En sammenpresset klump af ødelagte drømme,
i forfald og porøst, kan aldrig mere foldes ud.
Fra massiv masse til smuldrende forgængelighed,
gemt og næsten glemt i håbløshed i mørket.
Kun en stille hvisken af en tid som engang var,
blot et strejf af hvad der var en eksistens.
Et aftryk, et indtryk, minder i konstant opløsning,
mens massen bliver til støv, som hvirvler op.
Indtil støvet trækkes ind i åndedrættet og forsvinder,
kun ekkoet er tilbage, i den lammende stilhed.
Eksistensen svinder langsomt, ulmer og evaporerer,
sjælen skriger lydløst i vinden og giver fortabt.
Indtil alting er ingenting.
Og ingenting betyder noget.