For helvede da også. Nu kunne hun høre dem igen. Det åndssvage lesbiske par, hvad skulle de dog også her? De kunne bare tage et andet sted hen, ja de kunne så. Væk fra hende helst. Hun vidste ikke, hvad hun havde gjort, siden hun skulle straffes med de makabre lyde og ligeledes væmmelige billeder, som blev kradset med nåle ind i hendes nethinde.
   Hun skruede lidt højere op for Go' aften Danmark. Han var med i aftenens udsendelse, ham hun så godt kunne lide. Senere på aftenen skulle han synge. Hvor hun dog glædede sig. Hvis bare der dog ville være lidt mere stille...
   Der lød et højlydt bump.
   Der var fandeme aldrig andet end larm i det her hus. Hun syntes, hun kunne høre dem over alt. Boede hun her ikke også?
   Åbenbart ikke. Hun havde åbenbart slet ikke ret til at være i sit eget hjem. Folk havde sgu heller ingen pli mere. Ungdommens forbandelse. Hun undrede sig kort over, hvorfor deres forældre ikke havde opdraget dem bedre. Hvis det havde været hendes børn, havde de været stille lige nu. Bomstille rent faktisk. De ville have haft respekt.
   Nej, hun ville ikke tænke på det mere. Hun ville fokusere på programmet i fjernsynet. Ja. God idé. Han var single, sagde han efterfulgt af et genert grin. Ih, han var vel nok sød. Kunne han ikke grine sådan igen? Jo, nu...
   Der lød et støn gennem væggene.
   Satans da også! Det var sgu godt nok utroligt med dem! Hun overvejede kort at gå hen og banke rigtig hårdt på væggen. Eller på døren. Det ville måske være endnu bedre.
   Hun kiggede hen mod væggen. Stor og hvid. Hendes maleri med stranden hang der. Det havde en afslappende effekt på hende, og hun forsøgte at drømme sig hen til en varm strand. Palmerne dansede i vinden, solen kyssede hendes hud, og vinden aede hendes gråsprængte hår. Mennesker smilede til hende, når de gik forbi hendes strandstol, hvor hun sad med sin cocktail, og hun smilede igen.
   Nu kunne hun høre dem igen. Lydene rev hende arrigt ud af dagdrømmen. Det var lige godt groft. De havde simpelthen ingen respekt for omverdenen. De skulle vide, hvad de gjorde, ja de skulle. De fordærvede hendes verden, kastede skrald ind i hendes liv. Hvis bare deres lyde ville forblive i deres rådne lejlighed, så kunne hun bedre leve med det - selvom det også irriterede hende grænseløst at se dem hver morgen hånd i hånd, når de gik ud af døren. Lige til at brække sig over. Hvorfor skulle hun dog også forbandes med at skulle ud af døren på samme tidspunkt som dem? Det værste var, når bussen var forsinket, og hun skulle stå der ved stoppestedet, og de stod ved siden af. Hun plejede at stille sig så langt fra dem som muligt. Hun brød sig ikke om at virke uhøflig. Trods alt var de jo naboer. Men hun kunne simpelthen bare ikke holde ud at høre, hvad de snakkede om, høre lyden af et smaskende kys. Hvor var det ulækkert!
   Men hun smilede da også til dem, når de lige fik øjenkontakt. De skulle jo nødig tro, at hun ikke var et godt menneske. Det var hun altså. Medlem af folkekirken og alt muligt. Samlede ind til Røde Kors to gange årligt. Donerede da også penge til Kræftens Bekæmpelse i ny og næ. Hvad havde hun gjort, der gjorde hende fortjent til sådan nogle naboer?
   Et bump.
   De kaldte også hinanden for "min skat". Føj. I hendes øjne var de slet ikke noget rigtigt par. De var bare en belastning for samfundet.
   Hun rystede på hovedet. Det skulle hun ikke tænke mere på. Ikke når han endelig var i Go' aften Danmark. Det havde hun ventet på. Han skulle godt nok ikke gå ret mange gange forbi hendes køkkenvindue, før hun ville byde på en kop Nescafé Guld og et stykke mazarintærte. Hvis det var weekend et glas Chianti i et af de smukke glas, hun netop havde købt i IKEA. Hun kiggede hen mod køkkenet, hvor de kunne ses på køkkenbordet. Smaddergodt køb! Man kunne slet ikke se, de havde været billige. Og så var de heller ikke så dyre at skifte ud, hvis hun blev træt af dem, eller når de fik glaspest.
   Flere bump.
   Åh hvor helvede, man kunne sgu da heller ikke tænke i sit eget hjem! Var de ikke snart færdige med det der?! Man skulle fandeme tro, at de var ved at tapetsere hele lejligheden med en sømpistol!
   Hun lagde sine arme over kors i en aggressiv bevægelse, lagde sit højre ben over sit venstre. Svingede hurtigt med benet, frem og tilbage, frem og tilbage... Mundvigene krøb endnu længere mod syd. Hun syntes næsten, hun kunne mærke flere grå hår skyde frem på hovedet. Hendes panderynke brændte. Hun følte sig ør i hele hovedet af raseri og frustration. Forbandede lebber, der ældede hende hurtigere, end hun egentlig skulle! Nu var hun altid så flink mod dem, og så fik hun alt det her lort i hovedet! Det fortjente hun ikke. Overhovedet ikke.
   Hvis der havde været godt vejr, havde hun sat sig ud på terrassen og nydt solen. Men det regnede. Vandet styrtede ned på hendes fine møbler. Hvad var n... Hun havde glemt at tage tæppet ind. Pokkers. Nu var det helt gennemblødt. Kunne den her dag overhovedet blive mere elendig?
   Bump, støn. Hun stirrede mod væggen med et stift blik. Bump. Hendes øjne blinkede ikke, men var anspændt låst fast. Bump. Hurtigere. Hun håbede inderligt, at de snart var færdige og ikke længere ville forgifte hendes aften. Bump. Hendes ansigt vrængede en anstrengt grimasse. Bump. Hun besluttede sig for atter at kigge hen mod fjernsynet. Støn. Bump. Det så ud til, at han skulle til at synge nu. Hvor rart! Bump. Så kunne der endelig ske noget godt!
   Han fandt sin guitar frem. Bump. Spillede en enkelt akkord, som en slags hurtig opvarmning. Bump. Smilede overlegent mod kameraet, idet han præsenterede sin sang fra sit nyeste album. Bump. Hun rødmede lidt, da han smilede. Det føltes næsten, som om han smilede til hende. Støn. Helt ud til hende. Gennem skærmen, forbi kameramænd og lydmænd og alle de tossede fans, som hujede nedenfor studiet. Bump. Hun smilede selv. Bump.
   Bump.
   Bump.
   Bump.
   Stilhed.
   Endelig!
   Hun åndede lettet op. Det føltes, som om nogen havde stået på hendes brystkasse før. Nu kunne hun endelig trække vejret igen. Hun havde næsten glemt, hvordan det føltes. Alle de lyde derindefra... det var, som om de havde stået på i flere timer, dage, uger! Åh. Hun skulle ikke bo her mere. Hun skulle ikke forpestes sådan! Det fortjente hun ikke, arme kvinde.
   Han kiggede på hende. "Jeg ved, hvordan det er, når hele verden er imod én, og tingene bare ikke går efter ens hoved. Men det er ikke verdens undergang," sagde han. Hun stirrede mod skærmen, i hans øjne. "Man skal huske på, at..." Hendes øjne forvandledes fra rolige til irriterede igen. "... der altid er solskin under skyen." Hendes mund stod nu åben på vid gab. "Når det regner, bliver det altid tørvejr igen." Hvad bildte han sig ind? Hvem troede han lige, han var? Troede han ikke, hun vidste noget selv? "Smil til verden. Og den smiler til dig." Han begyndte at spille en lystig melodi.
   Hun greb hurtigt fjernbetjeningen og slukkede. Sikken positiv nar.