Vores nabo er begunstiget med et mirabelletræ i sin have. Et par grene hænger ind over vores grund, og de små gule frugter smager himmelsk, når de er på deres højeste.
Vel at mærke i beskedne portioner!

I forbindelse med en hyggelig nabopassiar over hækken, gav vi høsten et par anerkendende ord med på vejen, hvilket blev startskuddet til en skæbne så grum!

Træet giver nemlig rigtig mange mirabeller, ja, nærmest ubarmhjertigt mange!

Han spærrede øjnene op og spurgte næsten lidt for ivrigt, om vi var interesseret i nogle af dem?
Mjjaaa..... mjooov.... man frygtede jo, hvad det indebar, idet jeg før er blevet taget som gidsel i rollen som blomme-/mirabelleaftager for andre, hvor folks gavmildhed ingen grænse kender.

"LIDT!" svarede jeg, og tænkte i mit stille sind, at jeg ikke havde noget dybfølt ønske om at skulle omdanne mit beskedne køkken til en mellemstor marmeladefabrik!

Manden så mistænksomt lykkelig ud!

Dagen efter ringede det på døren, og uden for stod han med en 10 kilos spand - gentager: TI KILO mirabeller, hvoraf størsteparten var revet op fra græsplænen med lidt af hvert medfølgende!
Jeg ved ikke, om han var sig bevidst om, hvor nådesløst mange mirabeller det er?
Det svarer til:
10 liter mælk eller 3 nyfødte spædbørn!

Jeg skyndte mig straks at lægge ansigtet i de rette folder og sige, at så mange havde jeg nok ikke brug for.
"Nååååh, nej.... men du kan låne en Tutti-Frutti-maskine til saft eller koge dem til grød. Du kan også lave marmelade af dem!" belærte han mig med lykke i stemmen.

Valgte jeg grødmodellen, ville en hurtig kalkule kunne fremvise et tungtvejende facit, som ville være i stand til at brødføde nærmeste kaserne i 8 dage.

Han foreslog så lidt mere tænkeligt, at man også bare kunne smide dem væk, dem man ikke brugte!

Idéen var ikke tosset, bortset fra at det indebar en vis risiko at grave dem ned i haven, med mindre man nærer et brændende ønske om at anlægge en større mirabelleplantage som resultat af de spirevillige sten.
Ketteriske tanker såsom at bortskaffe dem i plasticposer som "miljøfarligt affald", slog mig kortvarigt, mens jeg stod dér med et problem på ca. 10 kilo!

Min ægteviede var dog villig til at tage en mindre pose med ind på sit arbejde, så kollegaerne kunne gøre kål på en vis mængde af dem, så jeg frasorterede derfor omhyggeligt de rådne, som portionen OGSÅ var rig på, skyllede den mindre portion grundigt, hvorefter jeg hældte den over i en plasticpose, og stillede denne ved siden af hans taske!
En spirende skepsis for, om han nu også ville huske at tage dem med sig, begyndte at nage mit sind, men han forsikrede mig med en lettere fornærmet mine om, at han jo ikke var senil! Desuden skulle jeg lade være med at gøre mig så mange unødige bekymringer! Hvorfor skulle han ikke huske at tage dem med sig, når nu han havde lovet det?

Behøver jeg at fortælle, at mirabellerne stod der endnu, da han var kørt næste morgen?

Et dybtfølt ønske om at stimulere hans hukommelse for eftertiden gjorde, at jeg ringede efter en taxa og bad om at få leveret hele spanden til hans arbejdsplads. Jeg bad udtrykkeligt om, at den personligt blev afleveret til ham!
Da bagagerummet lukkede sig, fornemmede jeg tydeligt, hvordan den let sødlige og gærede lugt fra bunden af spanden steg op, mens hvepsene gjorde den selskab!

Den skulle nok gøre lykke!