Hånden var varm, fugtig. Fingerspidserne kolde, tørre. Sådan havde det altid været. Hele hendes liv så langt tilbage, hun kunne huske. Fingrene sitrede let ved hvert åndedrag, der i små, uregelmæssige ryk forlod de gustne læber. Sådan havde det ikke altid været.
   Døden.

Den unge piges hjerte sprang et slag over ved tanken. Døden, den evige rejsekammerat. Så ofte havde hendes forældre gammelklogt snakket om Døden, som det uafvendelige sidste. Herregud. De var jo gamle. Hun havde ikke forestillet sig, at ligge ved siden af den så tidligt i sit liv.
   Lyset gennem persiennerne blev med et skarpere, så man skulle tro, at en rask hånd havde skruet dem mere åbne. Klart definerede solstrejf ramte hendes mors ansigt, bugtende sig over de dybe rynker og de markerede træk. Som et naturfænomen. Pigen følte knapt solen på sit eget ansigt; hendes øjne var fokuserede på moderens anspændte ansigt, som gradvist så mere og mere anstrengt ud i takt med de stødvise, smertefulde gisp. Livet. Kæmpe. En spinkel, mager brystkasse, der hævede og sænkede sig med møje og besvær. Hænder blev pludseligt desperat grebet med en pludselig, krampagtig styrke, og den unge pige blev forbløffet over at mærke så stort forskellen mellem kold hud og varm hud var. Uvilkårligt fyldtes hendes øjne med tårer, som blev afspejlet i hendes mors øjne. Hun skulle virkelig dø!? Det var ikke til at fatte. Hendes åndedræt skulle stilne, hendes blod holde op med at rinde og hendes tanker forsvinde. Alt, der var hende, alt, der udgjorde hende ... skulle ophøre med at eksistere.
   Så så hun panikken i sin mors øjne og mærkede hvorledes hendes egen frygt og sorg forplantede sig til den ældre kvinde. Det gjorde hende rolig. For første gang i lang tid.

*Nej, du skal ikke være ked af det. Det bliver en helt anden verden. En god verden. Hvor der ikke er død. Og jeg vil se til dig tit. Jeg vil vinke til dig og tale til dig hver dag og altid huske dig. Og du skal ikke bekymre dig om mig. Jeg vil altid have det godt. Vi ligger her i hospitalssengen ved siden af hinanden og passer på hinandens sjæle.*

Hun mærkede en lille forskel. Moderen holdt ikke op med at græde, men det var som om, at gråden blev mindre angstfyldt. Hendes øjne forlod for en stund moderen og vandrede i stedet rundt i rummet, som sollyset havde gjort mindre klinisk. Hvide vægge, hvide møbler, hvidt loft og hvidt gulv. Kun solstrejfene gav det farve; klare, korngule striber, skarp linje på den ene side af striben og matteret på den anden takket være de skråtstillede persienner. Hun sukkede blidt og klemte sin mors hånd, som føltes så svag, så opgivende.
   '
   Med ét blev hun bange. Hun måtte ikke give op! Ikke endnu! Bare ét åndedræt til, et blik til, endnu et suk, endnu et klem. Endnu en smag af Livet, uanset hvor ondt, det gjorde. Bare lidt til.
   Men hun kunne ikke længere kigge på det elskede ansigt, der var ved at glide bort. Bort fra hendes åsyn for evigt. Det var som om, noget gled for hendes øjne og slørede alt.
   Og den uregelmæssige vejrtrækning blev til en hivende lyd, som stilnedes, for atter at tage et langt dybt drag. Tårerne i de matte øjne tørrede ind, og hendes mor forsvandt.
   Til sidst var der...
   ... lyden.
   Ikke mere.

Den rynkede hånd lagde forsigtigt den glatte, grå og spinkle hånd ned oven på dens makker. De små klynk, der havde fyldt hendes brystkasse nåede aldrig til hendes mund.
   Så lænede den ældre kvinde sig ned over sin datter og pressede et kys mod den tørre pande, som så hurtigt blev kølig.

"Sov godt, min elskede datter."