Vinden legede med hans hår, vandet foran ham forekom stort og uoverskueligt. Himlen over ham, var mørkegrå, solens sidste stråler lyste op, i en skarp kontrast til den mørke himmel. Hans ben hang slapt ud over skrænten, over vandet. Lyden af den kliche agtige Nokia ringetone fik ham til at fare sammen. Han registrede ikke navnet på displayet. I stedet tyrede han telefonen ud i den sorte sø foran ham. Det var en kold aften, hans krop rystede af afmagt. Han lagde sig ned på det dugvåde græs og mens et par tårer løb sidelæns ned af hans kinder og ind i hans ører lukkede han øjnene.

"For fanden da også dreng." En dyb stemme skar igennem til hans bevidsthed. Hans overkrop lettede fra græsset, og et par store hænder ruskede ham, så han gyngede frem og tilbage.
   Med et slog han øjnene op, og så ind i et par meget mørke øjne.
   Det tog lidt tid før han genkendte manden foran ham.
   "Hvad fanden laver du?" Stemmen forekom ham irriteret og bekymret på en gang. Han tænkte over spørgsmålet, før han langsomt svarede "Ikke noget. Jeg faldt bare i søvn." Manden så ham i øjnene, som om han forsøgt at aflæse hans ansigtsudtryk.
   "Hvorfor tager du ikke din telefon?, jeg har ledt efter dig i flere timer" Emil sank en klump og så op på himlen hvor solen for længst var gået ned. Hans læber dirrede og han forsøgte ihærdigt at holde tårerne tilbage.
   "Emil, kig på mig." Han tøvede, men til sidst så han modvilligt op på manden foran ham. Da de havde øjenkontakt sagde Brian stille "Jeg har allerede mistet en af mine søskende, jeg vil ikke miste en til." Med et væltede tårerne ned af Emils kinder.
   " Det var mig som sagde at vi skulle kører om kap, hun var ved at overhale mig da.. "
   Manden trak ham ind til sig og vuggede ham forsigtigt i sine arme, velvidne om at det på alle andre tidspunkter ville gøre hans tolvårige lillebror stærkt irriteret.
   Da Emils hulken var mindre voldsom trak Brian sig væk fra ham igen. Brian så på ham, og hev tavst sin hættetrøje over hovedet. Han trak den ned over hovedet på Emil, og hev den helt ned over hans spinkle overkrop og rettede på hætten. Emil mødte hans øjne, og tørrede de sidste tårer væk med sin håndryg. Brian lagde en hånd på hver af hans skuldre før han stille sagde "Emil, en voksen mand kørte ind over cykelstien, og han ramte hende. Jeg ville ønske det ikke var sket, men det gjorde det." Brian så på ham, og da Emil mødte hans øjne, blev han klar over hvad der stod malet i hans ansigt. "Det her er ikke din skyld."
   "Hvor tror du hun er nu?" spurgte Emil fortvivlet.
   "Jeg ved det ikke, men jeg tror hun er deroppe et sted. Hvis hun kunne se os nu, så tror jeg hun ville sige.." Brian lagde en hånd på Emils brystkasse "... At det var tid til at du skulle begynde at smile rigtigt igen. "
   Emil så væk, og Brian hev ham ind til sig igen. De sad på skrænten i lang tid inden Emil trak sig lidt væk. Brian rejste sig fra græsset, og rakte ud efter Emil som tog hans hånd. Han hev ham op, og lagde en arm om hans skuldrer, mens de begyndte at gå hjem.