Jeg ser mig omkring. Ser på mor og far, der er kommet for at sige farvel. Jeg kan næsten ikke tro at det er sandt, jeg fik endelig lov til at komme med! Nu venter der to ugers ferie. To dejlige, lange uger uden skole eller arbejde.
   "Vi ses, skat. Pas nu godt på dig selv, ikke?" Jeg bliver revet ud af min drømmeverden i det øjeblik mor taler til mig. Hun ser på mig med et bekymret blik.
   "Det skal jeg nok, mor. Du skal ikke være urolig, jeg skal nok klare mig," siger jeg beroligende. "Desuden står Benny og Jane jo og venter på mig."
   "Jeg ved det godt, bare I nu ikke strander et eller andet sted." Hun sukker: "Hvor bliver du dog hurtig voksen."
   "Kan du nu opføre dig ordentligt uden nogle narrestreger!" Siger far med sit sædvanlige drilleri. Den sætning har jeg efterhånden hørt en hel del gange. En stemme i højttaleren siger pludselig:
   "Afgang 488 til Sisimiut er klar til ombordstigning. Passagerer bedes henvende sig ved udgang nr. 1."
   "Det er mit fly!" Siger jeg og skynder mig at tage mine ting. Da vi når hen til udgangen giver jeg mor og far et knus, og går så igennem.
   "Hils Benny, Jane og Victor!" Råber mor efter mig.
   Jeg vinker til dem indtil de er uden for synsvidde. Så går jeg ombord i den lille Dash 7. Inden for døren er der en masse blade. Yes, tænker jeg, Der er stadig et Anders And blad! Foruden det tager jeg Billedbladet. Det skulle da vist være nok til den tur, tænker jeg tilfreds og sætter mig bagerst i venstre side. Det er altid fra venstre side at man kan se isfjorden, hvis man flyver fra byen. Og selvfølgelig omvendt når det er den anden vej. Jeg sætter mig yderst for at slippe for at sidde ved siden af en anden, det kan godt være ret generende at sidde ved siden af én man ikke kender. Heldigvis er der ikke særlig mange med flyveren, så jeg behøver ikke at rykke ind. Flyets motorer går i gang og jeg finder mit tyggegummi. Jeg har altid haft problemer med propper i ørerne når jeg har været ude at flyve. Jeg begynder at læse i mit Anders And blad og imens drager mine tanker på langfart. Det er første gang jeg er på ferie helt alene. De andre gange har det været sådan at jeg fløj hjem alene, eller lignende. Men denne gang kan jeg endelig prøve at flyve helt alene. Jeg smiler for mig selv, da jeg kommer i tanke om den gang jeg skulle flyve til Kangerlussuaq alene. Jeg var 11 år på det tidspunkt. Jeg skulle flyve med det der "UM" mærke. Da mor og far skulle udfylde papirerne i lufthavnen, vidste lufthavnspersonalet næsten ikke hvad man skulle skrive hvor. Så mor var godt nok ikke særlig tryg ved at sende mig af sted. Men turen gik nu fint nok, en stewardesse fulgte mig til og fra flyet. Jeg blev skam opvartet i alle ender og kanter.
   Jeg ser ud af vinduet, mine ører er begyndt at gøre ondt. Jeg tygger hårdt, synker og prøver så at gabe, det hjælper lidt. Under mig kan jeg se Ilulissat med det smukkeste landskab omkring. Pludselig bliver jeg fyldt af kærlighed til det land jeg bor i. Grønland er virkelig mit hjem. Jeg kan slet ikke forestille mig at bo nogen andre steder. Det er mærkeligt, de første år vi boede i Grønland hadede jeg det. Men det var sikkert fordi Hanna døde. Hanna er min storesøster, hun døde i en cykelulykke 3 måneder efter vi var flyttet til Grønland. Jeg gav Grønland skylden for det hele, tænk nu hvis vi aldrig var flyttet herop! Så havde Hanna stadig været i live. Men jeg indså efter et par år at sket er sket og at man ikke kan lave om på noget i fortiden. Nu elsker jeg Grønland, jeg vil bo her for evigt! Hvor er jeg dog glad for at mor og far ikke flyttede fra Grønland lige efter Hannas død. Hvis de havde gjort det, ville jeg nok have hadet Grønland i meget lang tid.
   Jeg ser lidt rundt på de andre passagerer. Der er ikke nogen jeg kender. Foran mig sidder en grønlandsk mand og sover. Helt henne foran i flyet sidder en dansk familie på 4. Børnene er ret højrøstede. Over for dem, i højre side, sidder en kvinde med et spædbarn på armen. Et par unge piger på alder med mig, er også med, De har sikkert også en "Ung Chance" billet, tænker jeg. Ung Chance er en billet hvor Air Greenland giver rabat til alle mellem 15 og 22, mener jeg. Jeg er ikke helt sikker, men faktum er at jeg hverken er for ung eller for gammel til at komme med. Så jeg fik min billet til Sisimiut for kun omkring 2-300 kr. Der er så den risiko at der måske ikke er plads på flyet. Hvis der ikke er det må man vente i lufthavnen indtil et andet fly med samme destination har plads. Nogle har på den måde ventet i flere dage. Men jeg var heldig at komme med første gang. Jeg håber at det bliver ligeså let hjemad, tænker jeg.
   Pludselig vågner det lille spædbarn og græder. De unge piger fniser og jeg kan se moderen rødme lidt. Jeg kigger lidt vredt på pigerne, men de ser det ikke. Hvor er folk altså bare lede nogen gange, tænker jeg vredt. Så kommer jeg til at tænke på hvor lang tid siden, det er at jeg har set Victor. Han er min yngste fætter. Han er kun 3 år. Han er bare den sødeste lille ballademager man kan tænke sig. Han kalder mig for "Ibbikka". Det lyder bare så sødt! Jeg glæder mig til at høre om han er blevet bedre til at snakke. Sidste gang jeg så ham var i sommers og alle siger at hans sprog har udviklet sig meget siden da. Mange siger at han blander grønlandsk og dansk meget. Men det er heldigvis ikke noget problem for mig, for jeg kan jo forstå begge sprog. Og nu bliver Victor snart storebror, Jane - hans mor - er nemlig gravid. De håber alle på en lille pige, jeg indbefattet. Men det er i hvert fald sikkert at det bliver en lille krudtugle. Jane fortælle at den sparker rigtig meget, så mon ikke at det bliver en fodbold- eller håndboldspiller? Det er jeg lige ved tro.
   Ud af vinduet kan jeg se Sisimiut, nu er vi snart fremme! Jeg kigger spændt ud af det lille vindue. Jeg prøver på at få øje på Benny og Janes bil, men faktisk kan jeg ikke rigtig huske hvordan den ser ud. Victor står nok og siger "Blyver" og "Ibbikka", han har svært ved at sige "F", så han siger bare "B" i stedet. Eller, det gjorde han i hvert fald sidste gang jeg så ham. Jeg ved jo ikke om han har fået lært det nu, et halvt år efter.
   Jeg spytter det gamle tyggegummi ud og tager et nyt. Så lander vi. Jeg pakker mine ting sammen og venter lidt indtil jeg kan komme ud på gangen. Jeg overvejer et øjeblik at vente med at gå ud for at drille dem lidt, men det har jeg ikke tålmodighed til. Så jeg træder ud af flyveren og går hen mod indgangen til Sisimiuts lille lufthavn. Jeg ser på vinduerne for at få øje på dem, men jeg kan ikke se dem. Da jeg træder indenfor hører jeg en lille stemme råbe "Ibbikka!" Jeg ser i retning af stemmen og der kommer lille Victor løbende hen imod mig.