Helles cykel nægtede sommetider at fungere. Der var morgener, hvor Helle kom ned i kælderen blot for at finde sin cykel med et fladt dæk, en knækket eger eller et bøjet styr ... eller hendes bremser faldt simpelthen af ved det næste sving på vej til hendes arbejde.
   Lige det sving var altid problematisk. På højre side af svinget hang der grene ned fra en stort piletræ og lysegule forsythia kom ufravendeligt kravlende hen over de hvide stakit i al sin ustoppelige naturkraft og blokerede således for bilernes udsyn, når de kom kørende sydfra. På den venstre side strakte høje kastanjetræer og majestætiske blodbøge sig op mod himlen og forhindrede uundgåeligt den nordfra rejsende i at opdage, hvad der nærmede sig.
   Det var sket flere gange, at hun havde været tvunget til at dreje skarpt til siden og derved var havnet i en af forsythiabuskene på grund af en bil, der havde været skjult bag naturens rigdom. Men der var også morgener, hvor Helles cykel rent faktisk virkede, og hvor hun ikke stødte på nogen problemer på turen. Det var normalt de morgener, hvor hendes chef endte med at bruge halvdelen af sin tid på at råbe ad hende.
   Dette var ikke sådan en morgen. Denne morgen ville hendes cykel ikke fungere. Denne morgen var hun nødt til at gå. Ikke at det betød særlig meget. Hun havde god tid, og på denne måde ville hun undgå det ubehagelige sving.
   At komme for sent på arbejde ville ikke være grunden til at hendes chef råbte ad hende. I går havde det været på grund af hans egen dårlige hukommelse.
   Helles chef var en lille insignifikant mand med meget lidt hår og briller, der altid sad på hans isse, hvor de var slet ikke var til nogen nytte. Han var lavere end Helle, hvilket betød, at han ikke kunne bruge sin størrelse til at intimidere sine medarbejdere, så derfor råbte han i stedet. Når han gik, gik hans ligesom Groucho Marx, tæt nede ved jorden med lange, energiske skridt. Selvfølgelig havde hun haft drømme. Drømme om at forlade sit job og finde et andet. Men den allerbedste drøm var at råbe tilbage ad ham, true ham på samme måde, som han truede hende. Selvfølgelig ville hun aldrig gøre det.
   Hun havde engang syntes, at det bedste tidspunkt på dagen var fyraften. Men i dag var der intet tillokkende derhjemme, kun ensomhed og stilhed og frygten for at møde ham igen dagen efter. Nej, det bedste tidspunkt på dagen, besluttede hun, var når hun så den laksefarvede efterårsskjorte. Naturligvis var det ikke bare en skjorte. Der var en person indeni. Og denne person kendte skjortens værdi og skønhed.
   Hun havde den på hver dag, så alle kunne se det vide stof flagre bag hende i vinden på cyklen som en kappe af efterårsblade. Helle kom til at tænke på Nike i Glyptoteket. Hun havde besøgt museet en gang, og stedet havde fået hende til at føle sig lille og ubetydelig foran alle de storslåede skulpturer og de græske og romerske guders ophøjede ansigter. Hun havde haft lyst til at komme væk så hurtigt som muligt - da hun så hende! Nike! Nike havde fået hende til at blive. Nike havde ikke nogen gennemborende øjne eller imposante ansigtsudtryk. I sin fantasi kunne Helle sætte sit eget hoved på toppen af den overskårne hals og forestille sig, at hun fløj højt oppe over skyerne, mens hun kiggede ned på verden med alle dens blå og grønne farver.
   Således havde kvinden i skjorten lignet selve Nike med hendes udfoldede vinger, enten ved at lette eller lige landet, med vindmodstanden mod hendes bagudtvungne fjer og hendes peplos, der klæbede sig til hendes krop. Smukt.
   Helle kunne sagtens forestille sig i den skjorte. Og det gjorde hun. Ganske tit, faktisk, sad hun og dagdrømte om, hvordan hun ville have skjorten på hver eneste dag, køre forbi folk på gaden på en cykel, der duede, og skinne stærkere end nogen anden. Skinne i hendes skjorte. Den smukke laksefarvede skjorte med det elegante mønster af rigt kastanjebrune nuancer, et løvgrønt strejf tilføjet hist og her for at understrege de cremede efterårsfarver. Hvis hun havde sådan en skjorte, ville hun elske den overalt i verden.
   Hun tænkte ørkesløst, hvornår kvinden med skjorten egentlig havde tid til at vaske den. Hun havde den altid på, når hun cyklede, som en stolt påmindelse til dem, hun mødte, om at hun stadig ejede den. Ejede den smukkeste skjorte i verden.
   Skjorten ville komme hende i møde hver eneste dag på vej til arbejde og komme hende i møde hver eneste dag på vej hjem fra arbejde. Denne morgen var ingen undtagelse. Takket være hendes uduelige cykel var Helle kun nået så langt som til bageren, da skjorten hvirvlede forbi hende. Det var lige før, at hun vendte sig for at lugte til den. Det forekom hende, at sådanne vidunderlige farver måtte dufte. Naturens, skønhedens og frihedens duft. Og hun opfangede faktisk en duft. Parfume.
   Vreden sneg sig langsomt ind på Helle. Den person, som besatte skjorten, var ved at ødelægge den med kunstige odører. Oprørende! Hvad tænkte hun dog på?
   Helle gik videre. Stadig ganske vred. Hun var nødt til at køle ned, før hun nåede sin arbejdsplads. Det ville ikke gå an at være arrig på arbejde. Det ville give hendes chef en undskyldning til at råbe ad hende.
   Hvorom alting var, råbte hendes chef ganske rigtigt ad hende. Ikke fordi hun var ophidset, ikke fordi hun var sent på den, ikke fordi hun havde lavet en fejl. Der var ingen synlig grund til at han skulle råbe i det hele taget. Da Helle gik hjem den dag, kogte raseriet inde i hende. Der havde overhovedet ikke været nogensomhelst gyldig grund til at råbe ad hende i dag. Ingen som helst! Dette var ikke usædvanligt, men af en eller anden grund gik det Helle på netop denne dag.
   Da hun nærmede sig det farlige sving med de kønne buske, var hun faldet betydeligt ned. Hun ville finde en løsning. Hun skulle nok finde et andet job. Hun skulle vise sin chef, at hun var dygtig, og at han absolut ikke havde nogen grund til at råbe ad hende. En gammelkendt viften af mættede farver blinkede imod hende henne ved svinget i det fjerne. Skjorten! Skjorten nærmede sig svinget, som den sikkert havde gjort så mange gange før. Bortset fra at Helle denne gang også var ved svinget på selvsamme tidspunkt som skjorten. Hun havde forladt sin arbejdsplads lidt senere end sædvanlilgt i dag for at ordne nogle sager. For at sikre sig, at han i hvert fald ikke ville have nogen gyldig grund til at råbe ad hende den næste dag.
   Helle blinkede, idet skjortens lyd blev højere, efterhånden som den kom nærmere. Dens indhold så ligeglad ud. Som om hun var flintrende ligeglad med, at hun ejede den smukkeste skjorte i verden. Måske var hun ikke nødt til at være ydmyg - måske var hun succesrig, velhavende og kunne eje lige den skjorte, hun ville. Ja, sådan måtte det være. Måske gad hun ikke længere eje skjorten, hvis den var beskidt. Hun ville nok smide den ud og købe en ny og være ligeglad med, om den kunne renses. Hun vaskede den alligevel aldrig.
   Helle hørte slet ikke bilen. Måske havde Helle hørt bilen. Der var en mudderpyt på fortovet i svinget. Skjorten kunne blive beskidt der. Og Helle ville stå lige ved siden af hende, når hun indså, at hun ikke længere kunne bruge skjorten til noget. Bilen kom nærmere uden at sænke farten særligt. De unge bilister troede altid, at de kunne klare svinget i høj hastighed.
   På en eller anden måde blev Helles taske viklet ind i cyklens hjul. På en eller anden måde så bilisten ikke cyklisten miste kontrollen over sin cykel og dreje skarpt til siden lige ind i hans vejbane. Da den stærke farve flød ud over den sorte asfalt, var Helles eneste tanke at redde skjorten. Hun kunne nemt vaske mudderet og støvet af, men den røde farve ville være en udfordring. Idet bilen fortsatte i lige linje ind i blodbøgene, gik Helle hen til den faldne skjorte og tog den forsigtigt af kvinden. Hun gjorde ikke modstand. Hun lå fuldstændig stille og lod Helle tage hendes skjorte. Så var det altså i orden med hende. Hun måtte gerne tage den; tydeligvis bifaldt ejeren det.
   Helle tog nynnende hjem. For en gangs skyld følte hun sig fuldstændig fredfyldt. Alting ville være okay nu. Hun havde gjort sit arbejde godt i dag, og hendes chef ville ikke råbe ad hende i morgen. Om lørdagen ville hun lappe cyklens dæk og begynde at cykle igen. Idet hun gik forbi de blomstrende magnolier i indkørslen til hendes lejlighedskompleks, plukkede hun distræt en af dem og pressede den mod skjorten. Perfekt. Den passede perfekt til. Nu manglede hun bare at lægge skjorten i blød og rense den. Den røde plamage kunne være et problem at få fjernet, men i det mindste var det lykkedes hende at redde den, før plamagen havde spredt sig yderligere.
   Som hun sad der i vindueskarmen og betragtede livet udenfor, hørte hun den gennemtrængende lyd af en sirene, der skar gennem stilheden som et barberblad. Hendes ansigt fortrak sig umærkeligt. En eller anden måtte være kommet til skade. Hun sukkede så dybt, at hendes skuldre hævede og sænkede sig i en hurtig bevægelse.
   Det var sådan en meningsløs og voldelig verden.