Selv når han lå helt stille og pressede sit øre ned mod gulvtæppet, kunne han ingenting høre. Ingen skridt. Ingen suk. Ingen host. Ingen hark. Ingenting. Men de var der stadig. Begge to. De sad dernede og slubrede i deres Merrild, mens mørket langsomt faldt på I hver deres stuehjørne. I hver deres forskruede verden. Han kunne mærke dem. Kunne mærke, hvordan stilheden fulgte dem rundt i huset. Hvordan tavsheden åd sig ind på dem, mens de prøvede at få hold på tankerne. Mens de forsøgte ikke at lade sig påvirke. Mens de rørte rundt i kaffen. Rørte og rørte. Det var latterligt. Helt til grin. Hvor mange andre sekstenårige fik stuearrest? Hvor mange andre burede deres børn inde på den måde? Hvor mange andre beordrede ligefrem deres søn til at angre? De var gamle, det var derfor. Meget ældre end andres forældre. Ældre end Metusalem. Det var sådan, han først havde lagt mærke til det. At han som tiårig brugte vendinger som ældre end Metusalem og ord som ulødig og uvorn. Udtryk som ingen andre i klassen kendte. Oldnordiske forældre med oldnordiske principper. Det var til at brække sig over.
   Han opgav at høre hvad der foregik nedenunder og satte sig op i sin seng. Vreden voksede indeni ham. Han kiggede rastløs rundt i sit værelse. Det var tydeligt, at han var enebarn. Et ønskebarn. Værelset var stort. Enormt i forhold til både Peters og Klavs'. Deres var små, og Peter måtte endda dele med sin lillebror. Til gengæld måtte de dele et fjernsyn. Hans blik vendte sig mod hylderne på endevæggen. Der stod to store kasser fyldt op til randen med farverige klodser. Hvem i alverden var det også, der havde fortalt hans forældre, at sekstenårige drenge stadig ville lege med LEGO? Til hans konfirmation havde han tigget og bedt om at få et fjernsyn, men hans forældede forældre havde ment, at LEGO var bedre end en flimmerkasse.
   Hvis nu han havde været født bare ti år før, så havde de måske forstået det. Forstået hvorfor han gerne ville. Givet ham lov, i stedet for stuearrest. Hvis han havde været født ti år før, ville han måske også have fået et navn, der var til at leve med. Et navn ligesom alle andres. Rasmus, Anders, Kasper... Men nej, ønskebarnet skulle hedde Valdemar.
   Han havde ofte hørt historien, om hvordan han kom til. Hans far havde som trediveårig vandret rundt i de små gader i sin lille flække af en hjemby, mens han håbede på at lykken ville tilsmile ham en dag, og velsigne ham med en smuk kone. Da han drømmende drejede om hjørnet, væltede han næsten en kvinde, der kom gående med hænderne fulde af indkøbsnet. Han kunne se, hun havde svært ved at bære det, og han tilbød, som en ægte gentleman, at hjælpe hende hjem med varerne. Et par år senere blev de, ved et stort bryllup, gift i den lokale kirke. De flyttede i hus i provinsen og ville til at starte familie.
   Men han var da ligeglad! Ligeglad med hvordan de ikke kunne få børn og derfor blev nødt til at vente femten år, på at teknologien kunne hjælpe dem. Hvordan hans mor altid havde ønsket sig en Valdemar. Kunne de ikke have fulgt med tiden og givet ham et navn, der var til at leve med? Et nutidigt navn og ikke et navn, der var fundet en gang i middelalderen. Han blev slået ud af sine tanker af den dundrende hovedpine. Kvalmen trådte til igen. Måske skulle han bare være blevet hjemme. Ligesom alle andre fredag aftener. Tilbringe dem med sine forfærdelige forældre. Spille et spil 500 over en Matador Mix og gå i seng ved ti tiden.
   Selvom de havde forbudt ham det, var han glad for sin beslutning om at tage med. Han havde for en gang skyld passet ind. Været en del af "dem". Havde ikke været nødt til at hænge ud med Peter og Klavs, fordi de var de eneste, der kunne tåle at være sammen med ham, trods hans mærkelige navn og afvigende gloser. Han fik mulighed for at være sammen med mennesker, han selv fandt interessante. Alfahannen i klassen, Sune, havde holdt fest. Han kunne tydeligt huske, hvordan han blev inviteret.
   Han var gået med dem hen i rygeskuret. Egentlig mest fordi både Klavs og Peter var hjemme med halsbetændelse, og han ikke ville sidde indenfor med de "alternative", som de kaldte sig. De stod derhenne under presenningen i læ for regnen, da Sune havde spurgt ham, om han ikke ville have en smøg. Hvordan skulle han have takket nej til den? Sune havde snakket til ham, ligefrem spurgt om han ville have noget af ham! Så han tog fumlende cigaretten mellem to fingre, som han så ofte havde set de andre gøre, satte den mellem læberne og sugede den kradsende luft ned i lungerne. Det smagte beskidt og var yderst ubehageligt at få ned i halsen, men da han pustede ud igen, var det anderledes. Det føltes rart. Det fik ham til at slappe af i hele kroppen. Sune og de andre havde klappet ham på skulderen. De grinte og kom med tilråb:
   "Sådan! Så i det? Han inhalerede sgu!" Stolt, havde han gjort det igen, og denne gang føltes det endnu bedre. Da han skoddede den, kiggede Sune på ham og fortalte om festen samme aften. Han synes Valdemar skulle komme.
   Nu blev kvalmen for meget. Han løb ud på toilettet, og nåede det næsten ikke, før al sprutten fra natten kom op igen. Han kiggede på den ulækre masse der lå i kummen, væmmedes over lugten og skyllede ud. Han kiggede sig selv i spejlet. Randende under øjnene var voldsomme og hans øjne var klare. Det var ikke underligt at hans mor var blevet så bange, da han klokken et, lørdag eftermiddag, havde stået i døren. Fordrukken og lugtende som et andet værtshus.
   Måske skulle han lade være med at brokke sig og smutte ned til sin mor og bede om et par smertestillende. Han var ikke færdig med at overveje det, før han var på vej ned ad trappen.