Han vidste det! Han vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes til et informerende møde i spisesalen. Paw og tre af hans klassekammerater var blevet vist ind i et lille rum. Han kiggede sig omkring, og blev enig med sig selv om, at det sikkert var godt nok. Et lysstofrør i loftet oplyste to gamle køjesenge, der stod langs den ene væg. Tapetet var laset og lignede noget der engang havde været hvidt. For enden af lokalet var et stort vindue, der sikkert ville have givet en del lys, hvis det ikke var fordi skyerne var tætte som mælkebøtter på en græsplæne i flor. Mens Fredrik og George kæmpede med deres lagner, og Kasper ledte efter signal til sin mobil telefon, rendte Paw febrilsk rundt. Han lagde sig på knæ og kiggede under sengene, rejste sig og strakte sig på tæer. Over skabet var der heller ikke noget. Fire skridt og han var henne ved vinduet. Med en hurtig bevægelse var det åbent på vid gab og Paw hang ud af det. Han skuede ud over den gamle mose og det vildt bevoksede skovområde. Lige umiddelbart var der intet at se, men Paw sad der længe og ventede. En pludselig sort skygge henne imellem to egetræer, fangede hans opmærksomhed. Han stirrede indædt på stedet, og der var den igen. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på ham. De havde fundet ham! Han havde det, som var der nogen der observerede ham, men han kunne ikke se nogen derudenfor. Svedperler krøb frem på hans pubertetsprægede pande. Hans greb om vindueskarmen strammedes og alt omkring ham forsvandt. Der stod han, ham mod dem. De havde fundet ud af det hurtigere end han havde regnet med. Hvorfor havde han også været så dum? Hvis han bare havde tænkt sig om, og ikke været så tåbelig. Noget rørte ved hans skulder, og han vendte sig for at se. Det var Kasper:
   "Hvorfor hænger du her? Har du fundet signal herude?" Kasper smed armen ud af vinduet, og strakte sin mobil så højt op som han kunne, "ej, det kunne du sgu da godt ha' fortalt noget før P. Jeg har ledt i snart et kvarter! Det der møde er om ti minutter, by the way, og du skal ha' lagt lagen og det der på din seng inden, ellers er der skider fra Grehn." Paw var frosset fast til stedet, han stirrede blankt frem for sig i et par sekunder, og rystede det så af sig. Han åbnede munden og skulle til at svare Kasper, da han så en solsort flyve af sted fra mellem de to egetræer.
   De sad der alle sammen. Hele 9. klasse fra friskolen i Tåsinge. Tolv drenge og elleve piger, klemt sammen ved tre små borde. Paw sad klemt op i et hjørne mellem George og Kasper. Dan Grehn stod oppe foran og holdt en af sine velkendte lad-være-at-lave-ballade-ellers-ryger-i-hjem taler. Alle kendte de talen. Det var præcis den samme som han havde fortalt dem, da de var taget til Virksund året før, og desuden hver gang de skulle på klasseudflugt. George gabte højlydt og hvilede hovedet på bordet. Paw sad anspændt på stolen. Dan sluttede af med en opfordring til udendørsaktiviteter, og en meddelelse om at Paw skulle blive tilbage, nu når de andre gik på værelserne. Paws øjne blev store. Hvad mon han ville? Havde han også fundet ud af det nu? Det var jo ikke hans skyld! De andre forlod larmende og skubbende spisesalen og valgte at overhøre Dans indvendinger. Paw vred sine svedige hænder, og bed i en allerede nedbidt pegefinger negl. Dan kom og satte sig overfor ham og så dybt alvorlig ud. Paw var ved at bryde sammen og fortælle ham det hele. Fortælle ham at han ikke havde tænkt sig om, og at han ville gøre det om hvis han kunne. Men Dan brød tavsheden og sagde:
   "De er efter dig, ikke sandt?" Paw havde det som havde han fået et slag i maven. Al luft blev trykket ud af ham, og i hans svage forsøg på at trække vejret, begyndte han at hyperventilere. Dan tog fat om hans skuldre, og sagde noget til ham. Han hørte det ikke. Han kunne se hvordan de havde hacket den. Hvordan de havde brugt hans konti til at flytte millionbeløb, og hvordan det alt sammen var en del af en stor sammensværgelse. At PET havde undersøgt sagen, og sporet transaktionen tilbage til hans computer. Dan ruskede i ham, men Paw var væk.
   Den hvide Ford rullede op ved siden af huset. En mand steg ud. Han var iført uniform. Da døren ind til huset blev åbnet, faldt lyset på de blå bogstaver på siden af bilen: POLITI. Politimanden lukkede døren bag sig. I døren ind til bygningen samlede der sig en flok unge mennesker. Alle så de uvidende og interesserede til. Regnen begyndte at falde...
   Paw åbnede øjnene op med et sæt. Han lå på gulvet. Tænkte på om politiet måske virkelig ville komme efter ham. Dan stod bøjet hen over ham med sin mobil i hånden. Af de få ord han sagde, fandt man hurtigt ud af, at han snakkede med alarmcentralen. Paw tænkte tilbage på hvad der havde resulteret i hans besvimelse, men kunne ikke komme i tanke om det. Dan lagde på og vendte blikket mod ham:
   "Er det så slemt? Er de andre drenge virkelig så meget efter dig? Jeg havde godt set du ikke snakkede forfærdeligt meget med dem, men at det var gået så meget ud over dig følelsesmæssigt, det vidste jeg ikke. Du må altså komme og fortælle mig sådan noget, så du ikke går rundt med det hele inde i dig selv. Det bliver til en stor knude af dårlige fornemmelser. Jeg har selv været dreng engang, og jeg kan godt huske hvordan det var at have andre interesser, end alle fodbold drengene." Dan Grehn, den mand som Paw havde haft mindst sympati for, af alle lærerne, stod pludselig der og ville være gode venner. Han var sikker på der lå noget bag. Måske var Grehn en del af det hele. Et af overhovederne i konspirationen.
   Paws tanker kom langt omkring. Politiet havde sikkert sat en eftersøgning i gang. Måske var hans billede i samtlige tv-aviser. Snart ville hans forældre se deres yngste søn i fjernsynet, blive bange og derefter løbe ind på hans værelse for at lede efter spor. Så ville de finde den bærbare computer i akvariet, mobiltelefonen ødelagt, efter den var blevet kastet ind i væggen adskillige gange og alle billeder revet ned fra væggene. Paw græd. Hvis nu han også bare havde slukket sin computer, før han gik på toilettet. Så havde de aldrig haft mulighed for at gennemsøge hans computer og udnytte hans konti til kriminelle handlinger. Så ville han ikke have været nødt til at ødelægge al bevismateriale og lede efter skjulte kameraer. Han ville så gerne kunne gøre det om igen. Men når politiet først fandt ham, ville han være nødt til at skulle tilbringe sine unge år i fængsel. Hans ansigt blev stramt. Han nægtede. Han nægtede at nedværdige sig til at skulle sidde i en fængselscelle i sine bedste år. Han rejste sig op. Grehn begyndte at komme med indvendinger, men Paw overhørte dem. Han tog sine bedste sko på og løb ud i skoven. Han løb og løb. De skulle ikke have lov til at fange ham.