Dengang de havde mødtes havde hun været så lys og glad. Hun smilede altid og det første han lærte at elske ved hende var den måde hendes ene fortand skrånede lidt ind over den anden. Som Diego Rivera fandt han det smukke i fejlene. Det næste han lærte at elske ved hende var hendes lyse sind og smittende latter. De var sytten år gamle men kunne føre samtaler som var de meget ældre. Når han malede hendes portræt havde hun altid det største smil. Han malede hende ofte. Smiler ved det søde minde om den søndag morgen hvor hans forældre fredagen inden var taget til Kreta. De havde elsket for første gang og den morgen var hun så smuk at han følte han forulempede verden hvis han ikke malede hendes portræt. Da han havde skitseret hendes ansigt vågnede hun. Smilet ved synet af ham som han så ud mest. Med uglet hår og skitsebogen foran sig. Så smilede hun drillende, rejste sig med et ryk, efterlod lagenerne i sengen og vandrede nøgen hen mod ham. Portrættet var aldrig blevet færdigt, hang nu på deres soveværelsevæg ti år senere.

Han kunne mærke vemoden skylle ind over sig ved tanken om hvordan tingene var blevet. I et forsøg på at føle nærhed havde han lagt op til at de skulle elske. Men hun havde hovedpine. I sin desperation på at føle hende havde han sagt ja til at lade hende tilfredsstille sig på anderledes vis. Men som hun lå der, helt tom i blikket som var hun et helt andet sted fortrød han. Forsøgte at tvinge sig selv til klimaks. Han vendte sig straks efter om i sengen og mærkede tårerne stige op i hans øjnene. Hans mor havde altid kaldt ham en følsom mand, hun havde ret. Han græd af glæde da de, efter at have prøvet at blive gravide i et år, endeligt fandt ud af at hun var gravid. Han havde straks ringet til sin mor som også var ovenud lykkelig. Hun var også begejstret og havde allerede i anden måned købt det første sæt børnetøj. Men så havde lykken vendt. Hun var forsvundet ind bag en mur af had, fortvivlelse og forvirring. Havde måttet tage orlov fra sit arbejde. Han ville så gerne hjælpe hende men vidste ikke hvad han kunne gøre. Nu lå hun igen ved siden af ham i sengen og græd hjertenskærende. Han ville så gerne trøste hende, sige at alt nok skulle blive okay igen men hver gang hun kiggede på ham følte han at det var hans skyld, at han havde bragt hende i situationen. Det havde han også. Men det var lige så meget hendes valg.

Efter at have ligget lidt i sengen, grædende ved siden af hinanden rejste hun sig op og gik ud på badeværelset. For en måneds tid siden havde han opdaget at hun var begyndt at åbne vinduet og slukke for radiatoren inden de gik i seng. Hvorfor hun gjorde det vidste han ikke, han vidste bare at der blev isnende koldt på det hvide badeværelse. Han pillede lidt i malingen på de vandskurrede vægge. Forsøgte at høre hvad hun lavede derude men kunne ikke høre andet end en sagte hulken. Han var ikke særlig begejstret for den hvide farve men den grimme orange farve som de ældre ejere før havde syntes var så flot skulle dækkes, og så havde han tænkt at de så kunne fylde det hvide ud med farverige malerier og billeder. Det første han havde hængt op var portrættet fra den søndag morgen. Hun havde insisteret på de blå fliser på badeværelset.

Der var blevet stille ude på badeværelset. Han vendte sig om på siden og tænkte igen tilbage på dengang de havde været helt unge. Efter at have været kærester i et år havde hun inviteret ham med ud i sine forældres sommerhus, bare de to. Der havde de siddet side om side og malet solnedgangen, hver dag i en forskellige nuance. Den ene dag grøn, den anden rød og den tredje blå. De havde elsket i Vesterhavet og de havde skiftes til at lave morgenmad til den anden. En aften hvor hun hele dagen havde været reserveret åbnede hun op. Hun fortalte om sine inderste tanker og de ting hun havde oplevet som barn. Hvordan hendes mor havde drukket en overgang efter faren havde været hende utro, hvordan de var blevet sammen på trods af hadet og tillidsløsheden i deres forhold. Hvordan lillesøsteren havde været et forsøg på at reparere forholdet og hvordan hun derefter havde fået skylden for at det ikke var lykkedes. Dengang hun i skolen blev mobbet fordi hun havde den skæve tand og interesserede sig for at læse og tegne i stedet for at lege med barbiedukker. Senere fordi hendes kvindelige former var sene om at komme. Han havde holdt om hende og trøstet hende. Tænkt hvor heldig han var at hun så ham værdig at dele sine følelser med. Han havde også lukket hende ind og fortalt om faren der forlod ham og moren, aldrig så sig tilbage og hvordan han havde følt sig som ingenting i lang tid derefter. Han lovede at han altid ville være der for deres fremtidige børn og de havde talt om fremtiden i en rum tid. De skulle have tre børn. Noor, Linea og Bjørn. Derefter så han somme tider at hun i sine notes hæfter havde skrevet: Christian og Mira Askersen, Noor, Linea og Bjørn. Derefter blundede han hen, var så træt, sov dårligt om natten.

Han vågnede ved at han hørte et brøl ude fra badeværelset. Derefter blev døren flået op. Hun kom stormende ud med blodet dryppende fra sin mave. Han kunne se tydelige flænger fra hendes negle og han så hvordan det dryppede på det hvide gulvtæppe i det hun løb forbi ham. Han sprang op af sengen og løb efter hende ud i køkkenet. Da han tændte lyset så han vanviddet lyse ud af hendes øjne idet hun stod der, mit mellem skabe og skuffer og gode minder med en køkkenkniv i hånden. Han følte rædslen. Bange for hvad hun ville gøre. Gik tættere på, forsøgte at tale hende til fornuft. Om hun ikke kunne lægge kniven og de så kunne snakke om det. Hun stod blot og stirrede mens hun messede: "dæmon yngel, væk med hans dæmonyngel...". Han så for sent at hun stak og mærkede den gennemsyrende skræk da han så fostervandet ramme gulvet. Forsøgte at gribe hende. Kunne mærke hele sit liv smuldre mellem sine hænder. Næste gang han kiggede på hendes ansigt sad hun med lukkede øjne og smilede som hun ikke havde smilet længe, med den ene fortand skrånende ind over den anden.