Hvad får en voksen mand til at ville udspænde en line 450 meter over jorden og krydse afstanden mellem de to tårne i det daværende World Trade Center? Jeg kan ikke vende eller dreje min forstand, så det på nogen måde virker hverken modigt eller kløgtigt. Så da jeg fandt ud af, at en fransk linedanser ved navn Philippe Petit i 1974 faktisk udførte dette "eksperiment", blev jeg i virkeligheden en smule forarget over at nogen kunne finde på risikere sit liv på den måde. Det virker for mig uovervejet og forfærdeligt, at der ikke er nogen, der har villet fortælle ham, hvor langt ude det var.
Det minder mig om, når drengerøve på deres motorcykler skal "flyve" over brændende biler, bare for at se hvor langt de kan komme uden at komme til skade. Der er ikke nogen dybere mening, andet end at afprøve grænser og dernæst flytte dem. Jeg kan til dels forstå, hvorfor de vil gøre det. Det må være en adrenalinrus som ingen anden, at vide man kan dø, hvis det går galt. Men hvad hvis det går galt? De mennesker, der værdsætter og har støttet en, vil stå tilbage. Hvordan kan man være det dem bekendt?
Firkantet ville jeg definere en modig mand, som en der risikerer sit liv i håbet om at redde et andet menneskes liv. Kun i en sådan situation kan jeg se en mening med at ville sætte sit eget liv over styr, risikere at forlade denne verden. Ens kære ville så kunne huske tilbage på en og være stolt over at have kendt så modig en person.
I moderne tider har man fundet ud af at komme tæt på døden, mærke rusen, uden at den rigtigt eksisterer. Det er ligesom at spille online poker. Det hele føles ægte, man spiller med andre mennesker og rigtige chips der repræsenterer penge. Man føler glæden ved at vinde, og nedturen rammer en samtidig med nederlaget. Men så slukker man computeren, og det hele var bare en "leg".
Først fandt man på Det Gyldne Tårn. Det mange metre høje tårn, der står i Tivoli, hvor man bliver spændt fast og derefter hejst op i toppen. Når det så pludselig giver slip, og man er i "frit fald" mod jorden, mærker man suset i maven og hele ens krop angsten for at dø. Men så står maskinen stille igen, der bliver spændt op for ens sikkerhedsbælte, og man kan gå videre til næste forlystelse. Senere har man fundet på flere nervepirrende rutsjebaner, der får en til at føle sig bange for at miste livet.
Det er svært for mig at se, hvorfor man ikke kan afprøve grænser med et sikkerhedsnet. En form for sikkerhedsbælte der redder ens liv, hvis stuntet går galt. Det virker dumdristigt at gennemføre et stunt, i denne moderne verden vi lever i, uden det sikkerhedsbælte. Man ser jo heller aldrig folk der selvvalgt hopper ud fra et fly uden en faldskærm?
Jeg kan til en hvis grad se, at det farlige går af det, men jeg ville have meget mere respekt for en mand der tager vare og passer på sit eget liv, end en mand der er ligeglad.
Når man slår ordet "mod" op i Politikens Ordbog, siger den "evne til at handle uden frygt i situationer der kan være til fare eller skade for en selv". Men jeg vil vove at påstå, at når man læser det, vil de fleste tænke på en fysisk fare eller fysisk skade. Kan det ikke lige så vel være en mental fare? Er det ikke ligeså modigt at gøre noget, man aldrig har gjort før, måske endda altid været bange for? Som eksempel, hvis en meget indadvendt person tog på efterskole, et sted hvor det er let at se, at de udadvendte klarer sig bedre socialt. Det ville være en risiko at tage, for det kunne så nemt gå galt. Man kunne ende med at "skade" sit indre med lavt selvværd og depressioner.
Der kan også være andre baggrunde for, hvorfor man blindt og dumdristigt ville bevæge sig ud i en livsfarlig situation, ligesom den linedanseren forsøgte. Man kunne forestille sig, at nogle af dem vil bevise noget. Måske er de hele deres liv blevet fortalt, at de var uduelige, og at man var bedre stillet uden dem. Så ville jeg sagtens kunne sætte mig i deres sted og forstå formålet med f.eks. at gå på en line 450 meter over den kolde jord. De forventer nok, at folk vil se op til dem hvis det lykkedes, og hvis ikke, så føler de nok ikke, de havde noget at leve for alligevel.
Jeg kan hurtigt komme til at dømme mennesker, der gør dumdristige ting. Men så skal jeg nok bare stoppe op og huske på at, der kan være en årsag til det. En grund til at han vælger at gå på line højt oppe over hustagene, en grund til at nogle vælger at "flyve" over brændende biler på en motorcykel. Det er måske ikke en grund, jeg ville godkende før jeg lod dem gøre det, men det er trods alt ikke mig, der bestemmer det.