Hun står på kanten af livet og ser ned i afgrunden. Hun ser livet foregå og forgå, mens hun selv er usynlig. Studerer livets sidste etape. Intet er, men dog hersker der en illusion om at hun har et liv. Hendes liv, som hun selv skal skabe og hvor hun står til regnskab for hendes egen eksistens og hendes eget forfald ind i mørket. Men hun ved bedre end det. Hun har forstået at intet er forudbestemt og dog alligevel bestemmer vi intet selv. Livet er allerede slut og reflekterer som et skyggeaftryk, som de udbrændte stjerner hun ser på himlen. Vores blotte menneskelige eksistens er blot et glimt fra en fjern fortid.
   Hun studerer, fordi det kræves af hende af samfundet. Man skal kunne træffe sine egne valg og kunne stå ved dem. Men hun har ingen holdning til livet som leves, mens hun står tilbage i tavshed. Hun har intet at skulle have sagt og intet at sige, for hun er usynlig. Tavs og indelukket. Hvem er hun og hvorfor hører hun ikke til i livet? Hvorfor har hun intet grundlag for sin eksistens? Hver dag mødes med den samme ligegyldighed. Ensomhed, hvis det da var muligt for hende at føle. Men det kan hun ikke længere og hun er i tvivl om hvorvidt hun nogensinde har haft følelser i mere end et øjeblik ad gangen. Mørket hersker i hendes sind og i hendes krop. Hun forstår ikke livet, men overvejer ikke døden. Selvom hun ikke føler hun eksisterer, så er der tanken om at hun ikke længere vil være til, hvis hun dør. Ophøre med at eksistere som et ydre og intet vil være tilbage, da hun ikke har et indre.
   Hun ser rundt på menneskene omkring hende og overvejer hvorvidt de nogensinde ser hende? Ser de hende og overvejer hvordan hendes stemme lyder? Den stemme de aldrig har hørt. De tror hun er stum, men for hende skal man eksistere for at kunne tale. Så længe hun er usynlig, eksisterer hun ikke. Indeni hende bor der en tomhed. Den vokser gradvist og hun kan mærke hvordan den overtager hele hendes krop. Ligegyldigheden. Hun er en tom skal uden en sjæl. Uden håb og drømme. At være i selskab med andre gør hende utilpas, fordi hun ikke forstår dem.
   Hun er blevet set et enkelt gang, har følt hun eksisterede. Han var fascineret af hendes tavshed. Kyssede hende. Gjorde ting ved hende ingen andre før havde gjort. Elskede hende, elskede med hende. Men hun elskede ikke ham. Han overraskede hende i badet. Kyssede hende i nakken, ned af ryggen. Nappede i hendes baller og hans fingre gled rundt overalt på hendes krop. Hun begyndte at føle en varme i sin tomhed, men kun ganske svagt. Hun kunne føle den dunkede puls i hans lem bag hendes ryg. Ønskede at føle mere, ønskede at fylde sin indre tomhed ud. Hun tog imod ham. Gjorde hvad han forventede, men fandt ikke det hun søgte. Ingen store følelser, ingen eksistens. Kun varme stød i hendes underliv, den rytmiske bevægelse. Han stønnede, nød hendes indre som hun selv var fremmed over for. Hun kunne se han var skuffet over hendes manglende reaktion på ham. På hans kærtegn. Han blev mere brutal, mere voldelig. Ville have hende til at føle. Men uanset hvordan han behandlede hendes krop sexuelt, udviste hun ingen følelser. Kunne ikke. Til sidst gav han op. Orkede ikke den evige kamp mod hendes psyke, behøvede selv mere. Behøvede gnisten, behøvede livstegn. Men hun havde stadig ingen eksistens.
   Han fik tomheden til at svinde ind, men kun for et kort øjeblik. Han viste hende hvordan verden kunne leves, men det var ikke hendes verden. Hun talte aldrig til ham og dog udtrykte hun det mere end tydeligt, at hun ikke var som alle andre. Hun behøvede ham ikke og behøvede ikke det han kunne give. Hun havde ingen behov han kunne opfylde. Kun en ætsende tomhed, han ikke kunne udfylde.
   Hende. Så møder hun hende. Kigger op fra bøgerne og ind i øjnene på en fremmed. En ny. En endnu ukendt, som hun vil kende. Hun bliver varm indeni og følelserne strømmer igennem hendes følelsesløse krop. Ubekendt med fornemmelsen forsøger hun at forsegle den med sin ligegyldighed. Men finder det umuligt. Hun kan end ikke se væk fra hendes øjne. Paralyseret. Hun tvinger sig til at se ned i gulvet. Lader som om hun lytter til forelæsningen. Men hendes tanker kredser om den fremmede. Ser hun hende? Eksisterer hun i hendes verden? Tiden går i stå, mens hun sidder fordybet i sine egne tanker. Endelig opstår der en pause og hun får mulighed for at slippe væk. Hun skynder sig ud på toilettet. Gemmer sig i en bås til hun har fået så meget styr på sine nye og ukendte følelser, at hun tør møde verden igen. Se verden i øjnene. Se hende i øjnene.
   Hun går ud af båsen og der står den fremmede og venter på hende. Ser på hende. Udfordrende. Opfordrende. Hun lammes af den ukendte følelse af uforløst begær. Brændende begær. Hun ved ikke hvordan hun skal reagere. Hvordan hun bør reagere. Den fremmede smiler og fortæller hende at hun hedder Kea. Hun er stadig lammet. Holder krampagtigt fast i dørkarmen ind til båsen. Kea går frem mod hende og presser hende blidt tilbage i båsen. Lukker og låser døren bag dem. Kea puffer hende op ad væggen, kysser hende på halsen, napper hende i øreflipperne. Hun kan mærke den varme ånde mod sine læber. Hun føler begæret og vil give efter. Kea hvisker hende i øret at hun vil åbne hendes verden. Vise hende den verden hun bør være i. Men ikke endnu, hun skal være parat først. Og så forsvinder Kea ud ad døren og lader hende være alene med sin hjertebanken og sine tanker. Underlige, umulige tanker, som hun ikke forstår.
   Hun observerer Kea på afstand. Kaster blikket mod hende når hun kan, men Kea ser ikke tilbage. Er hun igen blevet usynlig? Hendes skød brænder af begær, men hun kan ikke selv opfylde det. Kea har startet den gnist, der får ilden til at brænde. Kun Kea kan slukke den igen. Men hun ved ikke hvordan hun skal kontakte hende. Hvordan hun skal blive set. Hun går igen rundt i sin egen verden med tomheden som isnende kontrast til hendes brændende skød. Hun ænser ingenting i meget lang tid, men pludselig står Kea bag hende på biblioteksafdelingen. Hun ved det er Kea. Hun kan mærke hendes ånde i nakken. Kea sørger for de kommer ind i et hjørne. En afkrog skjult af flere reoler, hvor man kun vil kunne se dem hvis man står ved siden af dem. Kea står stadig bag ved hende og hendes hænder finder ned til kanten af hendes trusser. Hun er som altid tavs, men skælver og gisper indvendigt af fryd. Keas fingrer finder hvad de søger og hun leger med hende. Kilder, nulrer, aer og nusser. Får hende til at ryste over hele kroppen af vellyst og begær. Kea vender hende om og sætter sig på knæ foran hende. Tungen løber hen over den underste del af hendes mave og søger ned efter. Hun kommer første gang med det samme. Hun hvisker "Mere!" i Keas øre og Kea ser overrasket på hende.
   Hun har brudt sin tavshed. Hun har fundet livet. Hun har fundet sin eksistens.
   Bagefter ser hun ser sig i spejlet. Knuger sig til det første og eneste glimt af håb hun nogensinde har set. Gnisten i hendes øjne er fremmed for hende. Måske har hun fået en sjæl? Er dette hvem hun er? Den person hun bør være? Har hun endelig fundet grundlaget for sin eksistens? Hun smiler til spejlet og lister ud på gangen til Kea. De skal hjem til hende. Bare de to og nydelsen. Begæret. Menneskeligheden.