevet gift. Med ham. I weekenden. Uden jeg havde vidst noget som helst.
   "Jeg er for resten blevet gift," havde du sagt og vist mig ringen på din finger. Og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Du havde aldrig været gift før... Der havde godt nok været en masse mænd gennem tiden, jeg skulle forholde mig til og lære at kende de par måneder eller år, du kunne holde dem ud - eller omvendt - før de forsvandt ud af vores liv igen, men du havde aldrig været gift før.
   Det næste, jeg ved, var, at der blev kigget på huse. Hver eneste side i avisen blev vendt for at finde det perfekte hus til os alle tre. Så vi kunne blive en familie.
   Det hele skulle bare ske så hurtigt, at I knapt selv kunne følge med, og I havde ikke engang nok tålmodighed på at vente på det perfekte hus, I sukkede efter, så vi endte med at flytte ind i det næstbedste. I kunne slet ikke vente med at skulle bo under samme tag og dele en hverdag.
   En hverdag, I aldrig havde haft sammen før, og jeg mistænker det for at være problemet. Hvad, I havde, var weekender og ferier - som en bryllupsrejse. Men hvad sker der, når det hele bliver hverdag, og det ikke mere er en dans på roser? Når man pludselig mærker tornene presse sig imod, og det så småt begynder at bløde.
   Der var ikke noget, I kunne have gjort... Han arbejdede jo i udlandet og skulle have et sted at bo, når han var færdig til sommer. Og det skulle være med dig. Ingen af jer kunne vente.
   Så nu sidder vi her - alle tre i hver sine rum og mindes sidste sommer, hvor det hele var set gennem pastelfarver, og alt virkede nemt og overkommeligt. Hvor hvert aftenmåltid blev afsluttet med æblekompot fra æbletræerne i haven og en smule vaniljecreme, vi altid sørgede for at have i køleskabet.
   Det hang mig langt ud af halsen til sidst, men hvis det kunne få dig til at være lykkelig som sidste sommer, skulle jeg nok tage en portion igen i år.
   Desværre frygter jeg, at skaden er sket nu, og at der ikke er mere at gøre.
   Nu sidder vi hver aften og spiser mad i stilhed - helst så hurtigt som muligt, så stilheden ikke bliver alt for akavet. Alle samtalerne, vi ikke kan begynde, og alle spørgsmålene, der ikke længere bliver spurgt. Interessen for den anden, som ikke findes længere.
   Der er ikke længere vaniljecreme i køleskabet, for det er ligegyldigt nu. Der er ingen, der vil have mere. Der er kun én ret, og den er der ingen sødme ved.
   Nu kan du ikke vente med at komme videre og væk. Få ryddet af bordet og starte forfra igen, som du er vant til, men det har aldrig været i så voldsom en grad. Aldrig så alvorligt...
   Jeg troede faktisk et eller andet lille sted i mig selv, at det kunne have holdt, hvis du bare havde lært af dine forrige fejl. Du bliver ved med at skyde skylden på ham, men hvis bare du kunne se dig selv gennem andres øjne end dine egne. For én gangs skyld.
   Men jeg tror, du har løjet dig blind gennem så mange år, at det er for sent at ændre på nu. Det ville kræve for meget af dig at skulle indrømme dine egne fejl. Du gentog jo blot, hvad du havde gjort så mange gange før. Dine humørsvingninger øgede distancen mellem jer, og snart var der ikke andet end stilheden og de tvungne høflighedsspørgsmål, så det stadig virkede, som om I havde noget at snakke om. Så det ikke skulle ligne den fiasko, det hele egentlig var.
   Men hvem kunne også have vidst, at hvad, der virkede så stærkt, i virkeligheden var så svagt.
   Vi sidder bare tilbage med minder fra sidste sommer, hvor solen skinnede ned på vores hus og varmede. Hvor I altid bad mig spille et spil kort med jer i stedet for at se nyhederne i tavshed fra hver sin sofa. Hvor I ville grine sammen i stedet for at fodre hinanden med spydige kommentarer og nedværdigelser. Hvor vi ville sidde ude og spise i solskin på terrassen og få endnu en portion obligatorisk æblekompot.