Jeg kunne se hendes skuldre bevæge sig krampagtigt og høre hende snøfte sagte. Jeg lagde mig tæt op ad hende og pakkede hendes lille hånd ind i min. Månelyset spejlede sig i tårerne på hendes kinder og inde under tårerne, kunne jeg fornemme det store blå mærke. Hævelsen var ved at aftage. Jeg kom til at tænke på de utallige gange, det var mig, det var gået ud over. Jeg foragtede den mand. Det syntes sært for mine veninder, men de havde ikke oplevet det. Den måde hvorpå han var et simpelt dyr, når han havde drukket og åndsfraværende på alle andre tidspunkter. Han forlangte at blive kaldt bonusfar, og det gjorde vi så, men kun når han var i nærheden; ellers kaldte vi ham "Køkkenet". Han sad altid i køkkenet, det var i køkkenet, han drak, det var i køkkenet, vi skulle tilfredsstille hans syge lyster, og det var køkkenskabene, vi blev tæsket ind i.
   Amalie slap min hånd og satte sig op. Hun var uforstående overfor hans opførsel. Hun spurgte mig, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Hun spurgte tit, og lige lidt vidste jeg, hvad jeg skulle svare. Hvordan forklarer man en otte årig, at hendes mor har valgt at gifte sig med en alkoholisk, voldelig og pervers mand? At hendes mor udmærket er klar over, hvad der sker i køkkenet, men af en eller anden årsag ikke gør noget ved det? At det er i orden at være sulten, og det derfor ikke er hendes skyld, at hendes mors mand er mentalt forstyrret og valgte at smide os ud midt om natten? Jeg er kun 15! Det kan da umuligt være min opgave at passe på min lillesøster. Det må da være min mors opgave at sørge for et tæppe, når vi skal sove ude under åben himmel og ikke min! Men i stedet valgte jeg som altid, at huske hende på alle de gode tider inden han kom til.
   Vi lagde hovederne ned på det dugvåde græs, hev tæppet godt op over ørerne og drømte os væk. Vi ville bo i vores eget lille hus ved søen, uden nogen andre. Hver dag ville vi starte med en svømmetur i det klare vand. Morgenmaden ville blive spist på terrassen med radioen tændt, og som dagen skred frem, ville vi bare nyde hinandens selskab, uden nogen form for ondskabsfuld mand, der luskede rundt og forpestede vores tilværelse...
   Hun blev langsomt stille ved siden af mig. Jeg lagde mig på siden. Alt jeg kunne høre, var hendes tunge vejrtrækning og vindens susen i trætoppene. Byen så tom ud her oppe fra. Det eneste der kunne ses røre på sig, var en haltende hund, der skævt løb ud til horisonten. En telefonboks lyste gaden op med sit besynderlige gule lys og fik mig til at tænke på lampen, der stod på mit værelse. Den havde også den samme bizarre gule farve og mindede mig altid om far. Et par måneder inden uheldet havde mor og far taget mig med ud for at købe nye lamper til huset. Jeg må have været en fem-seks år, men alligevel står det så tydeligt i min hukommelse. Far havde kigget på en sjovt udseende lampe, der mest af alt lignede et søpindsvin, og kæmpede med at overtale mor til, at den kunne være eminent over spisebordet. Jeg havde tøffet rundt imellem alle de farverige lamper til børneværelserne, da jeg forelskede mig i en lampe med Peter Plys på. Mor ville ikke have den, da hun mente, jeg havde lamper nok, og at den havde en ejendommelig farve. Jeg ved ikke hvordan, men det endte med, at vi ikke købte nogen lampe til spisebordet, men derimod lampen med Peter Plys på.

Det gik op for mig, at Amalie lå og rystede ved siden af mig, og jeg fortrød så inderligt, at jeg ikke havde nået at tage flere tæpper med, inden han havde jaget os ud af huset. Jeg pakkede hende ind i tæppet og håbede på, at hun ville kunne holde varmen natten over. Hvad ville der ikke ske, hvis det her fortsatte? Det var jo kun blevet værre med tiden. I begyndelsen var det blot en gang hver anden uge, og nu er det så godt som dagligt. Hvis det stod på meget længere, ville det jo gå grueligt galt.
   Amalie flyttede på sig. "Freja? Sover du?" Spurgte hun svagt, og jeg rystede let på hovedet, "Jeg er bange," sagde hun med spinkel stemme. Jeg kyssede hende på panden og lagde mig i ske med hende. Mit blik strejfede himlen, og jeg bemærkede de lysende stjerner. De syntes alt for store her fra toppen af bakken. Jeg svarede hende med en hvisken:
   "Det skal du ikke være. I morgen henter de os sikkert, og så kommer vi hjem i vores egen seng." Tror jeg...