Bussen var proppet til randen midt myldretrafikken. Alle stod som sild i en tønde, og her manglede kun lagen.
Længere fremme var dog én ledig plads, som en ungersvend havde blokeret med jakke og taske. Efterhånden som køen blev trængt længere ned i bussen, nærmede jeg mig denne plads, og med en pludselig gestus tog han sine ting af pladsen og spurgte:
"Vil De ikke sidde ned? Jeg behøver jo ikke at fylde så meget!"
Jamen,.... jov tak!!! "Så fylder jeg jo selv det mindre i gangen", replicerede jeg, mens jeg i et kort øjeblik studsede over tiltaleformen De!

Efter ca. 18 sekunder, klagede han over, at der var meget varmt i bussen....
Ja! Jov! Det var der!!!!!
Det var ham, der havde åbnet vinduet, fik jeg at vide.....
Glimrende!!!!
Han havde måttet løbe efter bussen oppe fra Hovedbiblioteket....
Nåh-da-da!!
Han havde nu lånt bøger til sit Universitetsstudium.....
Okay!!!
Men han havde heldigvis nogle gode løbesko, fik jeg oplyst, mens der efterfølgende fra gulvet opsteg et par, for mig at se, fuldkommen almindeligt udseende løbesko!
De havde kostet 1.300 kr., men han havde fået dem for 500! ......
Lækkert!!
"Jakken!" fortsatte han, var et køtilbud. Den havde kostet 1.200 kr., men han gav kun 200 kr. .....
Tillykke med det!

Nu fokuserede jeg direkte på ham, og for mit åsyn åbenbaredes et snakkende monster på ca. 22 år med røde Shirley Temple-krøller, der stod som et brus omkring hans hoved, et par brune briller med tykke "termoglas" hvilede på næseryggen, og en mælkehvid hud med fregner, der lyste som neon imod mig.
Min sidemand var utvivlsomt lynende intelligent. Så meget, at han var kammet over og blevet småtosset på et kritisk tidspunkt i fosterstadiet!

"Hvad arbejder De med?" spurgte han mig....
"På kontor!" svarede jeg afmålt....
Det snakkende inferno ærgrede sig højlydt, fordi han havde bestemt gættet på, at jeg var sygeplejerske....

Da jeg undlod at spørge til hans universitetsstudium tog han selv affære og sagde:
"Ja, jeg studerer filosofi på første år!"
Nååååh... javel!!
Han søgte et stipendium, fordi han ville skrive en Phd om en niche filosofi, han selv havde opfundet!
Spændende!
"Er De interesseret i at høre om den?" forsøgte han sig.
Jeg svarede ikke, hvorefter han forsvandt ind i et sort hul i sit indre, hvor han ganske uopfordret doserede sit vid over en 15 km lang strækning om anskuelsesformer og sansefiltre.

Da der ikke var respons hos mig, ændrede han taktik og begyndte at fortælle om sine høns!

Han havde høns!!!
7 stk.!
Alle navngivet og rangordnet i familieforhold til hinanden.... hvem der var faster, moster, mor og bedstemor til hvem! Bl.a. fik jeg at vide, om det smertelige tab han havde lidt, da Nalles søster, Amalie, var skubbet ned i åen af en "bossy" kusine, Magda, og Amalie stod dernede og soppede i det kolde vand i over 8 timer, inden hun blev løftet op.
Hun havde stået og fået kolde fødder, og endte sit 11 årige hønseliv med en lungebetændelse, og det afsjælede legeme havde ligget i hønsegården næste morgen.
Alt sammen meget tragisk, og han var stadig dybt berørt af det, selvom det nu var 3 år siden til maj!

Herefter gennemgik jeg en eksamination af hønseracer.
Kendte jeg Plymouth Rock?
"Nej!"
Bielefelder Høns?
"Nej!"
La Bressè?
"Nej!"
Dværg Sussex?
"Nej!"

Til sidste var jeg på nippet at vende mig mod ham og sige, at de eneste høns jeg kendte var Lørdagskylling!

Nu begyndte folk at vende sig om, idet hans forivrede talestrøm havde ramt ca. 90 decibel, svarende til målbare sitrende lufttryksændringer!

Han fortsatte sin filosofi omkring dyr/mennesker, ja, faktisk hele den globale situation, vores følelser og tanker.
Da vi nåede til brugtvognshandleren i nabobyen var han ovre i at aflægge en disputats om erkendelsesteorien som er abstraktion og betegnelse for den proces, hvorved man fremdrager det fælles for nogle enkelte fænomener inden for et bestemt område. Når man abstraherer, ser man bort fra de specielle omstændigheder og holder sig til de almene træk, hvilket han mente, at mange dyrearter var i stand til!

Det begyndte at sortne for mine øjne!!!

KRAGER var bl.a. vældig intelligente, vidste jeg det?
Plop! Jeg glippede med øjnene. Jov, det vidste jeg vel, imens mit blik flakkede desperat omkring i bussen efter et andet sæde.
"Ravnene er i øvrigt i fremmarch i Danmark, og de hedder Corvus Corax, som egentlig betyder Konge Kragen!" fortsatte han ufortrødent.

Vi nærmede os stoppestedet før mit endemål, og da han meddelte mig, at han skulle af, følte jeg, hvordan et lettelsens hulk banede sig vej fra mit mellemgulv, da bussen lagde an til at gøre holdt ved kiosken hvor "Snakkus-Maximus" og mine veje skulle skilles.
Han bukkede for mig i midtergangen, ligesom Jeronimus i en Holbergforestilling, og med fejende håndbevægelser sagde han:
"Jeg ønsker Dem en fortsat god og velsignet dag!"

Mine stakkels forpinte ører summede som et vredt hvepsebo, og omverdenen flimrede for mine øjne, men med min ukuelige optimisme tror jeg på, at med lidt tokomponent lim og ordineret stilhed i et komplet lydtæt rum over en 14 dages tid, så begynder de vel at gro fast igen?

Måske er en ståplads i bussen slet ikke at foragte?