Han kunne ikke helt huske, hvornår han første gang havde lagt mærke til skyggen. Måske skete det første gang, da hans øjne blev draget til hans fødder - eller da han kiggede op og mærkede et besynderligt gys løbe ned langs sin rygrad. Han tænkte nærmere over det, og det forekom ham, at det måske endda havde været på et tidligere tidspunkt. Det havde været, da han bevægede sig over grænsen til den anden sfære.
   Det føltes på den ene måde ganske bekendt, endda behageligt. På den anden måde fik det hans hjerte til at krympe sig og hans tanker til at gemme sig i panik, så han helst ikke ville dvæle ved oplevelsen. Hans sind forsøgte desperat at definere skyggen. Denne betegnelse syntes svagt ramt ved siden af - der var noget absolut fysisk og nærværende ved skyggen. Og dog kunne han ikke få øje på hvad eller hvem, der stod bag ham. Derfor benævnte han den 'skyggen' i sit stille sind.

Skyggen var hverken en positiv eller en negativ ting. Den var der blot.
   Faktisk som en skygge. Den var hos ham, da han tog beslutningen. Den var hos ham, da han gik op til klippens top. Og i dette øjeblik var den stadig hos ham. Ved kanten af klippen. Den ventede. Den forventede. Den betragtede. Grib.
   Da var det, at skyggen begyndte at diskutere med ham. Den havde ikke sagt ét ord indtil da. Ikke en stavelse, ikke en eneste lyd - endikke et suk var kommet over dens immaterielle læber.
   På den anden side.
   Nu kunne han mærke dens ånde i nakken.
   Det var en kold vind.
   Skyggen lænede sig fremad
   *Du er nødt til at gøre det.*
   Han gispede.
   "Hvorfor? Hvad kommer det dig ved?"
   *Det er vigtigt for mig.*
   "Ja, sikkert!"
   *Du er nødt til at forstå.*
   "Overtager du min plads?"
   *Nej. Jeg giver dig en plads.*
   "Nej, du gør ikke!"

Han kiggede omkring sig. Den grå klippe, han stod på, var det eneste med farve, hvor han stod. Så langt øjet rakte var hans verden hvid og sort. Med glatte, grafiske linjer og flader. Han ønskede at forlade denne sterile sort-hvide verden. Det havde han ønsket i lang tid. Der var smerte. Der var ingen smerte. Skyggen måtte have læst hans tanker. Måske læste den altid hans tanker.
   *Denne verden smerter dig. Du er nødt til at forlade den.*
   Han lukkede sine øjne og tænkte tilbage på en tid, hvor han rent faktisk havde nydt livet. Hvor han havde nydt at have følelser. Hvor han havde nydt ikke at have dem. Hvor tiden ikke havde forekommet ham at være så meningsløs og u-vigtig.
   *Dette liv mangler mening og vigtighed.*
   Stemmen i hans hoved, bag hans hoved, omkring hans hoved var hypnotiserende, forførende, dragende. Han åbnede sine øjne og søgte i sit sind.
   Nej, ingen frygt.

*Hvad er meningen med at leve, hvis frygt ikke eksisterer?*
   "Dine argumenter er famlende!" sagde han højt og triumferende.
   *Du er famlende.*
   Han forsøgte at vende sig, forsøgte at se sin plageånd. Men skyggen vendte sig med ham.
   "Hvem er du?" spurgte ham med rystende stemme, "Døden?"
   Intet svar.
   "Du skal svare!" krævede han.
   Der var stille et øjeblik, derefter lød den nådeløst rolige stemme.
   *Hvis jeg er Døden, hvem er du så?*
   "Livet!"
   Stilhed.
   *Jeg er Livet, og du er Døden.*
   "Nej!"
   Skriget var en halvkvalt klynken.
   Var dette følelse?
   Hvorfor følte han sig så stadig så tom?
   Det føltes som om, at skyggen bevægede sig lidt uroligt. Som den utålmodige grib, den var.
   *Tænk på det på denne måde: hvad har du at miste?*
   "Mit liv," sagde han næsten vredt.
   *Du har ikke noget liv.*
   "Jo, jeg har!" Han begyndte at føle sig som et trodsigt barn. "Jo, jeg har!"
   *Bevis det.*
   Han gispede.

Hvordan beviser man et liv?

"Jeg eksisterer!"
   *Bevis det.*
   "Jeg trækker vejret!"
   *Bevis det.*
   "Jeg hører, hvordan luften hives ind gennem min mund og føler hvordan den pustes ud gennem min mund!"
   *Bevis det.*
   "HOLD OP!"
   *Du kan ikke bevise noget som helst.*
   "Det behøver jeg ikke!" sagde han til spøgelset - "Det vil jeg ikke!"
   Stilhed.
   Han stod stille et øjeblik. Lettet over, at stemmen var standset og dog bekymret over, at den ikke længere holdt ham med selskab. Han kiggede ud over klippen og lod sine øjne vandre ned mod bunden af kløften. Han kunne faktisk ikke se den. Den var ikke bundløs. Det var noget, han aldrig havde set før. Der var ingen former, ingen kanter, ingen substans, ingen farver. Kun lys. Blændende lys. Han følte sig uimodståeligt draget til det.
   *Ja.*
   Noget åndede ham i nakken.
   "Nej!" sagde han i et pludseligt sug af nøgen frygt. Der var den! Jeg følte!

*Nej, du gjorde ikke. Det var instinkt.*
   "Instinkt er følelse."
   *Er det?*
   Tvivlen gennemstrømmede hver en celle i hans krop. Han var ikke sikker, han ville aldrig blive sikker.
   *Du kan opnå sikkerhed.*
   "Hvordan?"
   *Et skridt.*
   Han klynkede et eller andet uforståeligt.
   *Du er nødt til at gøre det.*
   "Hvorfor?"
   *Hvorfor en anden?*
   Selvfølgelig. Hvorfor en anden. Han ville benytte denne sidste lejlighed til at opføre sig altruistisk. Hans eksistens ville således have en betydning, et indhold, en mening. Naturligvis kunne man rejse den indsigelse, at da hans liv nu havde en mening, behøvede han ikke gøre det. Men hvis han ikke gjorde det, ville hans liv ikke have nogen mening .... han var nødt til at gennemføre det for at give sit liv mening. Et paradoks.
   *Sofistri.*
   Kom den rolige, upersonlige kommentar. Ja, det var det egentlig, besluttede han. Det var det.

Han huskede ikke helt, hvornår han havde taget skridtet. Han huskede ikke helt det endeløse fald og følelsen af at blive klemt gennem en tunnel. Men han huskede et næsten fysisk angreb af lys. Uden tvivl den bundløse kløfts lys. På den anden side vidste han ingenting. Alt hvad han vidste, viste sig nemlig at være væk.

Lyde.
   Der var lyde.
   Så blev den klemte fornemmelse uudholdelig. Kølig luft velsignede hans pande. Stemmer.

"Til lykke! I har fået en sund lille dreng!"
   ".... må jeg holde ham?"